Brev til Renée: Min nye kæreste har ikke lyst til sex – hvad skal jeg gøre?

Kære Renée,

Jeg er en 31-årig kvinde med en 42-årig kæreste, der det sidste år ikke har villet have sex med mig.

Vi fandt sammen for 15 måneder siden, så det er ret kort tid af vores forhold, der har været seksuelt.

Han slås med depressive tanker og har svært ved at overskue mange ting, og jeg er ret sikker på, at hans problem med sex bunder i dét. Jeg har forsøgt at tale med ham om det, men han lukker helt af og afviser mig.

Det skal siges, at vi generelt er gode til at tale sammen og er meget ærlige begge to. Derfor er det desto mærkeligere at opleve, hvor lukket han har været om de seksuelle problemer.

Jeg er dog begyndt at få lov at røre ham så småt. Men for det meste synes han, det er for ”dominerende”. Der er stadig masser af modstand, og han gør ingenting i forhold til at få hjælp.

Jeg ved godt, at depression er en hård modstander, men han har sagt, at han har haft de her problemer i alle hans forhold og i onani.

Jeg har spurgt, om der var ting i hans fortid, der kunne påvirke hans sexlyst, hvortil han sagde nej. Men så kom det frem, at han var blevet meget bange, efter hans bror fik en hjerneblødning under sex.

Mit eget svære dilemma er, at jeg gerne vil hjælpe og arbejde på at ændre situationen, men at uret tikker, og det her lugter af problemer, der ikke lige kan klares med tre omgange ved psykolog.

Jeg er ked af det. Hele tiden lige nu faktisk. Jeg vil gerne have et sexliv og børn med den mand, jeg elsker. Men hvor længe kan jeg vente?

Jeg synes både, jeg fortjener bedre, og også at jeg kan bruge den styrke, jeg har opnået til at hjælpe ham og os.

Kærlig hilsen,

Den ressourcestærke sorgfulde nonne

Kære Ressourcestærke sorgfulde nonne,

Du har gjort og gør stadig alt, hvad du kan, for at få dit seksuelle behov opfyldt sammen med din kæreste. Der er sket forandringer, og der sker til stadighed forandringer for din kæreste, for dig og for jer som par.

Han er blevet mere åben, mere snakkende, mere ærlig. Du vil gerne have et o.k. på, at det er i orden, at du fortsat presser din kæreste til sex, selv om det er svært for ham, og det må jeg sige, at jeg har svært ved at give dig.

Ikke at jeg tænker, du skal give op over for jeres udfordring, men jeg tror bare ikke på, at det at presse et andet menneske til noget, de ikke har lyst til, er godt.

Jeg tror på frivillighedens vej, og seksuelt tror jeg nærmest ikke, der er anden vej, for ellers vil jeg mene, det bliver en ubehagelig affære, også følelsesmæssigt.

Det er ikke godt, for når noget følelsesmæssigt er ubehageligt for os, har vi en tendens til at undgå det i fremtiden, og det er fuldstændig modsat af, hvad du ønsker.

Om det er godt, at du bliver i det fortsat og er loyal og initiativtagende, kan kun du selv vurdere. Det vil bl.a. komme an på, i hvor høj grad du ønsker, at det skal blive dig og ham, der følges ad gennem livet og får en familie sammen, og ikke mindst hvor tålmodig en sjæl du er. Om det kan blive bedre?

JA, det tror jeg på. Jeg tror altid på potentialet for udvikling, og jeg synes også, jeg allerede ser det hos jer. Faktisk synes jeg, I begge virker rigtig dygtige, I har et tæt forhold, I snakker om det, som er svært, også selv om det er svært, og han ikke har lyst til at snakke om det.

Jeg tænker, det er så uendelig sårbart for ham at have det på den måde i vores kultur.

Vi tænker, at mænd skal løbe efter sex konstant, det er den tro, vi er opdraget med, men sådan forholder virkeligheden sig ikke. Jeg tror, det er meget skamfuldt ikke at være ”en rigtig mand”, der bare har lyst og kaster sig over sin kvinde i tide og utide.

Jeg tænker, at det, du kan og måske skal gøre nu, er at gøre dig klart, hvilken kæreste du har fået, frem for hvilken kæreste du kunne have ønsket dig.

Og så vil jeg mene, du skal ind i en proces, hvor du finder ud af at elske det, som er, i stedet for alt det, der kunne være, så du kan få frustrationsniveauet ned i jeres forhold. Det vil blive hårdt for dig, da du længes så frygteligt efter bekræftelse og anerkendelse seksuelt.

Men jeg tror virkelig, første skridt er nødt til at være accept af det, som er lige nu.

Fordi med det høje pres og frustrationsniveau, du beskriver i dit brev, kan det være svært at udvikle sig, for jer begge to. I er nødt til at skabe et miljø, hvor udviklingen får bedst mulige vilkår.

Det betyder et kærligt, tålmodigt miljø, uden pres, uden skam, uden skyld.

For du har helt ret, det lyder ikke, som om det her bliver løst ved tre gange psykolog, det kan tage måske endda mange år? Så kan du være i et forhold, hvor sex ikke er, som du længes efter?

At acceptere, at det er, som det er, betyder ikke, at du/I giver op, eller at du/I bare lader stå til og accepterer, at sex er der ikke meget af for jer.

Det betyder heller ikke, at det aldrig kan blive bedre, for det tror jeg på, at det kan.

Så kig på ham, mærk efter – elsker du ham til døde, og er det ham, du vil have, præcis sådan som han er med de udfordringer, der nu engang er? Også selv om det er hårdt arbejde resten af vejen?

Kærlig hilsen,

Renée

SKRIV TIL RENÉE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.