Aftensmad

Fiskeruller med grøntsagsspåner

af Susanne Palmqvist 17. februar 2022
Foto: Henrik Freek
Denne uges hverdagsopskrifter byder på nemme ovnretter. Her får du opskriften på fiskeruller med grøntsagsspåner
20 min 4 personer

INGREDIENSER

  • 600 g torske- eller sejfilet 
  • salt og friskkværnet peber
  • 2 gulerødder 
  • 2 medium squash 
  • 1 bundt forårsløg
  • 1½ spsk. olie til stegning
  • 2 tsk. mild karry 
  • 1 lille bundt purløg eller dild
  • ½ l Mornaysauce Light (i karton)
  • skal af 1 usprøjtet citron
  • ca. ½ pakke friske lasagneplader
  • 4 spsk. friskrevet parmesan 

GRØNTSAGSSPÅNER

  • 6 gulerødder
  • 1 squash
  • 3 tsk. olie
  • 1 tsk. eddike

Opskrift - sådan laver du fiskeruller med grøntsagsspåner 

 

1. Skær fisken i aflange bjælker, og krydr med salt og peber. Skræl gulerødderne, og riv gulerødder og squash groft. Rens forårsløgene, og snit dem på skrå. Varm olien op på en pande, og steg karryen i 1 minut. Tilsæt grøntsagerne, og svits, til væden er fordampet. Krydr med salt og peber, og vend hakket purløg eller dild i. Køl det let af.

 

2. Rør Mornaysaucen med fint-revet citronskal. Skær pastapladerne ud i ca. 15 cm’s bredde, hvis pladerne er hele. Smør hver plade med et tyndt lag sauce, fordel lidt af grøntsagerne ovenpå, og læg et stykke fisk på midten. Fold eller rul sammen. Smør et ovnfast fad, fordel lidt sauce i bunden, og læg rullerne med sammenføjningen nedad. De må ikke ligge for tæt. Dæk med sauce, og drys ost over. Bag rullerne i en 200 grader varm ovn ca. 20 minutter.

 

3. Grøntsagsspåner: Skræl gulerødderne, og høvl gulerødder og squash i lange spåner med en tyndskræller. Vend dem med olie og eddike, og servér som tilbehør til fiskerullerne.

 

TIP: Kig efter fiskemandens tilbud. Du kan pakke alle slags fast fisk ind i de friske pastaplader.

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Lynpizza med svampe - Få opskriften her

Bagte auberginer a la lasagne - Få opskriften her

Braiseret kalv i urtesauce - Få opskriften her

Kylling i fad med tomater og rødløg - Få opskriften her