kyllingelår
Aftensmad

Krydrede kyllingelår med tomatsalat og grillet brød

af Camilla Zarah Lawes 21. marts 2022
Foto: Columbus Leth
Mynte og limefrugt kan bruges til meget andet end mojitos! Det giver en skøn og frisk smag, når du drysser det på kyllingelår. Få opskriften på krydrede kyllingelår med tomatsalat og grillet brød her
4 personer
Tid i alt 25 min

DET SKAL DU BRUGE

  • 12 kyllingeunderlår
  • 3 spsk. paprika
  • 1 spsk. knuste anisfrø
  • salt og friskkværnet peber

TOMATSALAT

  • 400 g daddeltomater
  • 3 forårsløg
  • 1 hjertesalat

LIMEDRESSING

  • saft af 1 limefrugt
  • 4 spsk. olivenolie
  • salt og friskkværnet peber

GRILLET BRØD

  • 4 skiver brød
  • 2 spsk. olivenolie
  • 2 stilke rosmarin
  • salt

TIL SERVERING AF KYLLINGELÅR

  • ½ bundt mynte
  • 2 usprøjtede limefrugter

Opskrift - sådan laver du krydrede kyllingelår med tomatsalat og grillet brød

 

1. Kyllingelår: Fordel kyllingelårene på en bageplade beklædt med bagepapir. Drys med paprika, anis, salt og peber. Steg kyllingelårene i en 200° varm ovn i ca. 25 minutter, til de er gennemstegte.

 

2. Tomatsalat: Skyl og halvér tomaterne. Rens forårsløg, og skær dem over på langs. Skyl hjertesalaten, og skær den i tynde både. Vend det hele sammen.

 

3. Limedressing: Rør limesaft sammen med olie, salt og peber. Vend dressingen i salaten.

 

4. Grillet brød: Halvér brødskiverne, pensl med olie, og drys med plukket rosmarin og salt. Bag brødene sprøde i ovnen i 7-9 minutter.

 

5. Servering: Hak mynte. Riv limeskallen. Drys mynte og limeskal på kyllingelårene. Skær limefrugterne i både, og servér til retten.