Selvudvikling
9. februar 2011

Skal vi indføre bøllestjerner?

Taburetsyge SF er kommet op med et forslag, der i al sin enkelhed går ud på, at vi udsteder udgangsforbud til alle børn under 13 år efter klokken 22.00
Af: Renée Toft Simonsen
https://imgix.femina.dk/media/websites/femina-dot-dk/website/sex-og-psykologi/klummer/renee-toft-simonsen/1011-renee/1011-renee-4-kopi-2_3.jpg

Du kender det sikkert godt: En tanke eller idé har sat sig fast i dit hoved og bliver ved med at rumstere, og uanset hvad du gør, vender den tilbage igen og igen. Når det sker, tænker jeg altid ekstra over det, for der må jo være en grund til, at den bliver siddende?

Det, som hele tiden dukker op i mit hoved i disse uger, er en lille seance i Anders Lund Madsens talkshow. Han sidder og snakker om et eller andet forslag, som de taburetsyge fra SF er kommet op med. Det har noget at gøre med de efterhånden meget berømte og omdiskuterede børn og unge i de såkaldte ghettoer. Man har jo sørget for, at børn helt ned til 14-årsalderen kan straffes, så den er ligesom på plads. Men der er stadig dem under 13 at tage fat i, og de løber vist også rundt og laver ballade? Forslaget, Anders Lund Madsen talte om, går i al sin enkelhed ud på, at vi udsteder udgangsforbud til alle børn under 13 år efter klokken 22.00. Ja, det er altså ikke ALLE børn i Danmark, som skal være omfattet af forbuddet - mine egne må f.eks. gerne gå ud efter klokken 22.00. Nej, det er nogle helt bestemte børn, der skal spærres inde, nemlig dem, der er så uheldige ikke at have velhavende forældre, som kan bosætte sig i velstillede boligområder, men som i stedet bor i de såkaldte ghettoområder.

Anders Lund Madsen filosoferede lidt over, hvordan dem, der skulle håndhæve et sådant forbud, skulle kunne skelne de her ghettobørn fra almindelige børn. Han foreslog i den forbindelse, at ghettobørnene kunne bære en bøllestjerne, og han havde endda én med: En stor gul stjerne, som havde påskrevet ordet "bølle" indeni. Bøllestjernen kunne vi så give til alle børn under 13 år, der bor i et ghettoområde, og hvis sådan et barn så blev fanget på vej over til Moster Adele en torsdag aften kl. 22.30, ja, så ... hmm ... så ved jeg faktisk ikke, hvad det var politikerne havde tænkt sig, man skulle gøre ved dem? Og jeg har heller ikke fantasi til at forestille mig det, men jeg er sikker på, at de meget kreative mennesker på Borgen nok finder på noget. Straffe er f.eks. noget, de virker ekstremt gode til i disse tider.

Anders' tankeeksperiment med bøllestjernen kan ikke undslippe mig, for hvis man ikke skulle bruge en bøllestjerne, hvordan havde dem, som kom med ideen om udgangsforbud, så egentlig forestillet sig, lovens håndhævere skulle kunne genkende disse her børn fra andre børn? Som min mand sarkastisk sagde, så kunne det næste sjove forslag fra Christiansborg måske indeholde noget med en mur? En mur er dejligt billig, og sammen med straffe så er billige løsninger også noget, de gør en del i på Borgen. Og historisk er mure en ret populær løsningsmodel, så vi venter i spænding herovre i Jylland. .
Kærlig hilsen
Renée

LÆS OGSÅ:

https://imgix.femina.dk/legacy/media/d07a1f4330a644e6b6af9b782410e35d.jpg
https://imgix.femina.dk/legacy/media/f22c71648e58431caaceb356c9c5376b.jpg

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.