kalveculotte
Aftensmad

Kalveculotte med ristede majskolber og bagte kartofler med svampe

af Camilla Zarah Lawes 14. februar 2022
Foto: Columbus Leth
Kartoflerne bagt i lag med ost, rasp og svampe er perfekt tilbehør til al slags rødt kød. Her får du opskriften på kalveculotte med ristede majskolber og bagte kartofler med svampe
4 personer

Kalveculotte

  • 1 kalveculotte (ca. 900 g)
  • salt og friskkværnet peber
  • 3 stilke rosmarin

BAGTE KARTOFLER MED SVAMPE

  • 3-4 bagekartofler
  • 500 g blandede svampe
  • olivenolie til stegning
  • 4 stilke rosmarin
  • salt og friskkværnet peber
  • 2 dl rasp
  • 200 g revet emmentaler

TILBEHØR

  • 4 majskolber
  • 50 g smør til stegning

1. BAGTE KARTOFLER MED SVAMPE: Tænd ovnen på 180°. Skræl kartoflerne, og skær dem i papirtynde skiver, gerne på et mandolinjern. Rens svampene, og steg dem hurtigt i lidt olie på en varm pande. Krydr svampene med hakket rosmarin, salt og peber. Smør et ovnfast fad med olivenolie, og læg et lag kartoffelskiver i bunden. Læg et lag svampe oven på kartoflerne, og drys med rasp og revet ost. Gentag, og slut af med ost. Bag kartoflerne gyldne og møre i ovnen i ca. 35 minutter.

 

2. Fjern sener fra culotten, og steg den på en varm pande med fedtkanten nedad. Vend den, og steg den på kødsiden i 1 minut. Læg culotten på en bageplade beklædt med bagepapir, med fedtkanten opad, krydr med salt, peber og lidt rosmarin, og steg den i den 180° varme ovn i 20 minutter. Lad kødet hvile i 10 minutter, inden du skærer det i tynde skiver. Drys med frisk rosmarin før servering.

 

3. TILBEHØR: Pil blade og tråde af majskolberne. Kog majskolberne i saltet vand i 2 minutter. Dup dem fri for vand, og skær dem i 4 stykker. Steg dem godt på alle sider i smør på en pande. Servér dem til kalveculotten og de bagte kartofler.

 

Få indkøbslisten til hele ugen her

 

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Mandag: Løgtærte med tomat og valnøddepesto - Få opskriften her

Tirsdag: Fiskefrikadeller med dild og glaseret løg - Få opskriften her

Onsdag: Spaghetti med bacon og svampe - Få opskriften her

Torsdag: Koteletter med krydderolie og lun kartoffelsalat - Få opskriften her