Selvudvikling

Min chef er grænse-overskridende

af Renée Toft Simonsen 15. december 2009
Foto: Colourbox
Hun er åbenbart heller ikke et menneske, du på nogen måde respekterer eller holder af, så hvad er det, der forhindrer dig i at sige fra?

Kære Renée.Du har altid et godt svar eller en god kommentar til folks problemer, så måske du har et enkelt og godt råd til mig også. Det drejer sig om min arbejdsgiver, som kan være venlig og charmerende, men til tider rendyrket psykopat! Dette har medført stor udskiftning på arbejdspladsen, og nu er det så mig, der smutter. I forbindelse med min opsigelse spiller hun "fortabt" og beder mig blive en måned længere, men jeg har skrevet kontrakt på at starte nyt job efter min måneds opsigelse. Så skulle hun lige udspy en af sine onde bemærkninger, og jeg blev (som sædvanlig) helt paf. Det skal siges, at jeg ikke har kritiseret hende eller sagt, hvorfor jeg egentlig stopper. Resten af dagen var jeg ret rystet, og episoden kører stadig rundt i hovedet. Nu er det, jeg trænger til et godt råd! Hvordan skal jeg reagere, næste gang hun giver mig en mental lussing? Jeg tør næsten ikke svare igen, være hårdkogt eller ignorere hende af frygt for, at hun gør det mere surt for mig den sidste måned. Jeg har de sødeste kolleger, som også mærker hendes "psykopati", og vi har tit talt om, hvordan man takler en sådan person. Hun er desuden pervers til tider, og vi har snakket om, at det ville en mandlig chef ikke slippe af sted med, f.eks. at blotte sig, berøre os lidt for intimt, tale lidt for meget om sex, bl.a. om en seksuel drøm, hun har haft om en af os (bag lukkede døre). Har du et godt råd (til os alle)?Hilsen AB

Kære A.B.Jeg synes simpelthen, det her er lejlighed til for en gangs skyld at være helt ærlig og sige din uforbeholdne mening, næsten gratis. Med næsten gratis mener jeg, at der i grunden ikke er mere at tabe for dig, end at hun bliver eddikesur og tvær, de sidste tre uger du er på din arbejdsplads. Men ville det ikke være prisen værd endelig at få sagt fra? Hun kan jo ikke fysisk gøre dig noget, uden at det vil få store konsekvenser for hende. Hun er åbenbart heller ikke et menneske, du på nogen måde respekterer eller holder af, så hvad er det, der forhindrer dig i at sige fra? Den pæne pige måske, angsten for konflikten måske, kulturen indlejret i selve skelettet, om, at man opfører sig ordentligt - ja, men over for hvem, hende eller dig selv?Jeg ligefrem boblede indeni, da jeg læste dit brev, og tænkte straks, om jeg selv ville turde følge mit råd. For det er jo sådan lidt en drøm for mange, det der med endelig at sige fra, sige stop. Jeg ved stadig ikke, om jeg selv ville turde det, men det håber jeg. Så det er altså det råd, jeg giver dig. Træk vejret dybt ned i maven, og sig fra, så hun kan forstå det, og det kan sagtens gøres, uden at du selv bliver grov eller grim - for mig at se kunne det være en strålende mulighed for at være heltinden i din egen historie! Hvad dine kolleger skal gøre, hmm, måske det samme, bare med en større risiko indbygget, da hun jo er chefen, men blive ved med at finde sig i en chefs humørsvingninger og grænseoverskridende adfærd kan være enormt nedbrydende og er ikke sundt for helbredet, så hvorfor ikke?Kærlig hilsenRenée

Spørg RenéeRenée Toft Simonsen er Cand.psyk. Har du et spørgsmål til Renée, kan du skrive til hende på [email protected], så kommer dit brev måske i FEMINA og på femina.dk. Du er også velkommen til at skrive en kommentar i feltet herunder, dog besvares spørgsmål ikke her.