Sådan laver du høns i asparges
Aftensmad

Fillodejskurve med høns i asparges

af Suzy Wengel / Bearbejdet af redaktionen 9. januar 2020
Foto: Skovdal Nordic
Start ugen med sprøde fillodejskurve, der er fyldt med høns i asparges, og servér med hokkaidobåde. Her får du opskriften på fillodejskurve med høns i asparges.
2 personer

Hokkaidobåde

  • 300 g hokkaido, gerne økologisk
  • 10 g olivenolie
  • Salt og peber

Fillodejskurve

  • 80-90 g fillodej, fersk eller optøet fra frost (her: 2 ark fillodej i størrelsen 46 x 35 centimeter)
  • 20 g blødt smør
  • 1 håndfuld koriander

Høns i asparges

  • 300 g kyllingeinderfilet
  • 1 l hønsebouillon
  • 20 g smør
  • 2 spsk. hvedemel
  • 2 dl minimælk
  • 200 g hvide asparges, i vand
  • Salt og peber

Pynt

  • Frisk koriander

Opskrift - sådan laver du fillodejskurve med høns i asparges

 

Hokkaido: Rens hokkaidoen, skær den i både med skallen på og pensl med olivenolie. Krydr med salt og peber. Bag ved 200° i 40-60 minutter.

Fillodej: Skær hvert ark fillodej i fire lige store firkanter. Læg bagepapir på en bageplade og placér 4 mini souffléforme med bunden opad. Smør formene godt med smør på ydersiden, og læg et ark fillodej på hver form. Smør en smule smør på og læg 4-5 korianderblade på. Læg så et ark mere på, men denne gang forskudt med kanterne. Bag fillokurvene i 10-12 minutter, til de har taget farve og er sprøde. Tag dem ud, pil dem ud af formene, og lad dem afkøle.

Høns i asparges: Kog kyllingen i 15 minutter i 0,7 liter bouillon i en lille gryde. Smelt smør i en kasserolle ved mellemvarme. Kom mel i, og pisk til en melbolle. Tilsæt et par dl bouillon og mælk lidt ad gangen, til du ender med en opbagt sovs. Lad sovsen koge et par minutter. Skær eller riv kylling i mindre stykker, og kom dem i sovsen sammen med asparges skåret i mundrette stykker. Smag til med salt og peber. Servér hokkaidobåde og fillodejskurve med høns i asparges.

 

Pynt:

Pynt med frisk koriander.

Prøv også: Vegetariske samosa

 

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Tirsdag: Karryfad med kødboller

Onsdag: Kotelet Louisiana

Torsdag: Stegt torsk med tomatsalat og quinoa

Fredag: Fillodejsruller med oksekød og hvid ost

 

Læs også