hotdog
Aftensmad

Luksus-hotdog med syltede sennepsfrø

31. maj 2017
af Timm Vladimir
Foto: Columbus Leth
En ristet med det hele kan gøre de fleste mennesker i godt humør. De syltede sennepsfrø er en vigtig detalje. Her får du Timm Vladimirs opskrift på luksus-hotdog med syltede sennepsfrø

Luksus-hotdog med syltede sennepsfrø

Tid: 30 minutter Antal personer: 4   DET SKAL DU BRUGE 8 hotdogbrød 8 gode ferske pølser, f.eks. andepølser (spørg hos slagteren) lidt olie til stegning 2 blommer  

 

SYLTEDE SENNEPSFRØ

1 dl sukker

1 dl vand 

1 dl eddike

2 spsk. sennepsfrø 

 

BLØDE LØG

2 rødløg

20 g smør til stegning

 

CHIPOTLEMAYONNAISE

2 dl god mayonnaise

1-2 spsk. chipotle i adobosauce (fås i specialbutikker og velassorterede supermarkeder)

 

PYNT

friske basilikum, gerne røde

 

PRØV OGSÅ: Gourmet-hotdog med tomatkompot og grøn relish

 

Opskrift - sådan laver du luksus-hotdog med syltede sennepsfrø

 

1. SYLTEDE SENNEPSFRØ: Bring sukker, vand og eddike i kog i en lille gryde. Tilsæt sennepsfrø, og kog dem i ca. 15 minutter. Lad dem trække, til de skal bruges.

 

2. BLØDE LØG: Pil rødløgene, og skær dem i tynde skiver. Steg dem bløde og let gyldne i smør på en pande.

 

3. CHIPOTLEMAYONNAISE: Rør mayonnaise med chipotle, og fyld det evt. i en sprøjtepose, så det er let at dosere.

 

4. SERVERING: Varm hotdogbrødene i ovnen eller på en brødrister. Steg pølserne i lidt olie på en pande. Skær blommerne i tynde skiver. Læg pølserne i hotdogbrødene, og top med chipotlemayonnaise, blommeskiver, bløde løg og syltede sennepsfrø. Pynt med basilikumblade.

 

PRØV OGSÅ: Flæskestegssandwich med kålsalat og dyltede rødløg