Tynde strimler skært kalvekød er skræddersyet til en wokret. Bland kødet med en aromatisk sauce med masser af ingefær, sprøde jordskokker og spinat. Sundt, hurtigt og lækkert
3 personer
Tid i alt 30 min
Det skal du bruge
400 g kalvekød i tynde strimler (wokstrimler)
2 tsk. stødt spidskommen
kværnet peber
6 cm frisk ingefær
1 fed hakket hvidløg
ca. 200 g jordskokker
250-300 g frisk spinat
1 dl hønse- eller kalvebouillon
2-3 spsk. østerssauce
1 tsk. majsstivelse
2 spsk. neutral olie (solsikke-, vindruekerne- eller let olivenolie)
Tilbehør
ris, nudler eller brød
Opskrift - sådan laver du kalvekød med ingefær og jordskokker
Gør alle ting klar: Dup kødet tørt, og drys det med spidskommen og peber. Skræl ingefæren, skær den i meget tynde skiver, og bagefter i tynde strimler.
Hak hvidløget. Skrub jordskokkerne, og skræl dem evt. Skær dem i tynde skiver (kan lægges i vand med citron, så de ikke bliver mørke). Skyl og slyng spinaten fri for vand. Pisk bouillon, østerssauce og majsstivelse sammen.
Varm olien godt op i en wok. Steg kødet ad 2 omgange under omrøring, til det bliver brunt. Tag det op. Kom ingefær, hvidløg og jordskokker i, og steg i 2-3 minutter. Tag dem op. Kom bouillonblandingen i wokken, og rør, til den er tyk.
Vend kødet i, og varm det godt igennem. Kom jordskokkerne i, og varm dem igennem. Vend spinaten i til sidst. Den skal akkurat falde sammen, ikke mere. Smag til med salt og peber.