Rosenmetoden er en blid form for massage
Træning og kost

Rosen-massage kan lindre dine ømme muskler - og måske din sjæl

29. februar 2012
af Juliane Olsen, NewsDesk, Aller Media
Foto: All Over Press
Rosenmetoden er en blid form for massage og kropsterapi, der langsomt hjælper dine spændte muskler på vej mod lindring.

De fleste mennesker oplever at have spændinger i kroppen igennem deres liv. Men gode råd kan være dyre, når muskelømheden går hen og bliver kronisk. Ofte kan en behandling hos kiropraktor og fysioterapeut nemlig ikke fjerne årsagen til dine spændinger, som kan have noget at gøre med, om du er stresset i din livsstil.

Læs også: Massage - vælg den rigtige massageform for dig

Massage som kropsterapi

Her tilbyder udøvere af den specielle form for massage, Rosenmetoden, en mere blid form for kropsterapi, der hjælper de spændte muskler på vej i deres eget tempo. Den er udviklet af den amerikanske fysioterapeut, Marion Rosen, og metoden arbejder med sammenhængen mellem de ømme muskler, åndedrættet og hengemte følelser. Rosen-terapi er anderledes i forhold til andre former for massage og fysioterapi, og er især kendetegnet ved at gå langsomt frem og i kroppens eget tempo

"Når musklen er spændt, så arbejder den. Jeg går så ind og er en slags støttepædagog for musklen og holder den. Når musklen slapper af, kan klienten mærker det på åndedrættet, der bliver dybere," siger rosen-terapeut Birgit Friis, der arbejder hos Center for Indre Respons i København.

Læs også: Ven eller fjende? Slut fred med din krop

Rosen-terapi kan udløse tårer

Det er meget normalt for Birgit Friis' klienter, at der kommer følelser op til overfladen, når hun rører ved kroppen og taler med personen på briksen undervejs. Ofte kan der trille en lille tåre, fordi kroppen har holdt så meget indestængt energi tilbage, som får lov at komme op til overfladen.

Terapeuten har dog den regel, at hun ikke behandler misbrugere og mennesker i krise. For de grupper gælder det nemlig, at de har brug for kroppens forsvarsmekanismer i den svære situation i livet, som de står i. Samme regel gælder for børn, som ikke kan forventes at have indsigt nok til at arbejde med afspændingen af kroppen på samme måde som voksne.

"Jeg fikser ikke noget, som en fysioterapeut ville gøre, men klienten skal derimod selv være villig til at mærke, hvad der sker. Terapien er meget blid, nænsom og respektfuld, og bliver udført med ønsket om at møde klienten. Samtidig arbejder jeg med hele kroppen, fordi en spænding et sted på kroppen ofte kan hænge sammen med en et helt andet sted," siger Birgit Friis.

Læs også: Se videoen: Med hvilket ord vil du beskrive din krop

Fakta om rosenmetoden

Rosenmetoden er et mildt, dybdegående kropsarbejde udviklet af den amerikanske fysioterapeut Marion Rosen igennem mere end 50 år. Hun formulerede selv rosen-metoden således:

"En massage for sjælen. Det handler om forandring fra den person du tror du er, til den person, du virkelig er."

Rosen-metoden bygger på sammenhængen mellem åndedrættet, musklerne og de fortrængte følelser. Rosenmetoden er velegnet til dig, der går rundt med spændte, låste og ømme muskler, lider af spændingshovedpine, ønsker at gøre op med gamle vaner og mønstre ved at finde ind til hvem du er og vil større kontakt med krop og følelser. Der er ikke noget typisk behandlingsforløb. For nogle er en behandling nok, for andre skal der flere gange til, før de mærker en forandring. Typisk vil tre-fem behandlinger gøre en forskel.

Læs også