https://imgix.femina.dk/media/article/1508_fifty_shades_anmeldelse.jpg
Se, lyt & oplev

Fifty Shades of Grey - anmeldelse: Mere romantik end pisk

12. februar 2015
af Mette Rou Lund
Foto: United International Pictures
Hardcore Fifty Shades-tilhængere vil nok blive en kende skuffet over filmatiseringen af Fifty Shades of Grey, for der er knapt så meget pisk og bar hud som i bøgerne. Men er du til romantik og en kompliceret kærlighedshistorie, er der smæk for skillingen – så at sige…

Sex. Med. Pisk. Hvis du glæder dig til at se en masse af den slags S/M-snask i filmatiseringen af E. L. James’ bestseller “Fifty Shades of Grey”, så bliver du nok skuffet. For så kinky er filmen om forholdet mellem den romantiske Anastasia og den dominerende rigmand Christian Grey altså ikke. Der bliver da flashet noget hud og pisket lidt, men ”Fifty Shades of Grey” er mere en kompliceret kærlighedshistorie end en erotisk film. Sexscenerne blev udpenslet i bøgerne, men det er altid en hårfin balance, når det skal være hot på det store lærred, da det let kan blive ufrivilligt komisk eller usmageligt. Det bliver det heldigvis ikke her.

Flere film på vej til Fifty Shades of Grey-fans

Replikkerne falder engang imellem tungt til jorden i Fifty Shades of Grey, mens skuespillet og stemningen andre gange er intenst og overbevisende. Christian Grey er ikke så dyster, som jeg havde frygtet efter at have set Jamie Dornan som kvindemorder i tv-serien ”The Fall”, men jeg tror, vi kommer til at se mere til hans mørke sind i næste film, for der bliver i den grad lagt op til, at der er flere film på vej.

Dakota Johnson udstråler sødme, uskyld men også en vis portion stædighed, og så er hun så almindelig, at man rent faktisk kan identificere sig med hende. Jeg fik lidt ondt af det umage par: hvorfor kan han ikke bare tage den søde pige med i biffen i stedet for ned i det røde ”redskabs”rum? Men den historie var nok aldrig blevet en bestseller.

4 F’er

Mette

Obs: Gode nyheder til fans af Fifty Shades: Filmselskabet bag filmen oplyser, at der også kommer en 2'er og en 3'er

Læs også