Selvudvikling
29. maj 2015Renée: Lad småbørnenes sprog være!
Havde jeg haft små børn i dag, og havde nogen formastet sig til at begynde at tælle deres ord for at vurdere, om deres verbale skattekiste var ”god nok”, så tror jeg sgu, jeg havde revet hovedet af dem
Af: af Renée Toft Simonsen
På en stor sprogkonference i Den Sorte Diamant har de haft fokus på de nul-seks-åriges sprog. Og det er jo en fin idé, tænker jeg, da nyheden toner ud på tv en tilfældig morgen. Desværre bliver jeg hurtigt træt af at lytte med, for retorikken omkring de små børns sprog er hamrende negativ. Det handler nemlig om, at hvert syvende barn har for lille et sprog. En åbenlys negation i mine ører. Dét sætter mit pis i kog! Seks ord lige dér, sat sammen på en måde, så ingen er i tvivl om, at jeg blev susende rasende irriteret den morgen over den måde at anskue små børns sprog og udvikling på. Nemlig ved at tro på, at man kan sige noget generelt meningsfuldt om børn mellem nul og seks år ved at tælle antallet af de ord, de kender. Ikke noget med at undersøge, kigge på, lege med eller høre om små børns sprog, fordi det er sjovt, spændende, vigtigt og så videre. For mig at se er antallet af ord kun vigtigt, fordi vi kan tælle dem. For søren, hvor vi dog elsker tal i vores samfund. Og når tallet er fundet, kan det vejes og vurderes, og så kan vi gå i gang med ”the blamegame” for åben skærm. LÆS OGSÅ: Hvorfor blander vi os i andres forældreadfærd Det lette offer er selvfølgelig forældrene, og således er anklagen denne morgen, at de ikke læser nok for deres børn. I grunden kedsommeligt hele baduljen (og ja, det er et ord), og hvis det ikke var for mit pis, der kom i kog (og ja, det er en vending), ville jeg nok aldrig have tænkt mere over det lille indslag. Jeg blev vred. Hamrende vred. Hvad bilder nogen sig ind at tale om små børn og deres forældre på den måde, finde fejl og kaste med skyld? Historien melder selvfølgelig intet om, hvad de børn, hvis sprog var dømt til at være ”for lille”, havde af andre kvaliteter og evner ud over sproget. Hvordan man overhovedet kan sætte tal på, hvor mange ord en fireårig helt præcis skal kunne, fatter jeg ganske enkelt ikke. Forklaringen på den negative indstilling til de små børn og deres sprog var ret klar, og det var ord, vi kender og forstår her i 2015, der blev brugt: ”Fundamentet skal lægges tidligt, og kommer man først bagud, får man problemer i sin skolegang”. Og så er det, at jeg bliver tosset – stop så i den hede hule helvede med at tælle alt og alting. Styr dog den indre regnskabsfører – send ham på ferie. De små børn, hvis ord bliver talt, kan ikke holde til mere nu. Og vi andre, der skal høre på alle de tal, kan heller ikke holde til mere. SÅ STOP DOG med at tælle, BARE STOP. Havde jeg haft små børn i dag, og havde nogen formastet sig til at begynde at tælle deres ord for at vurdere, om deres verbale skattekiste var ”god nok”, så tror jeg sgu, jeg havde revet hovedet af dem. Kærlig hilsen Renée