tango
Kærlighed og sex

Tango, det stående samleje

12. oktober 2018
af Sara Skaarup
Trænger I til ekstra gnist i forholdet? Sexolog Sara Skaarup anbefaler at i overvejer at forlade sengen og stille jer ud på dansegulvet.
Engang var jeg på en højskole for at holde et foredrag. Samme aften skulle der være tangoundervisning og dans på skolen, og forstanderen bød mig med ned og se på. Under de kulørte lamper viste et professionelt par, hvordan det kunne gøres. Det, jeg så, var så smukt og sensuelt, at jeg blev suget helt ind i de dansendes univers. Senere kom andre par ud på gulvet. Jeg følte en længsel efter at være med, men har ingen tango-skills overhovedet. Pludselig, før jeg vidste af det, havde en mand grebet min hånd og trukket mig med ud på gulvet.
Min krop var kluntet og stiv. Som en skolepige fnisede jeg, panisk angst for at træde på hans tæer og gøre mig selv til grin. Men min dansepartner var rutineret, og hans greb var fast. Manden førte mig, og selv uden at jeg kendte trinene, dansede vi. Det var … svimlende. Da han slap mig, løb jeg fortumlet ud på toilettet. Jeg var helt høj, rundt på gulvet og med hamrende hjerte. Da jeg så mig i spejlet, havde jeg røde kinder og skinnende øjne. Dans har utrolig mange paralleller til sex. Især gammeldags pardans: Man er to om det, man rører ved hinanden og bevæger sig sammen i en rytme, og kontakten mellem de to, der danser eller elsker, er afgørende for oplevelsen. LÆS OGSÅ: Tantrasex for begyndere: 5 ting I skal vide Hvis I ikke dyrker sex, kan det booste jeres intimitet at gå til dans. Alle standarddanse er karakteriseret ved, at manden er den ledende – han fører, og hun følger. Den mest lidenskabelige dans er måske nok argentinsk tango, der i sammenligning med danseskoleversionen af tango er passioneret, sensuel og en smule nostalgisk. Den argentinske tango er blevet sammenlignet med tantra, fordi dansen er så præget af impulser og af de dansendes umiddelbare lyst og humør – som elskov, når det er allerbedst. I tangoens favntag kan I dyrke spændingen mellem mand og kvinde med alt tøjet på, mens endorfiner og oxytocin gennemstrømmer kroppen. Særligt for følgeren, kvinden, går tango i højere grad ud på at føle end at tænke. Kvinden må simpelthen overgive sig – noget, mange kvinder længes efter.
Selvfølgelig er der en indlæringsperiode, hvis man aldrig har danset tango før. Men den skulle nok være værd at gennemgå – særligt når vi nu véd, det også styrker forholdet og tiltrækningen at være på gyngende grund sammen. Ikke så få, der begynder at danse tango, bliver alvorligt bidt af den passionerede dans og nærmest afhængige. Jeg er i hvert fald fascineret – og til min mands fødselsdag, som lige har været, købte jeg: Et tangokursus for to. Nu er jeg spændt på, hvad det fører til! LÆS OGSÅ: Sexologen: 5 ting I kan starte med at gøre, når lysten kniber i parforholdet
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_5.png

Læs også