Ole Henriksen: Min mor har godt nok senere sagt: 'Jeg var hård imod dig, Ole"

Guldbukser og en lyserød frakke i brokadestof viser sig at være et godt påklædningsvalg, da jeg ringer på hos Ole Henriksen og hans mand Laurence Roberts i København en torsdag formiddag, for jeg bliver lukket ind til kindkys og rosende ord, der vælter ind over mig i kaskader. Det føles først flovt, siden vækker det eftertanke: Når nu vi mennesker kan tale hinanden op, hvorfor gør vi det så ikke særlig ofte? Grundlæggende handler det vel om, hvordan vi vælger at være mennesker. Prøv lige at få Ole til at brokke sig eller sige noget grimt om nogen – det er umuligt. Hvis alle var som Ole, ville verden være et gladere sted. Ifølge pålidelige kilder er Ole virkelig aldrig sur. Liiige bortset fra, når han sidder i bilen, og der er noget galt med de andres kørsel …

Det er Laurence, der har fået ombygget og indrettet den toetagers lejlighed. Stuen er i skandinavisk stil, men med et strejf af Los Angeles. Så dér sidder vi. Og jeg spørger Ole, om han og Laurence nogen sinde skændes.

– Oh gosh! Vi havde et skænderi i går aftes ...

Her afbryder Ole lige midlertidigt sin egen historie med en anden, fordi han kommer i tanke om noget sjovt, han absolut lige må fortælle først.

– Laurence og jeg tog ud på en ny restaurant på Gråbrødre Torv. Så kommer en tjener ud og stiller en lille aperitif som velkomst og en skål med noget i – jeg spørger, om det er en del af min forret, og han siger mere eller mindre ja. Så jeg begynder at spise af de her tørrede svampe. Laurence siger: ”Hvad ER det? Det ligner noget, man pakker gaver ind med – sådan noget paplort.” Og jeg siger: ”Jamen det smager meget godt, selv om det er noget mærkeligt noget.” Jeg har næsten spist halvdelen af skålen, da tjeneren kommer løbende og siger: ”Det er bare til udstilling, det er ikke til at spise!” Ha ha, så begyndte vi at grine …

Du havde spist udstillingen?

– Ja!

Da de havde grinet færdig og spist et mere fordøjelsesvenligt måltid, gik de glade igennem Københavns gader. Kom hjem. Laurence gik ned i underetagen, Ole gik og aftenpuslede ovenpå ”med at få de sidste ting på plads”. Og SÅ kommer vi til skænderiet:

– Laurence har øje for æstetik, men efter min mening, så … kan han også rode lidt. Han smider tit lidt på baren, lidt på den lille bænk, og så hænger han tøj overalt. Jeg rydder tit op efter ham. I går så jeg igen frakken, der hang, og han var på vej i seng. Så sagde jeg: “Laurence, you know your jacket is up here, you should really put it away.” Og så skreg han dernedefra: ”Hvad pokker, jeg har lige indrettet hele lejligheden, det er ikke nogen udstilling og bla bla bla.” Han blev gal på mig. Så sagde jeg: ”Nej, det ved jeg godt, men du har en tendens til at gøre det der, så når jeg kommer op om morgenen, er der ting smidt overalt.” Det er jo så kedeligt, når man bliver uenige. Og Laurence havde sikkert fået et glas vin for meget, uden at han var fuld, men det kan godt gøre en mere … du ved … Men vi er altså gode til at blive gode venner igen. Så da vi endelig kom i seng, begyndte vi som to drenge at slås med puder og grine, og så kildede han mig på maven, og så sagde vi: ”I love you, good night.” Det ER sådan, vi er. Vi går aldrig vrede i seng, og vi skændes meget sjældent.

På en eller anden måde er det nu rart at vide, at de også skændes. Bare en gang imellem.

– Det var også en lærestreg for mig, for da vi diskuterede, sagde han: ”Oppe i køkkenet står der TRE kopper og en tupperware i vasken. Hvorfor det? DU har en tendens til at lade tingene stå i vasken.” Så han havde også ret. Ha ha! Og så er det jo, man skal sige: Lad nu være med at hænge dig i sådan noget.

Der er helt ærligt pinligt rent i lejligheden. Og Ole og Laurence har ingen rengøringshjælp.

– Vi gør rent, vasker gulv, støvsuger, vasker tøj i vaskemaskinen, og jeg nyder det. For et stykke tid siden var jeg i New Zealand. Derfra fløj jeg hjem – 30 timers rejse. Startede dagen efter med at filme den nye tv-serie om mig, filmede syv dage i træk, fløj til Sverige, arbejdede i to dage, fløj til USA, arbejdede i to dage, fløj så til Canada – og så herhjem igen. Da jeg ankom, følte jeg mig veludhvilet – jeg har aldrig jetlag – og kiggede på bygningen her. Der var møgbeskidt ude foran. Ukrudt mellem stenene, mudder på hoveddøren, i trappegangen lå der så meget lort. Jeg føler mig ansvarlig, selv om der er en vicevært, så jeg gik ind og lavede en kop kaffe, ristede brød og tog shorts og tanktop på – det var en dejlig varm dag – og så gik jeg ud med en vaskespand og brugte to timer på at vaske og skrubbe og fjerne ukrudt. Folk standsede: ”Hej Ole, hvad LAVER du?” ”Jamen jeg er ved at gøre rent, jeg elsker at gøre det, og altså … det gik mig PÅ.” Det var en tilfredsstillelse at gøre det.

LÆS OGSÅ: Ole Henriksens 9 råd til at opnå det, du drømmer om

Tys-tys

Det var egentlig meningen, at Ole skulle gå på pension næste år. Da han solgte sit livsværk – skønhedsproduktlinjen ”Ole Henriksen” – til det franske luksusbrand-firma LVMH i 2011, fortsatte han som kreativ leder, men kontrakten udløb med udgangen af 2019, og Ole var sikker: nu VAR det helt slut. 100 procent sikkert! Lige indtil han kom i tvivl. 68 er jo ingen alder, vel? Den dag han tog beslutningen om at blive alligevel, var han i London og på vej til Irland. Over midnat på sit hotelværelse pakkede han sin kuffert, imens han, siger han, ”spillede Spotify-musik og dansede i mine underbukser”. Han kunne ikke sove af bar glæde. Det var legebarnet Ole, der jublede rundt i underbukser, det handlede overhovedet ikke om penge. Ole har aldrig fortalt, hvad han fik for sit firma i 2011, det var ifølge aftalen tys-tys, men det er indiskutabelt, at han blev – rig.

– Jeg har tit hørt folk sige: ”Det er lettere for dig at smile og være glad, for nu har du skabt succes i Hollywood, og du har tjent gode penge.” De glemmer, at jeg startede helt fra bunden. Jeg cyklede på arbejde i tre år, jeg havde ikke råd til bil, jeg havde startet min egen spa, jeg havde ansatte, jeg tjente ingen penge selv, og det var lige meget. Så skete der det, at jeg senere i mit liv begyndte at sælge mine skønhedsprodukter på verdensplan, og pludselig … blomstrede det. Jeg havde aldrig forventet at have de penge, vi har nu. Det var en stor overraskelse, en stor gave, og vi lever et meget … luksuriøst liv. Men stadig med fødderne på jorden. Den her dejlige lejlighed kunne vi ikke have bygget op, hvis ikke det var for de penge. Og så er der huset i Los Angeles, som vi har haft i 20 år … Det er vel at prale, men jeg har en virkelig god sans for penge.

Du må gerne prale!

– Okay, du har sgu ret! Det må man godt.

Ole peger på sine lysegrå bukser, da han forklarer sin pengefilosofi:

– De her bukser købte jeg f.eks. lige i Spanien, da vi var på ferie. De kostede 75 euro. Det er ikke et designernavn, men de sidder så godt over røven. Det behøver ikke altid være Christian Dior. Og jeg vil sige … Penge kan ikke gøre dig lykkelig. Jeg har, fra jeg var helt ung, oplevet alle de klienter, der kom i min spa. Fra sekretærer til sygeplejersker til meget velstående og berømte mennesker. Jeg så de dyreste biler parkeret udenfor og lyttede til kvinder, der talte om de hovedpiner, deres private kok gav dem, og at det var svært at planlægge garderoben efter de nye kollektioner, for i år havde Armani ikke lige lavet noget, de syntes var rigtigt, og hvad skulle de så gøre? Hvordan skulle de så finde den rette frakke til den nye dyre designertaske? Seriøse problemer! Da Laurence og jeg havde købt vores første ejerlejlighed, spurgte mine velstående klienter: ”Hvor mange soveværelser og badeværelser har I?” Det er meget amerikansk. Når jeg så fortalte dem om hele lejlighedens antal kvadratmeter, sagde de: ”Åh, det er på størrelse med mit soveværelse.” Og så havde de ondt af mig. Jeg kunne da godt beundre, at de havde et stort hus med så meget plads, men jeg følte mange gange, at man – uden at generalisere – havde så travlt med at få de næste ting købt eller med at være sikker på, at man boede på det rigtige hotel og spiste på de rigtige restauranter, når man var på ferie i Paris. De levede ikke i nuet. De var ikke i stand til at tage NU til sig. Og det synes jeg, er noget af det allervigtigste.

Hvordan kan man overvinde modgang og få succes? Hvordan kan man blive ved med at tro det bedste om mennesker, når man både har været udsat for mobning og mordforsøg? Hør særudgaven med Ole Henriksen i feminas podcast "Kloge koner" her

Aftenbøn

Oles smil er så bredt, at man kan se det meste af hans tandsæt, når han smiler, og det gør han det meste af tiden. Men kan man virkelig BESTEMME sig for at få et lykkeligt liv. Det siger han ja til.

– Man har enormt stor magt over sig selv. I bund og grund drejer det sig om, at du skal være glad for den person, du er, du skal anerkende dig selv for det gode. Og erkende det dårlige. Men ikke være så hård mod dig selv baseret på det.

Har du gået til psykolog?

– Aldrig. Men jeg har læst tonsvis af spirituelle bøger, og det var, som om jeg … dykkede ned i noget. De budskaber, jeg lærte via de her bøger, forklarede mig, hvor enkelt det hele egentlig er. Det handler om din egen personlige holdning, når du hopper ud af sengen om morgenen. Og så at du tager dig godt af dig selv og får en god nattesøvn. Jeg elsker at bede om aftenen og udtrykke min taknemmelighed.

Hvem beder du til?

– Jeg beder til ”Dear God” og higher powers. Det gør jeg, fordi jeg ved, der er magter derude i universet, der er magi derude. Baseret på, hvad der nu sker i vores verden, så beder jeg selvfølgelig for verden i sig selv, for verdens befolkning, for peace and love and unity. Og nu gør jeg det lige på engelsk. Jeg siger: ”Let’s embrace each others for our differencies and learn from them, but let’s not be violent.” Lad os ALDRIG være voldelige. Jeg har aldrig slået nogen, jeg er blevet tæsket som dreng – det blev man jo derhjemme, det var en tidsperiode, hvor børn bare blev slået, hvis de ikke opførte sig, som forældrene forventede.

Du blev slået af dine forældre?

– Ja, min mor var dygtig til det. … Jamen min mor, ha ha, hun kunne blive SÅ rasende. Det var sikkert også nogle gange frustration. Det var jo bare med hånden. Det kunne nogle gange også være med en læderrem. Men jeg så altså også min mor som en fantastisk kvinde, og det VAR frustration fra hendes side, fordi hun også bar ting med sig og sikkert følte sig meget overvældet af livet. Hun blev gravid og ventede mig som 18-årig. Hun fik aldrig den uddannelse, hun gerne ville have, for det var der ikke plads til for piger. Hun kom i huset som 13-årig. Så jeg har fuldstændig forstået fru Henriksen.

Har du tilgivet hende?

– Åh, 100 procent for mange år siden. Min mor har godt nok senere sagt: ”Jeg var hård imod dig, Ole.” Vi har ikke snakket i dybden om det, fordi … det er lidt sværere for min mor. Men … vi kan grine af det nu. Det er godt, jeg synes, det er meget vigtigt at tilgive.

Følte du dig elsket som barn?

– Ja. Det blev aldrig udtrykt med ord, men jeg følte mig tryg og beskyttet. Jeg beundrede mine forældres arbejdsmoral, de ærlige mennesker de var. Min far arbejdede som fabriksarbejder, min mor gjorde rent i Nibe Bank for at skaffe en ekstra indkomst.

Familien manglede ikke noget, men det var altid hårdt økonomisk.

– Lønnen fik man i kontanter en gang om ugen – i en pose. Er det ikke vildt? Helt gammeldags. Og så løb mine forældre altid tør midt på ugen. Så fik vi varerne ”skrevet” hos købmanden eller slagteren – og det var mig, der løb ærinder for min mor, fordi hun var flov over det. Jeg begyndte at arbejde som mælkebud som 10-årig. Der var ingen, der gad stå op lidt over fem om morgenen.

Det gjorde Ole. Og han sætter hele tiden sit liv i relief. Der er ikke noget behageligt ”nu” uden et sejt ”dengang”.

– Jeg er glad for min egen rejse, altså hele rejsen, der er intet, jeg fortryder. Hvis jeg ikke havde været igennem noget, der var lidt sværere og lidt mere krævende, hvis det hele bare var blevet serveret for mig, hvis jeg havde været dødforkælet og bare havde kunnet købe, hvad jeg havde lyst til, ville jeg i dag ikke have værdsat tingene på samme måde. Det er så vigtigt at kunne tage et ansvar for sig selv og sit liv.

Kærlighedsmenneske

Ja!