Det hele er mors skyld?

Jeg sidder intetanende ved et dejligt bål i min have sammen med min bedste veninde. Det er efterår, bladene falder i alle farver omkring os, og der skal snakkes igennem. Vi har ikke set hinanden i mange måneder, og vi har taget kaffe og smøger med udenfor. Og så sker det. Ind ad havelågen kommer min ældste, hun har været på arbejde hele eftermiddagen hos bageren og har haft tid til lige at kigge i gratisavisen i en pause. Den smider hun nu med en kæmpe smil lige i hovedet på mig og siger: "Nu ved jeg, hvorfor jeg er blevet sådan, som jeg er blevet."
Til det må jeg jo nysgerrigt spørge: "Nå ... hvordan er så det?" "Ja, sådan en overforbruger" ... hvilket selvfølgelig er noget, jeg indimellem har sagt til hende, når hun i stedet for at spare snusfornuftigt op af sin løn har brugt rub og stub på alt muligt tøj, som jeg slet ikke synes hun har brug for.

Stadig intetanende åbner jeg i al min uskyld avisen for at finde ud af, hvorfor hun dog er blevet sådan, som hun er blevet, og lige dér står det sort på hvidt: "Dit barns forhold til penge grundlægges i den tidlige barndom. Og du er rollemodellen ..." Jeg læser højt, og min veninde løfter øjenbrynene og kan vistnok ikke lade være med at trække på smilebåndet. Min datter har placeret sig i en stol ved siden af, smidt benet over armlænet, som hun nu sidder og vipper lystigt frem og tilbage på og siger så skælmsk: "Ja, mor, dér kan du se, det er din skyld ...", og så var det, min veninde for alvor begyndte at grine.

Jeg havde lyst til at slå dem begge to, hvilket jeg selvfølgelig ikke gjorde alvor af. Men da den skønne, smukke overforbruger var gået videre ind i huset, fik vi to "gamle" os da lige en snak om, hvornår det egentlig holder op med at være mors skyld, det hele?
Kærlig hilsen
Renée