https://imgix.femina.dk/2021-09-16/jonna-og-carsten.jpeg
Se, lyt & oplev

Er det en ting at synge godnatsang for sin hund? Femte afsnit af Gift Ved Første Blik skuffer ikke

16. september 2021
af Bonna Haagen Pedersen
Foto: DR
Bryllupsrejsen er forbi for de fem par og både vasketøj, nisser og prioriteringer kommer op at vende, når deltagerne tager hul på en fælles hverdag i denne uges afsnit af "Gift ved første blik".

Spoiler alert! Denne artikel indeholder spoilers for femte afsnit af "Gift Ved Første Blik", så læs videre på eget ansvar.

I femte afsnit af "Gift ved første blik" er hvedebrødsdagene blevet til hverdag.

Og for nogle af parrene er det at skulle dele hjem en større udfordring end blot at åbne hoveddøren for deres ægtefælle.

Både parrenes politiske overbevisninger, støj og bekymringer flytter med.

Politisk uenighed

Pernille flytter ind på Langeland hos ’ræverøde’ Michael, som ikke er flytbar på grund af hans børn. Og det er ikke ligefrem fordi, hun virker begejstret for at skulle pendle til Horsens i de næste par uger.

Hun er glad for, at Michael anerkender, hvad det kræver af hende. Men det er ikke kun på boligfronten, parret har en stor afstand imellem sig.

De befinder sig på hver deres fløj politisk, og her kunne afstanden imellem dem godt se ud til at blive et problem.

https://imgix.femina.dk/2021-09-16/dr-0610259.jpeg

Indtil nu har de ikke været blege for at debattere og diskutere politik for åben skærm, men i denne uge er der én diskussion, som DR har valgt at klippe ud. Det skriver Se og Hør.

Det er nemlig ikke kun på forsiden af Berlingske, at Nye Borgerliges Pernille Vermund kan skille vandene. Det gør hun også for Pernille og Michael.

I diskussionen, som produktionsselskabet bag programmet har valgt at fjerne, fortæller Michael sin hustru, at han mener, Pernille Vermund er racist.

Det tager hans hustru Pernille ikke så let, og diskussionen afføder da også en tur til parterapeuten.

Som seer bliver det derfor en mærkelig tur til parterapeut, fordi vi ikke ser kernen af diskussionen.

Er Gert okay?

Pernille og Michael er ikke de eneste, der virker lidt udfordrede i aftenens program.

Programmets originale ekspert, psykolog og sexolog Gert Martin Hald, virker lidt som om, han er gået i hak.

Han gentager lidt sig selv fra tidligere afsnit, særligt når det kommer til observationerne om Michael og Christina - "Der er ikke de store udfordringer på papiret, øh" og der er vist heller ingen tvivl om, at Gert glæder sig til at se dem flytte sammen.

Måske er hans lidt langsommelige fisken efter nye observationer om programmets par bare et udtryk for, at han ligesom parrene er træt ovenpå bryllupsrejserne.

Vi håber, du er okay, Gert?

Hvis mig din helårsnisse, og jeg skal sige dig, hvem du er

Ifølge livstilsekspert Julia Lahme er danskerne verdensmestre i boligindretning, men i denne sæson er deltagerne verdensmestre i citatplakater, tæpper i loftet og utidige, overnaturlige julevæsener.

Mette kan ikke undgå at få øje på de to store nisser, som Morten har gjort til en del af hans helårsindretning. Her kan vi kun erklære os enige med Mette - det er rigeligt at være tvangsindlagt til nisser i december måned.

Til gengæld har Mortens sexede billede af grevinde Alexandra nu fået plads i stuen, efter at Morten har valgt at flytte ikke bare sit tøj, men også en kæmpe stockfoto-lignende farveeksplosion ind hos Mette.

Et foto, som ifølge Mette ’støjer’, blandt hendes lyserøde nuancer og citatplakater. Morten støjer også, og Mette er udfordret på både lydniveauet for måden han taler på, går på og lukker badeværelsesdøren på.

https://imgix.femina.dk/2021-09-16/dr-0610260.jpeg

Vasketøjsgate

Det er ikke kun hos Mette, at der findes en forkærlighed for citatplakater. Da Christina viser Michael sit hjem, er det med en påmindelse om, at her har vi den helt store ja-hat på.

Om Christina også har en XL-tillidshat på, kan vi godt blive i tvivl om. Da hun skal vise Michael badeværelset, følger hun op med en grundig afhøring om, hvordan han vasker tøj.

To be fair, så forstår vi hende godt.

Det er ikke første gang, forskelle i vaskevaner har splittet et par i ”Gift ved første blik”.

Vi tænker på Claus fra sæson seks, der blev gift med Henriette og vaskede alt sit tøj, inklusive underbukser og klamme karklude, på 30-40 grader.

https://imgix.femina.dk/2021-09-16/dr-0610262.jpeg

Heldigvis består Michael testen, og måske kan han også være heldig at får lov at dele soveværelse med Christina. Hvis han da kan stoppe med at snorke.

Er det ikke tilfældet, har hun allerede redt op i gæsteværelset.

Kan man blive hund hos Jonna i sit næste liv?

Jonna og Carsten kommer lidt skævt fra start i ugens afsnit, da Carsten har sendt en besked, som Jonna ikke ved, hvordan hun skal tolke.

Beskeden, som vi desværre ikke får at se, går på Carstens bekymring for, om de to kommer til at få nok tid sammen, når Jonna har så mange opgaver at se til med både gården og dyrene.

Den standhaftige men dog kærlige Jonna forstår ikke, hvorfor Carsten tager sorgerne på forskud, og det virker da også som om, de to får snakket sig gode igen.

https://imgix.femina.dk/2021-09-16/dr-0610263_0.jpeg

En, der i hvert fald ikke behøver at bekymre sig om at modtage nok af Jonnas affektion og opmærksomhed, er hunden Gabby.

For selvom hunden er blevet forvist til sin lille tremmeseng ved siden af dobbeltsengen, har Gabby både madras, topmadras og egen dyne. Aftenens afsnit byder på et ømt øjeblik, hvor Jonna vælger at synge godnatsang for Gabby.

Der er ingen tvivl, om at dyrene har en helt særlig plads i Jonnas hjerte, og vi ville da ikke have noget i mod at være hund hos hende i vores næste liv.

Til gengæld bliver der teaset for, at Carstens forhold til Jonnas dyr kan blive en dealbreaker i næste afsnit. Måske længes han bare efter at være den eneste, der lytter til Jonnas aftenserenader.

Stilleleg hjemme hos Samantha og Daniel

Samantha og Daniel, som i sidste afsnit ikke liiige kunne droppe sit skolearbejde, har nu på magisk vis fundet en løsning på deres boligsituation og flytter sammen i Aalborg.

Det virker i hvert fald lidt mystisk. For parret adresser ikke selv, om det hus de flytter i er Samanthas nye hjem, eller om det bare er et sted, eksperterne har placeret dem i deres i hvert fald "fem gode uger".

Samantha, som før boede i København, har nu fået job i Aalborg, og Daniel hjælper hende med at flytte alle hendes ting ind i deres nye fælles hjem.

https://imgix.femina.dk/2021-09-16/dr-0610261.jpeg

Samantha savner intimitet og Daniel føler i hvert fald ikke at de "hverken leger eller er kærester".

Stilheden er larmende, da to spiser morgenmad sammen i deres nye hjem.

Vi forstår godt, det kan tage lidt tid at vågne, Daniel - men please, sig noget. Bare et eller andet.

Det er i hvert fald svært at føre en samtale alene, så Samantha bliver lidt irriteret, da Daniel alligevel har en anden holdning til, hvordan de skal gribe shoppingen an nede i butikken.

Til kameraet fortæller Daniel, at han ikke gider bruge lang tid på at kigge på småting og dims til boligen, og forklarer sit manglende engagement i egen indretning med, at det nok er forskellen på drenge og piger.

Det kunne klæde ham at prøve at tale med Samantha i stedet for at generalisere hendes og sit eget køn.

Læs også