Selvudvikling

Renée: Er du god nok til at sætte grænser?

19. maj 2014
af Renée Toft Simonsen
Vi lærer helt enkelt ikke at lytte til os selv og mærke, hvor grænsen går. Efter min mening burde der laves om på den fejl øjeblikkeligt, og ”Grænser” burde sættes på skoleskemaet
Grænser er ikke nogen nem ting, og egne grænser synes de sværeste! Dem, man ikke fik sat, dem, man opdagede for sent, og dem, andre overskrider. Ja, det ER kompliceret, for grænser har vi, men af en eller anden grund er de vildt svære for mange mennesker at få markeret.   Jeg oplever igen og igen, at dér, hvor kommunikationen bliver svær og mudret, ofte er dér, hvor der ikke bliver sagt tydeligt nok fra, og dér, hvor man får sagt ja til det, den anden vil, selv om man overhovedet ikke har lyst, tid eller energi til det. Eller dér, hvor der faktisk bliver sagt fra, men hvor ”nej” ikke bliver respekteret. Måske fordi nejet var for vagt, måske fordi nogen var tungnem – måske begge dele. For hvis man endelig har taget sig sammen til at sige nej tak, og man så alligevel bliver presset og dermed skal sige nej igen, så bliver det meget vanskeligt at holde fast i sig selv. Og min erfaring er, at mange lige dér ender med at gøre det, ”den anden” vil have, og så har vi balladen. For det er dér, vi bliver vrede og aggressive, og dér, vi begynder at undgå kontakt med den person, der pressede på. Dermed er en negativ spiral sat i gang, og det, vi kalder for mudder, begynder at fylde.   LÆS OGSÅ: Renées klumme i sidste uge: Lad dem vælge deres egne mærkater   Det kan jo dreje sig om hvad som helst. F.eks. hvis man havde sagt til en person, at man havde travlt og ikke havde tid til kaffe, og personen så alligevel dukker op og siger, det bare er til en hurtig kop (ja, det er sket i virkeligheden). Hvad gør man i den situation? Siger man til vedkommende i døren, at han/hun ikke kan komme ind, for man har ikke tid? Efter min mening, ja, men de færreste gør det i virkeligheden. Men i det øjeblik vi åbner døren, lukker vedkommende ind og laver en kop kaffe til ham/hende, da bliver vi inderst inde rasende. Det gør vi, fordi vi beder os selv holde noget ud, vi i grunden havde sagt, vi ikke ville være med til.   Og hvorfor pokker gør vi det? Det virker da skørt. Men det er i grunden ikke så skørt, for vi er IKKE opdraget til at lytte til os selv. Vi er opdraget til at lytte til de andre. Lige fra vi er små, bliver vi vaccineret med, at vi ikke må tænke på os selv, vi skal tænke på andre. Vi må ikke lukke nogen ude fra legen, selv om der ikke er plads til flere i den. Vi må ikke lade være med at dele vores kage, selv om den er lille og ikke beregnet til to. Vi lærer helt enkelt ikke at lytte til os selv og mærke, hvor grænsen for legen, kaffen eller chefen går. Efter min mening burde der laves om på den fejl øjeblikkeligt, og ”Grænser” burde sættes på skoleskemaet! Jeg kender nemlig ingen, der ikke har et problem med at få dem mærket eller sat.   Kærlig hilsen Renée