https://imgix.femina.dk/media/websites/qmag-dot-dk/website/engangsbilleder-2014/maj/dkrydderopcovernyprim.jpg
Træning og kost

Danmark rydder op – Her har du udfordring nummer 3!

29. maj 2014
af Malene Fich Weischer
foto: Privat
Er du også træt af, at det roder derhjemme, og kunne du godt tænke dig én gang for alle at få orden på alle bunkerne – så vær med, når oprydningskonsulent Kamille Sommer hér på Q hjælper dig med at få ryddet op.

Rod i hjemme kan påvirke én på rigtig mange måder. Feng Shui filosofien tager udgangspunkt i, at rod i dit hjem også styrer hvordan du har det i resten af dit liv. Selv hvis det lyder lige lovligt radikalt for dig, så vil de fleste nok kunne nikke genkendende til, at man har det så utroligt meget bedre, når der ikke ligger bunker af rod og flyder overalt omkring én.

Vi hjælper med oprydningen!

Drømmer du også om at få ryddet op? Sådan én gang for alle! Så vær med, når Kamille Sommer og Q sparker gang i "Danmark rydder op".

Hver torsdag i fire uger, får du her på Q en ny oprydnings-udfordring og følger du dem, vil du kunne sige farvel til rodet én gang for alle, når du er færdig.

KLIK HER og meld dig ind i Danmark Rydder Op på Facebook.

Men der kan gøres noget ved rodet. Oprydningskonsulent Kamille Sommer har derfor startet en kampagne med navnet "Danmark rydder op", hvor målet er at få ryddet op i bunkerne, så man kan nyde sommeren uden at blive irriteret over at alting flyder indenfor.

Fik du ikke fat i den 1. udfordring? Så klik her!

Oprydnings-udfordring nummer 2 kan du få her

... Og så til udfordring nummer 3:
Klædeskabsrodet

Det siges at "klæder skaber folk", men i mange tilfælde skaber alle disse klæder rod. Grunden til at det går galt, er at du ikke har en plan eller overblik.

Tøj er skønt. Ingen tvivl om det, og man bliver let fristet når man går forbi vinduet og der står UDSALG eller OPHØRSUDSALG. Man skal lige tjekke om der er noget der er pænt og BILLIGT, og ender med at gå derfra med et par bæreposer, og følelsen af at have sparet en masse penge. Fedt nok.

FORKERT - butikkerne har tjent penge, og de har solgt dig nogle tøj du IKKE ville have købt, hvis det havde stået til normal pris, tøj du faktisk ikke lige stod og manglede. Du sparer KUN penge, hvis du under udsalg køber noget, du alligevel skulle have haft købt, hvad enten der var udsalg eller ej.

Fejlkøb er rigtig tit købt under udsalg, fordi det var billigt - så husk det næste gang du føler dig fristet.

Har du meget tøj i dit skab du aldrig bruger?

Har du tøj hvor der stadig hænger prisskilt i nakken? Tøj som måske har hængt der i mange måneder eller flere år?
Er det svært at gennemskue din stil, da der er mange forskellige stilarter i dit skab?
Så er det nu du skal tage beslutningen om, hvad der skal være i dit skab for eftertiden. Der er ingen grund til at gemme på tøj du kun har haft på en enkelt eller to gange, hvis det bare hænger i skabet, og ikke længere bliver brugt.

Paretos lov

Kender du 80/20 reglen også kaldet Paretos lov? Den går ud på at du i virkeligheden KUN bruger 20 % af dit tøj 80 % af tiden. Med det i mente, kan det være nemmere at gribe sin oprydning an. Vær ærlig overfor dig selv under oprydningen, så vil du opdage at du har masser af tøj der bare optager plads, men ikke længere varmer din krop.

Og udfordringen er:

I denne uge fokuserer vi på at få ryddet op i dit skab og lave et system der nemt kan holdes.
Allerførst skal der ryddes op i skabet, så der bliver skabt plads til det tøj der for eftertiden skal være i det.


• Kasser det tøj du ikke længere bruger, og temmelig sikkert ALDRIG kommer i igen - og med kasser mener jeg giv det videre, på nær det der er virkelig grimt eller i stykker, det skal bare ud.

• Kasser det tøj du ikke kan passe. Hvis du er i gang med en slankekur, så gem kun de pæneste stykker tøj, af det du forventer at komme i igen. Når du har nået målet, så kasser det tøj der er for stort.


• Kasser det tøj du ikke føler dig tilpas i. Hvis det ikke føles rart at have på, vil du aldrig komme til at bruge det.

• Kasser det tøj der ikke klæder dig

• Kasser det tøj der er i stykker (medmindre du får det repareret snarest muligt).

• Skær ned på antallet af gengangere. Det er ikke nødvendigt med 10 sorte blazere og 15 hvide toppe. Gem de pæneste og send resten videre.

Nu hvor du har ryddet ud i skabet og lavet plads, så skal tingene organiseres.

Hæng det tøj du har skabsplads til på bøjler. Vælg ensartede bøjler i enten træ eller plastik, for at få et ensartet look. Mange forskellige bøjletyper giver et rodet udtryk. Drop de tynde metalbøjler fra renseriet, de gør ikke noget godt for dit tøj.

Organiser det tøj der skal på hylder

Tag tøjet ud, bunke for bunke og sorter det.
Organiser t.shirts for sig, bluser for sig, skjorter for sig, bukser for sig, kjoler for sig osv.
Sådan skal det også se ud i skabet. Hæng de ting du vil have på bøjler, så du f.eks. har alle kjoler samlede i den ene ende, og gerne i farveorden og f.eks. med eller uden ærmer og lange eller korte kjoler og fortsæt med de andre typer tøj (f.eks. skjorter og bukser) du vil have på bøjle. Her kan du også organisere efter farver og korte og lange ærmer m.m.

De andre typer tøj, sweatre og lignende ligges pænt sammen, og lægges ind i skabet eller andet sted hvor du opbevarer dit tøj. De lægges ligeledes sammen med tøj af samme type. Strømper et sted, undertøj et andet osv.

Lav en plan for dit klædeskab

For at undgå at komme i samme situation med rod i skabet er det en god idé at lave en plan.
Denne plan går ud på, at du beslutter dig for hvor mange stykker tøj af hver slags du synes det er ok at have i skabet. Undgå at stable tøjet bagved hinanden. Så mister du overblikket. Hav kun en enkelt række på hver hylde, så du kan overskue det.

Når du køber tøj for eftertiden, så tænk i om du kan sætte denne f.eks. bluse sammen med mindst 3-4 andre stykker tøj du har i dit klædeskab. Dette vil betyde at du hurtigt kan skabe mange sæt tøj ved at købe en enkelt bluse. Du behøver i virkeligheden ikke ret mange stykker tøj, hvis du forstår at sætte det sammen i forskellige sæt.

Når du køber nyt tøj, så tjek lige i skabet, om der er noget gammelt du kan skille dig af med.
Der er en ind/en ud princippet en god idé for at undgå et proppet skab.
Ryd jævnligt op i skabet, og sørg for at ligge tingene pænt, så vil du for eftertiden altid have et pænt og organiseret tøjskab.

God fornøjelse med oprydningen.


Vil du have flere tips og ideer, så meld dig ind i facebookgruppen "Danmark rydder op", hvor der er stor aktivitet. Her inspirerer folk hinanden og kommer med ideer og forslag til hinandens oprydning. Der er samtidig mulighed for at få tips og ideer af professionel oprydningsspecialist Kamille Sommer


I næste uge kommer sidste oprydningsopgave i "DANMARK rydder op". Denne gang skal vi kigge på alle papirbunkerne.


Læs også