Dampede muslinger med rodfrugtfritter og aioli
Aftensmad

Dampede muslinger med rodfrugtfritter og aioli

af Emma Martiny 28. maj 2019
Foto: Winnie Methmann
Simpelt og luksuriøst på samme tid. Giv retten lidt ekstra farve ved at servere muslingerne med rodfrugtfritter i stedet for klassiske pomfritter. Her får du opskriften på dampede muslinger med rodfrugtfritter og aioli
40 min 4 personer
Tid i alt 1 t og 10 min

DET SKAL DU BRUGE

  • 2 kg blåmuslinger
  • 2 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1 spsk. smør til stegning
  • 4 dl hvidvin
  • 2 dl piskefløde
  • 1 citron
  • salt og peber
  • 1 håndfuld bredbladet persille

RODFRUGTFRITTER

  • 250 g rødbeder
  • 250 g søde kartofler
  • 250 g pastinakker
  • 250 g gulerødder
  • 2 spsk. olivenolie
  • salt

AIOLI

  • 1 æggeblomme og evt. en smule æggehvide
  • 1 tsk. dijonsennep
  • 2 spsk. citronsaft
  • 3 fed hvidløg
  • ½ tsk. salt
  • ½ dl olivenolie
  • 1½ dl smagsneutral olie, f.eks. majs- eller vindruekerneolie

Opskrift - sådan laver du dampede muslinger med rodfrugtfritter og aioli 

RODFRUGTFRITTER

  1. Tænd ovnen på 200°.
  2. Skræl rodfrugterne, og skær dem i stave.
  3. Vend dem med olie, fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir, og krydr med salt. Bag dem i ca. 40 minutter, til de er sprøde.

AIOLI

  1. Pisk æggeblomme, sennep, citronsaft, presset hvidløg og salt sammen med en elpisker (hvis du ønsker en mere let og luftig aioli, kan du tilføje lidt af æggehviden også).
  2. Tilsæt dernæst langsomt olivenolien i en tynd stråle, imens du pisker. Tilsæt gradvist den smagsneutrale olie, indtil du opnår den ønskede konsistens, og smag til.

MUSLINGER

  1. Sortér åbne muslinger fra, og bank dem mod vasken. Hvis de lukker sig, er de stadig friske og kan bruges.
  2. Rengør muslingerne ved at trække ”skægget”, der sidder på den ene side, af alle de lukkede muslinger.
  3. Skyl dem til sidst grundigt.
  4. Pil og hak løg og hvidløg fint. Steg det i smør i en stor gryde.
  5. Tilsæt hvidvin, fløde, citronsaft, salt og peber, og lad det boble et par minutter.
  6. Tilsæt muslingerne; læg låg på, og lad muslingerne dampe i ca. 5 minutter. Ryst gryden et par gange, så muslingerne blandes, og de alle åbner sig. Muslinger, der ikke har åbnet sig under dampningen, skal kasseres.
  7. Drys retten med grofthakket persille, og servér med rodfrugtfritter og aioli.

 

Andre lækre opskrifter