Hvis man ikke er rig, er man så fattig?
Må jeg så få lidt af din medlidenhed? For her kommer en frygtelig historie fra det virkelige liv: Dengang jeg flyttede hjemmefra, flyttede jeg ind i en nedslidt, billig Københavnerlejelejlighed. Uden bad. Med træk-og-slip. Og med petroleumsovn. Jeg rendte ind i et par permafrostvintre - sådan føltes det i hvert fald, for jeg havde ikke råd til petroleum, så der var stort set lige så koldt i lejligheden som udenfor, og jeg skal hilse og sige, at etagevasken i køkkenet var en både mental og fysisk overvindelse. Hvis jeg havde været "den lille pige med svovlstikkerne", var jeg frosset ihjel… Jeg var studerende. Levede periodisk af rugbrød med syltetøj. Havde ikke råd til at få telefon. Sådan set var jeg vel - fattig? Eller hvad? For jeg havde min lejlighed. Byture. Min cykel indtil den blev stjålet. Og råd til nyt tøj og læbestifter fra Rimmel. (Hellere det end varme i lejligheden…) Og togbilletter hjem til familien i weekenden.
Læg smilet, for nu bliver det alvor. For hvad er det egentlig at være fattig? Jeg spørger bare, fordi fattigdomsdebatten raser. SFs Özlem Cekic har virkelig gjort i nælderne (og ramt sine egne fødder, uff…), da hun sejrssikkert konfronterede Liberal Alliances Joachim B. Olsen med 36-årige Carina, der er på offentlig forsørgelse og efter Özlems første vurdering "fattig". Med over 15.000 kr. udbetalt om måneden i kontanthjælp, boligsikring og børnepenge… (Hvad er det for et samfund, der oprindelig sætter en 16-årig kvinde på offentlig forsørgelse på grund af "angst" og stadig forsørger hende 20 år senere?) Carina har mere end 5.000 i rådighedsbeløb om måneden og har både smøger, hund, internet osv. på budgettet, ("Og en telefonregning, der er fem gange højere end min," sagde en indigneret kollega her på redaktionen.) Men Carina synes ikke, hun har råd til nye sko eller en biografbillet til sin søn. Hvis ansvar er det egentlig? Özlem har, presset af sit eget parti, måttet sige, at Carina nok ikke er helt fattig alligevel. Carina selv synes stadig, at hun er det. Og hun er ikke alene.
Der findes indiskutabelt mennesker i dette land, der har for lidt. Dem har Özlem ikke gjort det spor nemmere for. Til gengæld har hun totalt utilsigtet sat fokus på et velfærdssamfundsproblem, vi har voldsomt svært ved at tale om: At der findes masser af mennesker, der TROR, de har for lidt. Fordi de ikke har MEGET. De opfatter åbenbart sig selv som fattige, fordi de ikke er - rige. Levestandards-overliggeren ligger enormt højt herhjemme. Men er fladskærm, computer, mobiltelefon og luksusvaner, der dræner kontoen virkelig en menneskeret? Er det automatisk sådan, at hvis man ikke nødvendigvis har råd til alt, hvad man ønsker sig, så er man - fattig? Og kan man så påkalde sig retten til offentlig fællesskabsbetalt livstidsomsorg? (Så vil jeg gerne bede om den popcorns-maskine nu, det er okay at vente til næste Finanslov med øen i Grækenland…)
Mærsk Mc-kinney Møller er Danmarks rigeste mand. Hvis han er målestokken, er resten af os fattige. Hvis Carina er målestokken, så kan en meget stor del af den danske befolkning kalde sig - rig. Hvis vi kunne nå frem til den konklusion i fællesskab og handlede derefter både politisk og personligt, kunne vi måske få hjulpet dem, der faktisk trænger: De fattige i Danmark.
LÆS OGSÅ:
Camillas hjørne:
Spot manden på bilen
