Aftensmad

Med FEMINA til silde-mesterskab – få vinderopskriften!

af Charlotte Hallbæck 13. februar 2012
Foto: Kristian Brasen
FEMINAs helt egen madredaktør Susanne Gustafsson tilbragte lørdag eftermiddag på en noget utraditionel vis: Hun var nemlig dommer til de nordiske mesterskaber i sild!

11 nordiske finalister dystede lørdag eftermiddag om at få netop deres sildeopskrift kåret til Nordens bedste. Mesterskabet fandt sted i Nyhavns Færgekro, og FEMINAs madredaktør Susanne Gustafsson havde fået æren af at være én af dommerne til mesterskabet, hvilket hun jo naturligvis ikke kunne takke nej tak til!

Dommerne - madredaktør på FEMINA, Susanne Gustafsson, yderst til højre...Finalisterne, der spændte i alderen fra 15 til 85, imponerede dommerpanelet af sildeeksperter og sildeentusiaster med en stor variation i opskrifterne og med inddragelsen af ingredienser som safran og parmesan.En simpel anretning af en velmarineret sild, toppet med rødløg og dild vakte bl.a. begejstring hos FEMINAs madredaktør, men det var dog vinderholdets anretning, der imponerede med det visuelt flotteste udtryk.

- Og så smagte retten fantastisk, siger Susanne, der gerne havde spist mere end den lille smagsprøve.

Vinderopskriften var lavet af kokkeleverne Rasmus Kirkegaard, 24, og Tue Bach, 29, og bestod af en marineret sild anrettet med en mayonnaise af honningsyp (en bornholmsk snaps med honning), vagtelæg, havtorn, kapers og en gelé af sildelagen.

Vinderne...Førstepræmien var et gavekort til et luksusophold i København fyldt med oplevelser - og derudover bliver de to unge mænds vinderopskrift nu serveret på Nyhavn Færgekros store sildebord.

Er du selv vild med sild - eller vil du imponere til påskefrokosten om nogle måneder - så får du vinderopskriften lige her:

SOMMERSYPSILD En dejlig sild, der smager fantastisk og har gode gamle traditioner og rødder fra Bornholm.

3 dl eddike1 dl vand1 dl sukker1 dl honninglaurbærpeberkornfennikelfrø1 glas marinerede sild1 fennikel1 løg½ dl honningsyp (honningsnaps)krondildhavtorn

Kog eddike, vand, sukker, honning, laurbær, peberkorn og fennikelfrø op i en gryde. Afkøl lagen, og tilsæt sild, fennikel og løg (begge skåret i rustikke stykker) og krondild. Smag til med honningsyp. Opbevar sildene i et skoldet patentglas på køl til brug. Anret med tynde skiver ristet rugbrød smurt med et tyndt lag fedt.

Pynt evt. med løg, kapers, rygeost, æbler og frisesalat.

Tip: Find frem til din helt egen syltelage ved at eksperimentere med, hvilke krydderier du putter i.