Selvudvikling
12. januar 2016Renée: Hukommelsen er under pres
Det viser sig, at det ikke altid er en fordel at få alt serveret digitalt. Udviklingen går stærkt, og mange mennesker får problemer med hukommelsen på grund af stress
Af: af Renée Toft Simonsen
Forleden talte jeg med en ven om, hvordan ingen af os længere kan huske telefonnumre, fordi vi altid har dem kodet ind på telefonen. Til gengæld husker vi og kan stadig nemt recitere oldgamle og totalt nytteløse numre fra vores barndom. Vi blev enige om, at der i dag til gengæld må være plads til andre og mere væsentlige ting på vores personlige harddisk, og måske er det ikke så dårligt endda? HUKOMMELSEN UNDER PRES Samme uge læste jeg en klumme om, hvordan vores hukommelse i dag er under pres. Det harmonerede i grunden ret dårligt med ovennævnte eksempel, for hvordan kan hukommelsen være under pres, når vi ikke længere behøver at huske, fordi vi har fået dingenoter, der husker for os? Det viser sig, at det ikke altid er en fordel at få alt serveret digitalt. Udviklingen går stærkt, og mange mennesker får problemer med hukommelsen på grund af stress. FORSTÅR MINDRE Læge og hjerneforsker Kjeld Fredens mener, at netop fordi informationerne kommer så hurtigt og nemt til os fra mange sider, bliver den viden, vi tilegner os, ofte overfladisk. Det betyder, at når vi ser og hører noget, så får vi sværere ved at forstå konteksten, det indgår i, og derfor giver den viden, vi får, mindre mening for os. Konteksten er uendelig vigtig, da viden ikke bare er viden i sig selv – den skal sættes ind i en sammenhæng, for at vi kan huske den. Kjeld Fredens, der også underviser på universitetet, ser udviklingen tydeligt, når han læser de studerendes opgaver. De sidste 10 år er opgaverne blevet mere overfladiske, fordi eleverne plukker fra nettet, går mindre i dybden og forstår mindre af den sammenhæng, de skriver ind i. Han mener, de helt enkelt ikke kan rumme den viden, der kræves for at gå i dybden, og mange af dem, der prøver, går ned på det og bliver ramt af stress. LÆS OGSÅ: Renée: Skældud er som at blive slået med stemmen EKSTERN HUKOMMELSE Lidt mærkeligt er det så, at det øgede pres på hukommelsen kommer fra teknologien, fordi den har givet os en ekstern hukommelse. Meget af det, vi før måtte have i hovedet, ligger nu på vores telefon eller computer. Og selv om det synes at være en fordel, ser det ud til, at vi har svært ved at finde en balance mellem, hvad vi skal have inde i hovedet, og hvad vi kan ”outsource” til teknologien. Med andre ord har vi svært ved at sortere i de informationer, vi får, fordi der er så uendeligt mange af dem, og det giver os en følelse af stress og af at huske dårligt. Måske er pointen, at al den viden, der er tilgængelig for os, i virkeligheden ikke gør så meget andet end at stresse os, når vi ikke når at få den til at give mening i en kontekst? Kærlig hilsen Renée Skriv til FEMINA, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Renée mener”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.