Pylre-gen på prøve
"Husk nu at nyde dem, mens du har dem - de er kun til låns!" Lige netop den bemærkning har jeg hørt mange gange efterhånden, og jeg indrømmer, at jeg også selv sagt det til andre. Men hvor er der dog forskel på at høre noget - sige noget - og så virkelig mærke det.
Det sidste gjorde jeg for nylig - sådan for alvor - da jeg kørte min lille pige på knap 16 til stationen og vinkede farvel. Det var første gang, hun skulle ud i den store verden (i det her tilfælde til Roskilde Festival), og der ikke stod en voksen i den anden ende og tog imod hende. Første gang hun selv skulle klare at få mad tre gange om dagen og helt selv skulle stå for at komme i seng om aftenen.
Hun var spændt som en fjeder, glædede sig inderligt og havde nærmest ikke tid til at sige farvel eller kramme. Min mund kørte som en pladespiller med en pickup, der var gået i hak, og det havde den sådan set gjort i tre dage op til denne afskedsseance: "Husk nu, at du ikke må drikke dig fuld, og husk nu, at du aldrig må gå ned til dit telt alene ..." Hun havde hørt det hele tusind gange før, men smilede overbærende og nikkede pligtopfyldende alligevel.
Fuld af forventning snakkede hun om, hvor sjovt det ville blive, om de vilde typer, hun ville møde, om de for sindssyge musikoplevelser, hun lige om lidt skulle få, hvorimod jeg tænkte på alt det, der kunne gå galt, og som jeg ikke kunne skærme hende imod. Hun havde pakket nok til at kunne overleve i ødemarken i måneder, og der var ikke skyggen af frygt at spore, da hun vendte sig om, hankede op i telt, dyne, pude, luftmadras og stor pumpe og stavrede væk fra bilen.
For pokker da - så stod jeg bare dér og så det spinkle pigebarn, der knap kunne bære, hvad hun havde medbragt, gå ud i den store, farlige verden sammen med sin allerbedste veninde, og følte mig frygtelig forladt. Hun kiggede sig ikke tilbage, ikke én eneste gang! Og selvfølgelig gjorde hun ikke det. Hun skulle nu bruge alle sine kræfter på det, der lå forude. At se sig tilbage var ikke nogen mulighed. Jeg satte mig ind i bilen igen, tog solbrillerne på og kørte hjemad langs vandet, med tårerne strintende ud til alle sider.
Kærlig hilsen
Renée