Salat med rødvinsmarineret andebryst
Aftensmad

Salat med rødvinsmarineret andebryst

9. november 2012
af Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann
Dit andebryst skal laves dagen i forvejen. Det gør dem til oplagt gæstemad. Så er det nemlig nemt lige at anrette salaten, når gæsterne er kommet

Opskrift på rødvinsmarineret andebryst, ristede valnødder og lækker salat

1 flaske rødvin, 75 cl
2 dl brun farin eller muscovadosukker
1 stang kanel
4 nelliker
1 økologisk appelsin
2-3 andebryster, alt efter størrelse

VALNØDDER:
100 g valnødder
1 spsk. smør
1 spsk. honning
salt

SALAT:
1 radicchiosalat
2 hjertesalater
100 g mangoldsalat
100 g rucolasalat
olivenolie
æbleeddike

Kom rødvin, farin, kanelstang og nelliker i en gryde. Skær appelsinen i kvarter, og pres saften ned i gryden. Kom skallerne med, og kog lagen op, til sukkeret akkurat er smeltet. Køl lagen af.
Rids skindet på andebrysterne, og læg dem på en kold pande med skindsiden nedad. Tænd for panden, og steg dem i 10-12 minutter i deres eget fedt på skindsiden. Vend dem; drys med salt, og steg dem i yderligere 8-10 minutter på kødsiden. Kom dem i en skål, og hæld den afkølede lage over. Film skålen til, og sæt den i køleskabet i 1-2 døgn.
Tag andebrysterne op af lagen, og skær dem i tynde skiver lige inden servering. Kassér lagen.
Rist valnødderne på en tør, varm pande i ca. 1 minut. Kom smør og honning på, og lad det smelte sammen. Krydr med salt, og hæld valnødderne ud på et stykke bagepapir.
Pluk salaterne. Skyl dem, og lad dem dryppe godt af. Vend salaterne med olie og eddike, og anret dem med and og valnødder. Krydr med salt, og servér straks.

TIP: Valnødderne kan laves dagen i forvejen og er også gode som snacks til et glas vin eller en øl.

Prøv også: Salat med røget andebryst, figner, valnødder og pærer>>

Læs også