https://imgix.femina.dk/media/2fb9accec67e442588b05d7ac25cd017.jpg
Selvudvikling

Har du en besværlig personlighed?

21. december 2011
af Redaktør Vigga Wagtberg
foto: ThinkStock
Hvis du har svært ved at passe ind i mængden, er det nok fordi du har en besværlig personlighed. Det mener redaktør Vigga Wagtberg.

Du har en besværlig personlighed, hvis du synes det er svært at passe ind. Du er besværlig, hvis du ikke føler dig normal.

Du kan tackle din besværlige personlighed på to måder:
1)
Du kan vælge at bruge hele dit liv på at afkode den normale adfærd så du kan kopiere den. Det skal du gøre hvis du har det godt med at føle dig forkert hver gang du er anderledes end de andre. Det er en god metode at bruge til at holde fast i den følelse. Konsekvensen vil være at du halter et skridt bagefter, fordi du hele tiden skal vente på at andre mennesker skal beslutte hvad der er rigtigt og forkert for dig. Til gengæld får du masser af tryghed i dit liv - du slipper nemlig for at stå til regnskab for dine beslutninger.

Redaktør Vigga Wagtberg

2) Du kan alternativt vælge at have det som succes-kriterie for dig selv, at føle dig anderledes. Det kan du gøre ved at lave et Excel-ark som du printer ud og hænger på dit køleskab. På den skal du klistre en guldstjerne for hver gang der er nogen der har kigget lidt skeptisk på dig og sagt "Sådan plejer vi altså ikke at gøre".

Sig "YES!" og vid at du har gjort dagens dont. Konsekvensen vil være at det pludselig begynder at være dig, der med dine mærkelige beslutninger, sætter dagsordenen. Hvis du selv tør undersøge konsekvenserne af dine impulser, har du en chance for at få succes med dine metoder og måske endda lære andre mennesker noget nyt. Til gengæld kommer du på hårdt arbejde i dit liv.

Dels fordi du i dine eksperimenter kommer til at begå dobbelt så mange fejl som andre mennesker, og dels fordi du skal knokle for at forklare og stå til ansvar for nogle holdninger og handlemåder, du tit starter med at stå helt alene med.

Det sværeste er, at du med din rebelske personlighed har 10 gange så stort et ansvar for at sætte dig ind i andre menneskers tanker. Tit er der nemlig en god grund til at de gør som de gør, og det er som regel noget der på en måde også gælder for dig selv. De principper skal du kende og have forståelse for, hvis du vil bidrage med noget nyt. Ellers bliver du bare et tågehoved.

Læs også