Selvudvikling

Hurra jeg kan løbe

af Renée Toft Simonsen 2. juni 2010
Jeg kom til at tænke på, at det er forskellige ting, som motiverer os til at begynde at gøre noget ved det, der irriterer os. Og måske kunne det, der motiverede mig til at blive ved med at løbe, også motivere andre?

Hele foråret har der kørt en løbe kampagne her i bladet. På alle måder har eksperter og coaches forsøgt at motivere læserne til at hoppe i træningstøjet og lunte af sted. Blandt andet kunne man også hver uge følge en fra bladet, der trænede sig op til at deltage i det store kvindeløb. Jeg synes, det har været skønt at følge med, især fordi jeg for længe siden selv har passeret den der enormt svære psykiske del, hvor man næsten ikke kan komme af sted. Og det er bare altid dejligt at være et skridt foran. Jeg har nemlig, som de fleste sikkert allerede ved, været fast løber i over fem år, og jeg kan betro dem, det kunne interessere, at efter et par år (jeg er ked af det, så længe tog det mig næsten at få det til at blive en integreret del af min uge) bliver det faktisk nemmere at komme ud ad døren. Og på et tidspunkt, tja, så er man næsten afhængig af det. Nå, men det, jeg kom til at tænke på, var, at det er forskellige ting, som motiverer os til at begynde at gøre noget ved det, der irriterer os. Og måske kunne det, der motiverede mig til at blive ved med at løbe, også motivere andre?For nogle er den der ekstra delle rundt om hele maven, der blødt bølger ned omkring hofterne, hvor den fint ligger og hviler sig, mens vi smidigt lige nupser den sidste is op af Ben & Jerry´s-bøtten, rigeligt, mens der for andre skal anderledes alvorlige ting på banen.Læs også: Prøv FEMINAs nye løberuteplannerJeg selv var en af dem, hvor der indimellem skulle tages alvorlige midler i brug. Og et af de midler var, at jeg brugte en eneste sætning, som jeg stædigt gentog for mig selv ved hvert eneste løbende skridt, indtil jeg ligesom var i gang og i alt fald så langt væk hjemmefra, at man kunne kalde det en løbetur, når jeg vendte næsen hjemad igen. Særlig i begyndelsen, hvor der var rigtig mange morgener, jeg langt hellere var blevet hængende ved kaffen og avisen, sagde jeg denne sætning indeni, mens jeg løb. Grunden til, at jeg brugte den sætning, var, at jeg hele tiden fortalte mig selv, at jeg bare skulle være taknemmelig, fordi jeg i grunden var rasende heldig. Heldig i den forstand, at jeg overhovedet kunne bevæge mig, endda løbe, altså at jeg var i stand til den fysiske del, som gjorde løb muligt. Og så gjorde jeg, hvad jeg kunne for at mærke mine ben, mærke hvert et led, hvert et skridt og hver en bevægelse og så glæde mig over, at jeg var et menneske, der var i stand til at tage et skridt, uden at det smertede nogen steder, uden hjælp fra nogen maskiner, uden problemer og besvær. Og sætningen, jeg blev ved at sige til mig selv, var: Jeg løber, fordi jeg kan! Faktisk, når jeg nu tænker over det, så synes jeg, den grund er så god som enhver anden.Kærlig hilsenRenéeLÆS OGSÅ:

Camillas hjørne:Tilgiv dig lykkelig