Helstegt kylling med linsesalat
Aftensmad

Helstegt kylling med linsesalat

af Susanne Palmqvist 12. august 2021
Foto: Anders Schønnemann
Der er meget mad i kyllingen, så skær den for ved bordet i små fine stykker. På bornholmerhanens emballage er der en parteringsvejledning, hvis du ikke lige har tjek på det. Salaten med de små linser kan også forberedes, så den blot skal blandes lige før servering
5 personer
Tid i alt 1 t og 45 min

Det skal du bruge

  • 1 stor, frisk landkylling eller bornholmerhane på 1½-2 kg
  • 1½ spsk. olivenolie
  • 1 økocitron
  • 2 tsk. Chicken & Steak-krydderi (Santa Maria)
  • 2 fed hvidløg, pillede
  • 1 kvist rosmarin el. timian
  • groft salt
  • kødsnor

Linsesalat

  • 2½ dl sorte Beluga-linser el. grønne Puy-linser
  • 7 dl vand el. lys bouillon
  • 3 spsk. olivenolie
  • saft af 1 appelsin
  • 2 tsk. Honey-dijonsennep
  • 2 appelsiner
  • 1 julesalat i hele blade
  • evt. hakket persille

Opskrift - sådan laver du helstegt kylling med linsesalat

  1. Tør kyllingen godt indvendig, og klip vingespidser og gumpen af. Bland olien med saft af ½ citron, Chicken-krydderi og 1 fed presset hvidløg.
  2. Skær resten af citronen i skiver, og kom dem inden i kyllingen sammen med hvidløgene og en kvist rosmarin/timian og lidt salt.
  3. Bind kyllingen op: Start med at snøre benene sammen, og lad snoren gå rundt om vinger, hals og tilbage til benene, så den bevarer en flot facon. Læg den i et ovnfast fad, og gnid den over det hele med olieblandingen.
  4. Steg den nederst i ovnen ved 190° i 1½-2 timer. Mærk i låret, om saften er helt klar. Skær kyllingen ud ved bordet.
  5. Skyl linserne, og lad dem koge i 18 minutter i vand eller bouillon. Lad evt. overskydende vand dryppe af i en si. Rør linserne med olien, mens de er varme. Lad dem køle af.
  6. Bland appelsinsaft og sennep, og vend det i. Smag til med salt og peber. Pil appelsinerne, og fjern de hvide hinder. Skær kødet i små terninger. Snit julesalaten fint.
  7. Vend det hele sammen lige før servering. Anret evt. i julesalatblade. Vend hakket persille i, eller drys det over.

 

Herunder kan du finde flere lækre opskrifter med kylling