https://imgix.femina.dk/media/910e0133d7054497bd29062bdd6dca97.jpg
Træning og kost

Det vidste du ikke om barbering

4. juli 2011
af Mia Qvist Scheelsbeck
Foto: All Over Press
Røde knopper, indgroede hår, brune pletter. Barberer du dig rigtigt?

Hår fakta

Et hår på benene lever kun mellem tre og seks måneder.

Det er en myte, at hårene bliver tykke og hårde af barbering. Et hår, der er vokset ud af benet, er tyndest i spidsen og bliver tykkere inde ved roden. Så når du barberer håret, er der kun den tykke del af håret tilbage.

Skal sommerbenene vises frem, skal det gerne være uden hår. Og det betyder for mange kvinder en daglig kamp mod hårene, der bliver ved og ved med at komme frem.

Nogle får røde knopper, fordi huden bliver irriteret, mens andre oplever at få tør hud på benene. Alive.dk har allieret sig med Helle Sehested, der er hudplejelærer på Kosmetologskolen Cidesco.

Hun giver her nogle simple råd til, hvad man skal og ikke skal gøre, når benene skal barberes hårfri i sommervarmen.

- Du må ikke gå ud og sole dig, når du lige har barberet ben. Barbering fjerner nemlig hudceller på benene, og det kan give brune pletter på huden, når området udsættes for sollys. Du bliver også lettere forbrændt.

- Når vi barberer os, fjernes den beskyttende hinde på huden - også kaldet syrekapslen. For at beskytte mod bakterier, lukker huden sig hurtigt til igen, men det kan betyde, at nogle hår stadig ligger under kapslen. Og det kan give indgroede hår, som let kan vokse sig en centimeter lange inde under huden. Det er ofte derfor, man får røde knopper, og huden føles irriteret. Problemet opstår typisk, hvis barberbladet ikke er godt nok, eller din hud er tør. Du kan redde huden ved at exfoliere på det problemfyldte område eller bruge barberskum, der virker desinficerende.

- Har du en tendens til at få røde knopper, kan du bruge en creme med frugtsyre i, da det har en peelende effekt. Det fjerner de døde hudceller, der kan lukke sig over hårene.

- Huden må ikke være for tør, når du barberer ben. Det kan lettere give skader på benene, fordi du f.eks. har lettere ved at skære dig med barberbladet. Sørg derfor for at smøre dine ben ind med uparfumeret bodylotion dagligt, så huden er gennemfugtet.

- Brug gerne aloe vera-creme efter en barbering, da den har en kølende effekt.

- Der findes særlige olier - der dog særligt er lavet til mænd - som man kan smøre på aftenen inden en barbering. Det får hårene til at rejse sig mere, så du får barberet længere nede ved hårroden.

- Barberer du ben, når du er i bad, så skal du ikke vente for lang tid med at gå i gang. For meget vand kan få hårene til at lægge sig mere ned.

- Brug gerne barberskum. Det beskytter huden.

- Undgå engangsskrabere. Bladene er ikke i ordentlig kvalitet, så det giver lettere sår ved barbering.

- Lad være med at dele skraber med din mand eller kæreste. Vi har alle forskellige bakterier på huden, så det er ikke særligt hygiejnisk at deles om den.

- Bruger du parfumeret bodylotion, skal du helst ikke bruge den 24 timer efter en barbering.

Læs på Q.dk, hvordan du får en sommerkrop

Læs flere råd på Oestrogen.dk til barbering

Læs også