bange
Karriere og penge

Karriererådgiver: Er du bange for at fejle?

26. maj 2014
af karriererådgiver Anne Marie Valentin
Foto: All Over og privat
Holder du op, hvis du fejler, eller klør du på? Eller lader du helt være med at forsøge i angsten for at fejle? Du er ikke alene. Læs sidste nyt fra karriererådgiver Anne Marie Valentin.

Hvad er du mest bange for i dit arbejdsliv? Har du noget, du ønsker du var endnu bedre til på jobbet? Mit gæt er, at svaret på dette spørgsmål er bekræftende. Det ligger dybt i vores menneskelige natur, at vi vil udvikle os og blive bedre.

OM ANNE MARIE VALENTIN

Jeg hedder Anne Marie og er Oestrogens karriererådgiver.

Jeg ejer www.intojob.dk som hjælper mennesker videre i karrieren.

I 2010 sagde jeg mit job op, fordi det ikke længere stemte overens med mine værdier og prioriteter. Jeg oplevede mig selv gå på job hver dag og ikke være glad. Derfor sagde jeg mit job op og blev selvstændig.

I dag har jeg en strålende forretning og rådgiver (mest) kvinder ift. deres fremtidige karrierevalg. - Uanset om de er opsagt eller blot i tvivl om de er på deres rette hylde. De fleste af mine kunder vælger et karrieretjek midt i karrieren for at sikre, at de er på vej det rigtige sted hen.

Jeg har de sidste 13 år arbejdet med karriererådgivning i forskellige virksomheder.
Derudover er jeg uddannet NLP Master, certificeret coach samt Passion-coach.

Jeg glæder mig til at udfordre dig og være din sparringspartner i dit Karriere-univers samt give dig nye begreber og input ifht din karriere og dit jobliv.

Tilmeld dig evt. mit nyhedsbrev her og få flere gode råd og muligheder.

Fejl på vejen … mod succes
Vi kan særligt se det hos børn; de bliver bare ved og ved, hvis der er noget de vil lære.
De forsøger at sidde og falder til siden, de slår hovedet, skriger i et stykke tid og forsøger derefter igen.

På trods af "fiasko" og fejl undervejs bliver de ved, formodentlig fordi fiasko, også kaldet fejl, eller rettere feedback, jo uundgåeligt er en del af vejen til succes.
Det er en naturlig læreproces undervejs til målet. Det har vi voksne bare glemt!

Frygten for at fejle
Holder du op, hvis du begår fejl, eller går du ukueligt videre?
Eller endnu værre: lader du helt være af frygt for at fejle? De fleste voksne tilhører desværre den sidste kategori.

Vi lader hellere være at forsøge. Og når du læser det her; sort på hvidt, kan du sikkert godt se, at den strategi ikke er fornuftig. Den bringer dig i hvert fald ikke videre…

Fejl er en del af processen
Er det ikke mærkeligt ? Det burde snarere være sådan, at vi med mere erfaring ville blive endnu bedre til at lære, træne og udvikle vore evner. Og huske på, at fejl er en del af processen. Det er som om vi "glemmer at huske", hvordan naturlovene for at lære fungerer!

En ny dag truer
I praksis betyder det, at vi stopper med at forsøge og i værste fald heller ikke drømmer. Hvis det er tilfældet, så bliver i morgen en gentagelse af i dag! Skræmmer det dig, eller behager det dig?

Mig skræmmer det. Jeg vil for alt i verden ikke gentage mig selv hele tiden; jeg har faktisk en frygt for det. Og nej, selvfølgelig kan jeg heller ikke lide at fejle men frygten for at "stagnere" og stoppe min egen udvikling er mere skræmmende end at fejle på vejen.

Husk dine drømme
Hvilken type er du? Vil du helst have, at i morgen ligner i dag, eller er du ligesom mig, der vil have forandringer? Uanset hvad, så fortjener vore drømme ikke at blive afvist pga. frygten for at fejle.

Vores drømme bekymrer sig ikke om vores komfort eller om vejen til drømmene er "lige ud ad landevejen"- de er der bare og lever i os.

Spørgsmålet er, om du lukker dem ned eller lytter til dem…..
Hvis du vil videre med dine karrieredrømme, er du velkommen til at tage kontakt.

Indtil vi "ser " hinanden igen - skøn forsommer og husk lige, at du misser alle de skud, du ikke forsøger"

Anne Marie Valentin

Læs også