https://imgix.femina.dk/media/billeder/2012/oktober/overspisning-prim.jpg
Træning og kost

Kom overspisningen til livs

7. oktober 2012
af Malene Fich Weischer
foto: All Over
Kender du også følelsen af lige at skulle have lidt ekstra på tallerkenen, fordi maden nu engang smager så godt? Så er du måske en af de (os) mange danskere, der spiser for meget.

Uhhh… Det er svært at lade være med at tage lidt ekstra på tallerkenen - eller måske endda nappe en hel ekstra portion. Når nu den stegte flæsk, bøffen, burgeren eller pommes fritterne står dér og lokker. Og det er jo kun fordi, man nu endelig får det her superlækre mad. Normalt spiser man jo slet ikke så meget. Eller hvad?

Svært at tabe sig
Rigtig mange af os danskere har nemlig en tendens til at spise langt mere, end vi egentlig har behov for. Hver dag. Undskyldningerne er som bekendt mange, og selvfølgelig skal man også have lov at gi' den gas i ny og næ - eller bliver det simpelthen for kedeligt. Men går man samtidig og er ked af at vægten forbliver på den store side, selvom man spiser sundt og godt, så kan de store portioner være et problem, der er værd at se nærmere på.

Hvad er en normal portion?
Vores gode venner på magasinet Q har spurgt Lisa Bolting, chefdiætist for SlankeDoktor.dk om et par gode råd til at komme overspisningen til livs, og det er i grunden såre simpelt: Du skal finde ud af, hvad en normal portion er, og så skal du nogenlunde holde dig til de mængder.
Og en normal portion aftensmad er ifølge Lisa Bolting:
• Max. 125 gram kød - svarer til et stort kyllingebryst eller to store frikadeller.
• Max. 150 gram kartofler - svarer til 4 almindelige eller 3-4 deciliter tilberedt pasta eller ris
• Minimum 200 gram grøntsager - men gerne mange flere. Bliver du ikke mæt af den almindelige portion, er det grøntsagerne, du skal bruge til at spise dig mæt i.

Snyd øjnene
Synes du, at det lyder af lidt - eller føler du, at det slet ikke fylder noget på din tallerken, så er Lisa Boltings råd slet og ret at bruge en mindre tallerken, f.eks en frokosttallerken. Det er nemlig ikke helt løgn, at øjnene ofte er mere sultne end maven:
- Nogle middagstallerkener er meget store, og derfor vil mange have glæde af at spise af en frokosttallerken til aften. På den måde ser det ud som om, man får mere mad, fordi portionen fylder mere, og man mindsker risikoen for at øse op igen, lyder således endnu et godt råd fra Lisa Bolting.

Læs også