Pas på selvtilfredsheden

Da jeg for nogle år siden startede med at skrive klummer og brevkasse her i FEMINA, var et af de første emner, jeg tog op, vores hang til at lynche rygere off entligt, og samtidig vores trang til at ville bestemme, hvor de måtte ryge eller ikke ryge. Dengang var jeg nok lidt skræmt, for hvor kunne den her formynderiske tankegang da ikke ende, og mit forslag var, at det næste "offer" ville blive de overvægtige. Mit scenarie dengang var følgende: Jeg ser for mig, at denne ensretning og kontrol med hinanden kunne føre til, at alle pølsevogne i hele landet får påbud om at anskaffe sig en badevægt. Når man så går hen og bestiller en ristet med det hele, ja så skal man altså lige på vægten først for at se, om man overhovedet kan få brød til. Måske er man kun en smule over den officielle tilladte vægt for den pågældendes højde, så det går an med brød, meeen lille fru Sørensen, der var vist lige 700 gram for meget, det bliver altså UDEN sennep, ketchup og remoulade i dag.

Nu ser det ud til, at der måske ikke er så langt igen. Heldigvis er vi endnu ikke nået til den officielle badevægt, hvor der vurderes, om vi må få brød til pølsen, men vi er desværre så langt, at det er muligt at svine overvægtige mennesker til offentligt, uden at der bliver løftet øjenbryn eller taget væsentlig notits af det. Således hørte man f.eks. forleden rektor for Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft udtale sig i P1 om, at han blev "syg i hovedet" af at se på al den fedme, og at han aldrig kunne finde på at ansætte en overvægtig person. Samtidig læste jeg Lone Franks klumme i Politiken, der også nævnte denne episode. Derudover skrev hun, at mennesker, der er overvægtige i vores moderne samfund, signalerer, at de simpelthen ikke kan styre sig og ikke har den fornødne viljestyrke. Intolerancen og forargelsen følges ad, siger Lone Frank.

Og så spørger hun, om vi kunne forestille os at erstatte fedme med rødhåret, religiøs eller sort? Det kunne vi selvfølgelig ikke på nuværende tidspunkt, svarer hun selv. Men hvis vi fortsætter ad den bane, vi har stukket ud, vil jeg tilføje, at jeg ikke er så sikker på, at det vil være utænkeligt om bare 10 år. Vi er løbet ind i et sundhedstyranni af de helt store, og enhver, der ikke er med på vognen, er per definition mistænkelig og nu åbenbart også offentligt jaget vildt.

Personligt elsker jeg sundhedsbølgen, elsker, at jeg ikke ryger mere, at jeg løber og spiser sundt, men samtidig kan jeg virkelig også godt mærke, at der ikke er så langt til selvtilfredsheden, derfra hvor jeg står. Og det synes jeg virkelig, vi skal reflektere over og være uhyre opmærksomme på, for det er sgu en smule ubehageligt. Bare fordi man selv går ind for noget, og bare fordi det så åbenlyst er nemt at forsvare og så evig "rigtigt", så har man ingen ret, og jeg mener ingen ret overhovedet, til at dømme et andet menneske, fordi den person vælger at fokusere på noget andet end sundhed eller at være slank. Livet er heldigvis mangfoldigt, der er meget, man kan kaste sig over, sundhedsbølgen og motionsløb er kun et par af tingene. Hvis man f.eks. skulle vælge at bruge sin tid her på jorden til at se nøjagtig, hvor meget støv en næsehornsbille kan leve under, eller hvor meget marcipan en menneskekrop egentlig skal have, før den ikke har lyst til mere, tja, så er det efter min mening ethvert menneskes ret at gøre, som de finder for godt.

Kærlig hilsen Renée

Har du spørgsmål om parforhold, børneopdragelse, sex, usikkerhed - eller hvad der i øvrigt hører livet til - så skriv en mail til Renée på renee@femina.dk Hvis du er blevet inspireret af Renées klumme, eller bare gerne vil knytte en kommentar til emnet, så giv din mening til kende i vores kommentarfelt herunder.

Læs flere klummer her