Hvordan kan fædre dræbe deres egne børn?

Birkerød lå tre børn på to, otte og ti år i februar 2011 og sov fredeligt på deres værelser, da de blev skudt på nært hold af deres far.

I et brev til sin tidligere kone forklarede han sine frygtelige handlinger med, at han var jaloux over, at hun havde fundet en ny kæreste. Undervejs i sagen kom det frem, at han havde haft alvorlige alkoholproblemer i årevis, og at hans kone på et tidspunkt havde fået ham i behandling. Men alkoholforbruget var igen taget til og var årsagen til, at konen i 2009 gik fra ham, hvorpå han altså tog denne grusomme hævn over hende.

Han fik en livstidsdom og er citeret for bagefter at have sagt: "Jeg kan ikke sige så meget andet, end at det er en forfærdelig sag. Jeg kan ikke finde hoved eller hale i det hele. Uanset hvad jeg siger, får det ikke vores børn tilbage, og det er det forfærdelige."

Amok på Rigshospitalet

I de senere år har der været flere voldsomme sager, der efterlader os stærkt undrende. Efter en skilsmisse eller et parforholdsopgør slår det klik for ellers normale mænd, der tidligere har opført sig som ordentlige fædre, og så tager de livet af deres egne børn.

Én ting er, at disse mænd er så frustrerede, at de har lyst til at begå selvmord, hvad nogen af dem også ender med at gøre bagefter, men hvorfor lader de først deres frustrationer gå ud over uskyldige børn, som de selv har været med til at opfostre?

En uoverskuelig krise

Kan det også slå klik for din mand?

• Hvis du og din mand har en krise, og han reagerer ved at være mere opfarende og voldsom, end han plejer, så søg hjælp.

• Du kan også gå ind på hjemmesiden voldmodkvinder.dk. Her henvises til hotlinen 7020 3082, hvor du døgnet rundt kan få at vide, hvor det nærmeste kvindekrisecenter ligger, og hvad det kan tilbyde dig.

• Er din mand klar over, at han er ved at komme lovlig langt ud, findes der også mandecentre, hvor han kan få hjælp på. Se mere om dem på hjemmesiden mandecentret.dk.

• I kan også få hjælp til at tackle hans voldelige tendenser på Centret Dialog Mod Vold, som du kan læse mere om på dialogmodvold.dk

Ikke sjældent fortryder mændene bittert bagefter og er nedbrudte af anger og sorg over det, de har gjort. Det gjaldt f.eks. en 43-årig far, da han fik en livstidsdom for sine ugerninger. Under en ferietur til Tyskland bedøvede han sine to døtre på ni og ti, spændte dem fast til bagsædet af sin bil, hældte benzin ud i bunden af den, og satte ild til.

Efterfølgende ville han begå selvmord, men kunne ikke gennemføre det. I retten kom det frem, at han tidligere havde døjet med selvmordstanker og depression. Ægteskabet forliste og efterfølgende skændtes han med sin ekskone om, hvem der skulle have pigerne. Meget tyder på, at det var den familiestrid, der drev ham ud i hans vanvidshandling.

"Jeg beder ikke om tilgivelse, jeg kan ikke engang tilgive mig selv," sagde han ifølge flere tyske medier, da han fik sin dom.

Den værste hævn

Hvorfor var der ingen advarselslampe, der fik disse mænd til at stoppe i tide? Var de mentalt syge?
"Det er der ikke noget, der tyder på," siger psykiater Henrik Day Poulsen og understreger, at han ikke kan kommentere på de konkrete sager, men gerne vil udtale sig generelt.

"Vi ved fra lignende sager, at det oftest er mænd, som ikke har en historie med psykiatriske sygdomme eller indlæggelser bag sig. I få tilfælde kan de have en svær depression og derfor have udviklet vrangforestillinger. Men mest drejer det sig om ellers normale mænd, der ender i en krise, de ikke kan overskue."

Til gengæld ser man tit, at disse mænd kan have en personlighedsbrist, som gør, at de håndterer stress på en uhensigtsmæssig måde, siger Henrik Day Poulsen.
"F.eks. kan de også tidligere, når de har følt sig presset, have haft tendens til at udvise voldsom vrede og haft svært ved at styre deres temperament. Nogle gange har de også et misbrug af alkohol eller stoffer, som får dem til nemmere at handle uoverlagt."

Henrik Day Poulsen mener desuden, at der ofte er tale om personlighedstyper, som nemt føler sig ydmyget og krænket af deres omgivelser, f.eks. deres ekskoner.
"I disse sjældne tilfælde går de derfor så vidt, at de udtænker den allermest grusomme hævn, de kan komme i tanke om, og beslutter at dræbe børnene. Det sker ud fra den syge logik, at 'kan jeg ikke få børnene, så er der ingen, der skal.'"
Psykiateren og andre eksperter mener, det er, fordi mænd er langt mere tilbøjelige til at vende deres vrede udad, end kvinder er.

Hellere fodbold end følelser

Ikke mindst i en skilsmissesituation, når mange mænd føler sig sat skakmat og ikke aner, hvad de skal stille op med sig selv, kan vreden eksplodere i hænderne på dem, siger mandeforskeren Kenneth Reinicke, der der bl.a. er forfatter til bogen "Drenge og mænd i krise".
Undersøgelser viser, at det som oftest er kvinden, der tager initiativ til at gå sin vej, og at det tit kommer som et chok for manden.

"Men selv om mændene har det forfærdeligt, har mange, især de lidt gammeldags af dem, svært ved at række hånden ud og bede om hjælp. De føler sig stigmatiserede og mindre maskuline, hvis de skal opsøge en psykolog, og de er heller ikke gode til at snakke med deres venner om problemerne," siger Kenneth Reinicke.

Generelt foretrækker mænd at gøre noget aktivt med deres venner, siger han. De vil hellere bowle, løbe, se fodbold eller gå i biografen, end de vil drikke te i timevis og dvæle ved deres følelser. I visse mandefællesskaber kan det ligefrem opleves som skandaliserende, hvis en mand begynder at tale om sårbare emner som faldende potens eller sin mors død. Heller ikke omgivelserne taler gerne om mænd i krise. Vi kan bedst lide, at mænd er handlekraftige og klarer sig selv. Ofte er de kriseramte mænd derfor omgivet af tabuer, der gør det svært for dem at fortælle, hvor kede af det de er.

"Det er selvfølgelig meget generaliserende at fremstille mænd på den måde, og mange vil sige, det ikke passer på dem. Men en del mænd er sådan," siger Kenneth Reinicke.

Æren skal genoprettes

Den maskuline tilgang til kriser, mener han grundlægges allerede i barndommen.
"Jeg kan se det hos mine egne børn. Drengene vil gerne være sammen med andre drenge om et eller andet aktivt, mens pigerne allerede som små gennemspiller far-mor-børn-relationerne og leger sociale lege. Jo tidligere denne rollefordeling rodfæstes, jo sværere er det at fjerne den igen, når en mand som 38-årig oplever, at hans kone er smuttet, og han står midt i en krise."

I stedet for at søge hjælp brænder mændene inde med deres frustrationer. Og så er det, at de særligt udsatte kan finde på at gå amok.
"Det kræver overskud at tænke, at man selv og konen skal videre hver for sig, og at det ikke må gå ud over børnene. Og den slags overskud har de her mænd ikke."

I stedet ser de sig som del af en konflikt, som det kan føles oplagt at løse på en voldelig måde.
"At være stærk og kunne slås betyder stadig en hel del for os mænd, " påpeger Kenneth Reinicke.
Han mener, at enhver mand kan huske, hvor han befandt sig i styrkehierarkiet i sin skoleklasse, og hvem de stærkeste drenge var. Også længe efter at de har glemt, hvem der var god til formning.

"Vold er til en vis grænse stadig en hædret og æret måde for os at løse vores konflikter på. I gymnasiet kan en ung mand godt møde op og sige: 'Jeg var til fest i weekenden, og så kom jeg op at slås og gav ham et par på skrinet.' Det vil kun få de fleste andre unge mænd til at tænke: 'Hold da helt kæft, hvor er du sej.' Og denne dyrkelse er der nogle, der tager med sig over i parforholdet. Når kæresten så kommer og siger, at hun går sin vej, føler de sig ydmygede og kan gå langt for at få en følelse af ære genoprettet."

Alle vil jo reagere ekstremt i sådan en situation, understreger Kenneth Reinicke. Forskellen er, at langt de fleste kan finde ude af at undertrykke deres impulser, mens nogle få ikke kan.

Mænd vakler ikke

"I virkeligheden ligger de her reaktionsmønstre ikke så langt fra dem, vi ser blandt nogle indvandrere (der praktiserer æresdrab, red.), hvor vi er hurtige til at give deres kultur skylden. Inderst inde hos en del danske mænd er der stadig en følelse af, at de ejer deres koner, og at hvis hun går, har de ret til at straffe hende. De ved, at drabet på børnene er det værste overhovedet, de kan gøre mod hende. Næsten værre end at slå hende ihjel," siger Kenneth Reinicke.

Andre har beskrevet disse handlinger som et slags udvidet selvmordsforsøg fra mandens side. Og her spiller også en markant forskel på mænd og kvinder ind. Mænd lykkedes nemlig langt oftere med deres selvmordsforsøg, end kvinder gør.

Den seneste opgørelse, som er fra 2009, viser, at der var 650 selvmord i Danmark. Af dem blev knap 77 procent begået af mænd. Og det på trods af, at der var ca. dobbelt så mange kvinder, der forsøgte selvmord i samme periode. For kvinderne er selvmordsforsøget i mange tilfælde et råb om hjælp, mens det for mændene virkelig er et forsøg på at dø ved egen hånd.

"Derfor går mændene også oftere mere drastisk til værks end kvinderne. Skyder sig selv eller hopper ud foran toget for at være helt sikre på, at det lykkes. De er determinerede og vakler ikke. Der er ingen vej tilbage. Det er derfor, det ind imellem kan ende så katastrofalt, når de først har truffet en beslutning om også at inddrage børnene," siger Kenneth Reinicke. ¦

Denne artikel er første gang trykt i magasinet Q i december 2012.