Jeg vil kæmpe for mit afkom

For nogle måneder siden bragte jeg et spørgsmål fra en mor, der bad om råd til at tackle sin 20-årige drengs hashmisbrug. Han gad intet, havde ikke noget arbejde og var næsten umulig at få til at hjælpe til derhjemme. Jeg tænkte længe over svaret og synes i grunden, at så stor en dreng måske skulle puffes kærligt ud af reden, så han kunne lære at klare sig i den store verden.

Det svarede jeg moderen, hvilket endte i flere mails. Hun ville og kunne ikke bede ham flytte ud, uanset hvor umulig han var. Jeg skrev tilbage, at når det var dér, hun var, så skulle hun selvfølgelig følge sin egen intuition. Det skal man altid, uanset hvilket råd man får. Men mit første svar til kvinden blev bragt i bladet, og det afstedkom en del reaktioner fra forældre, der også havde haft børn med et misbrug. De fleste af brevene reagerede på, at jeg havde svaret, at hun måske venligt skulle puffe ham ud af reden - hvilket ifølge et af brevene var det værste, man kunne gøre.

Renées klumme i sidste uge: Skal børn dyrke motion som voksne >>

Dét fik mig virkelig til at tænke over hele problematikken en ekstra gang. Den fuldstændig ulykkelige og ikke mindst magtesløse situation, man kommer i som forældre, når éns barn ikke vælger livet, men i stedet bliver fanget ind af noget, der er så destruktivt som narkotika. Og som jeg skrev til en af mødrene, så findes der nok ikke noget "rigtigt" svar. Og det dilemma, man bliver stillet over for, når barnet for eksempel vælger hashen, er måske slet ikke noget dilemma?

Brevene fik mig i al fald til at tvivle på min første indskydelse og til at tænke, at vi som forældre måske aldrig nogensinde kan give op omkring vores afkom. Vi vil nok altid ønske at hjælpe dem, uanset hvad de gør ved os, og uanset hvor destruktive de bliver - og måske vil vi altid åbne vores dør for dem? Jeg ved det ikke. Men når jeg tænker på, hvad jeg selv ville gøre, tror jeg i grunden også, jeg ville kæmpe til sidste blodsdråbe. Jeg ville måske give op en lille smule indimellem, men når så jeg havde sundet mig, ville jeg ganske givet vandre direkte tilbage på slagmarken.

Måske ville jeg også slå mig selv i hovedet og tænke, at det var min skyld, sådan som én mor skriver. Men det er helt sikkert, at jeg aldrig ville holde op med at elske mit barn. Og det var det, jeg mærkede, da jeg læste alle brevene. Og på en måde var det så fint, at jeg fik lyst til, at alle I andre også skulle være lidt med i debatten, og derfor bringer jeg et par af brevene i denne uge - for det var breve til og fra hjertet, hvilket i sig selv gjorde dem væsentlige.
Læs brevene herunder

Kærlig hilsen
Renée

JEG VAR OGSÅ BEKYMRET
Hej Renée.
Jeg læste med stor interesse brevet fra den frustrerede og bekymrede mor til sønnen, som ryger hash. Det var ligesom at læse min egen historie, og jeg forstår udmærket, hvordan hun har det. Vi havde stort set den samme oplevelse med vores søn, og vi var dybt ulykkelige, bekymrede og magtesløse. Han blev også totalt forandret. Aggressiv, negativ, sløv og usocial. Vi var på et tidspunkt bange for ham, og hvad han kunne finde på. Til sidst smed vi ham ud, og det gjorde vi faktisk to gange. Det er nok noget af det værste, vi har gjort, for vi var totalt bekymrede for, om han nu ville begynde at tage nogle stoffer, som var endnu værre. Alle de steder, jeg henvendte mig, kunne de kun tilbyde mig hjælp med afvænning, hvis min søn også var indstillet på det. Jeg higede efter at tale med andre, som havde været i samme situation, og syntes, det var utroligt, at man ikke kunne finde en sådan forældregruppe. Til sidst fandt jeg noget, der hedder "Komphash", som hjælper børn og unge samt rådgiver forældre til unge i misbrug. Det var helt fantastisk! Det var en hel forløsning at få talt med en person, som havde stor indsigt i problematikken og kunne vejlede og rådgive os til, hvordan vi fik en god dialog og kommunikation med vores søn. For det er netop det, der kan gøre det svært både for misbrugeren og de pårørende. Vi havde fire seancer, og det gav en mærkbar ændring i vores forhold til vores søn og hans misbrug. I dag er det snart to år siden, vi havde den sidste samtale, og vores søn er kommet helt ud af sit misbrug. Han er kommet i gang med en uddannelse og klarer sig rigtig fint. Han dyrker fitness, løber og lever meget sundt. Ryger ikke og drikker stort set heller ikke. Han er simpelt hen blevet en rigtig fantastisk, sød ung mand. Lillesøster, som også var dybt ulykkelig, har nu fået et godt forhold til storebror igen, og vi er alle sammen bare rigtig glade. Jeg skriver denne historie, fordi den, jeg læste, minder så meget om min. Og for at fortælle, at forældres bekymringer mange gange overstiger de faktiske hændelser. Mange hilsner, og tak for en god brevkasse.
Z.

Kære Z.
Tusind tak for din mail - hvor var det en dejlig og kærlig mail at modtage. Jeg synes, det er så fint at dele ud af sine egne erfaringer og på en måde dele ud af sig selv - især uden nogen umiddelbar egen gevinst. Det viser den bedste og kærligste side af mennesket, og så mærker jeg varmen indeni. Så tusind tak, fordi du deler, og tak, fordi du vil stille dig til rådighed. Hvorvidt man skal smide sit barn ud eller blive ved og ved med at kæmpe og passe på sit afkom, så godt man kan, er for mig at se virkelig væsentligt og værd at filosofere over. For jeg tror bare ikke, der findes noget "rigtigt" svar. Jeg har sendt din mail videre til moderen, så måske tager hun kontakt til dig.
Igen tusind tak for dit engagement.
Kærlig hilsen
Renée

DER FINDES EN GENVEJ
Kære Renée!
Jeg læste netop "Min søn ryger hash" og skriver, fordi jeg har oplevet, at der faktisk findes en genvej. Min store datter på 21 år har selv været i samme situation, og jeg var nær ved at opgive, da vi forgæves havde afprøvet alle tilbud om behandling og afvænning. Min datters far slog i en periode hånden af hende, fordi han mente, hun måtte klare sig selv, og det førte til, at hun var tæt på at lykkes med at tage sit eget liv. Så det kan være farligt at anbefale, at man vender den unge skulderen, så han eller hun kan nå bunden, for det kan gå meget hurtigt nedad. I dag er min datter imidlertid blevet fuldkommen stoffri (hash, alkohol, ecstasy m.v., fra hun var 14 til 20 år), fordi hun stoppede, så snart hun startede i NA (en pendant til AA), som afholder gratis møder hver dag i hele landet, hvor man kan møde anonymt og uanmeldt op. På møderne får de unge en stoffri omgangskreds og hører, hvor galt det kan gå, uden at de selv behøver at nå bunden - og så får de en hjælper på sidelinjen. En kæmpe hjælp og aflastning for en fortvivlet og udkørt forælder! Al omgang og fester er uden alkohol og stoffer, og det er pinligt at falde i, fordi normen netop er, at omgangsformen er stoffri. Hvis min datter havde hørt om NA noget før, er jeg overbevist om, at hun ikke havde behøvet at spilde flere år på behandlingssteder, som i mange tilfælde er ret forfærdelige - og desuden ofte flyder med stoffer! Jeg håber, du vil give tippet om at prøve NA-møder videre til den fortvivlede mor, da jeg ikke kan beskrive den lettelse, jeg føler i dag, hvor min datter er blevet sig selv igen og i øvrigt læser HF. Håber, moderen kan få lov at få samme oplevelse - om ikke andet må hun presse sønnen ved at sætte mødedeltagelse i NA som en betingelse for, at han fortsat kan bo derhjemme.
Bedste hilsner fra
Anne

Kære Anne.
Tusind tak for dit brev. Jeg blev faktisk utrolig glad, da jeg læste det, for selvfølelig findes der andre veje end den, jeg skrev i mit svar til en mor for snart længe siden. Jeg kan også fortælle dig, at vi skrev sammen et par gange, mig og den mor, fordi hun slet, slet ikke kunne holde ud at skulle sige til sin søn, at han skulle flytte. Og selvfølgelig kunne hun ikke det ... det er nok det værste, man kan bede en mor om - at give op, når det gælder hendes barn. Så det var slet ikke den vej, hun skulle, ligesom det åbenbart heller ikke var den vej, du skulle. Jeg synes, dit forslag med at få den unge i kontakt med NA er rigtig godt. Som du skriver, bare det, at de får en ny omgangskreds, hvor alkohol og stoffer ikke er en del af samværet, er jo guld værd. Så jeg tror, jeg vil videresende dit brev til den mor - så kan hun læse om dine og din datters erfaringer og måske blive inspireret.
Kærlig hilsen
Renée