Selvudvikling

Kan vi være stille sammen?

af Renée Toft Simonsen 11. juni 2009
Det kan faktisk være svært at nyde stilheden, ja, man kan blive helt angst

Forleden, da jeg var ude at løbe, funderede jeg en del over det der med, at man kan være bange for stilheden. Og især stilheden mellem os, når vi er sammen med hinanden.

For år tilbage, da jeg begyndte at meditere og skulle prøve at sidde stille bare for mig selv i et kvarters tid, blev jeg både utilpas og svimmel og faktisk også en lille bitte smule angst, hvis jeg nu skal være ærlig. Meget mærkeligt, jeg sad jo bare lige der med mig selv, i skrædderstilling på en blød pude med et dejligt tæppe over. Men sådan var det, og tag ikke fejl, selv om jeg i dag rask væk sidder både hele og halve timer og har det rigtig dejligt og fint med at være stille med mig selv, så er det altså noget, jeg har måttet arbejde mig frem til.

Men så var det, jeg begyndte at tænke på, at jeg faktisk ikke er meget for at være stille sammen med andre. For når man er sammen med andre mennesker, ligger det ligesom i luften, at der skal tales, snart sagt om hvad som helst. Hvis man ikke taler sammen, er man enten selv kedelig, eller også er den person, man er sammen med, kedelig!

Da jeg var yngre, syntes jeg, noget af det mærkeligste var, når jeg sad på en restaurant og betragtede et par, der bare spiste, så ud i luften en stund og så spiste videre. I ved de her par, man får øje på på en restaurant, der næsten ikke siger noget til hinanden de to timer, de er der. Jeg kan huske, jeg tænkte, bare jeg ikke ender sådan, i et livløst og glædesløst ægteskab, hvor man har fået sagt alt det, der skulle siges. Hvor der ikke er flere ord tilbage, ikke er mere, man kan dele.

Jeg er heldigvis blevet klogere, for hvem pokker siger, at noget er livløst, bare fordi der ikke er ord involveret. Og kan man ikke sagtens dele noget uden at skulle verbalisere det, en stemning, en duft, en følelse? Og kan man ikke sagtens være sammen uden absolut at skulle tale sammen? Selvfølgelig kan man det, men hvorvidt man kan det sådan i alle sociale sammenhænge er nok tvivlsomt, og folk ville sikkert også synes jeg var skør, hvis jeg prøvede.

Det reflekterede jeg lidt videre over, den der lille angst for stilheden imellem os i sociale situationer. Hvordan ville folk egentlig reagere, hvis man satte sig til et veldækket bord, en fødselsdagsmiddag, et teselskab og så ikke sagde et ord? Bare sad der og indsnusede duftene, smagte på hjemmebagen og nød de friske blomster i vasen. Tænk, hvis man tog sig tid til at få det hele med, bare sidde der og betragte, måske mærke, hvordan man lige havde det ved at være, hvor man var.

Hmm, jeg er ikke sikker på, det ville falde i god jord hos værtinden, og så er spørgsmålet vel også, om man skal kunne være stille i enhver situation, eller om stilheden har sin tid, som så meget andet?

Kærlig hilsen Renée