Charmerende San Francisco
San Francisco - en indbydende storby
I 60'erne skabte hippierne deres egen bydel i den stadigt livlige bydel Haight-Asbury. Senere blev Castro de homoseksuelles ubekymrede kvarter, som i dag er verdenskendt, og endnu før skabte italienske, asiatiske og latinamerikanske indvandrere deres egne områder, som nu er med til at skabe et meget alsidigt San Francisco.
Rejs til San Francisco med Nyhavn Rejser
De bedste kvindetips:
- Når du planlægger
Tjek www.sfcvb.org. På www.bookboon.com kan du hente en gratis guide på dansk af Stig Albeck. -
Pas
Ustraffede danske statsborgere kan rejse på maskinlæsbart pas, der skal være gyldigt min. til afrejsen fra USA, plus registrering om indrejse på www.cbp.gov under travel senest 72 timer før afrejse. -
Handicappede
På byens turistweb www.sfcvb.org kan man hente en hel guide om tilgængelighed og faciliteter for handicappede. -
Drikkepenge
Ja 15-20%, det er en stor del af lønnen, men giv naturligvis kun, hvis du er tilfreds med servicen. -
Rabatkort
På www.smartdestinations.com kan du regne ud, om det betaler sig for dig at købe rabatkortet Go San Francisco Card. -
Rygning
Er forbudt på offentlige steder - også i parker - så find frem til rygeområderne. -
Rundt i byen
Så absolut med sporvognene, men der findes også metro og busser samt taxier naturligvis. -
El og tlf.
110 volt og kun tlf. med tribleband kan bruges. -
Lås ikke kufferten
Sikkerhedspersonale i amerikanske lufthavne skal kunne tjekke indholdet af din kuffert, og vil bryde den op uden mulighed for at få erstatning, hvis den er låst. -
Tidsforskel
Ni timer efter Danmark året rundt. Når klokken er 18 her, er den 9 der. -
Fra fly til by
Billigt og hurtigt med tog på en halv time til priser fra 56 kr. afhængigt af, hvilken af de to lufthavne du skal fra eller til. Se www.bart.gov. -
Logi
Tjek byen turistwebside for gode tilbud eller brug en dansk rejsearrangør med fod på USA. -
Lesbiske
Byen er meget tolerant og har mange steder for bøsser og lesbiske. Find dem i det særlige afsnit på byens turistwebside. -
Tøjstørrelser
En amerikansk str. 4 svarer til vores str. 36 og så fremdeles. Skostr. 4 er en europæisk 36, str. 5 er str. 37 o.s.v. Begge dele er damestr. -
Husk afgiften
Afgiften på hotelværelser er 14% og på andre køb 8,5%, som skal lægges oven i den pris der oplyses.
Største seværdighed
San Francisco har slået sig ned ved San Francisco Bay, med den kendte orangerøde Golden Gate Bridge og byens største turistattraktion, Fishermans Wharf.
Engang et fiskerleje, i dag et område med mange spisesteder, som serverer alt godt fra havet og meget andet, samt en stor søløvekoloni, der for præcis 20 år siden kastede sin kærlighed på marinaen ud for mole 39, og lige siden har været en populær attraktion.
Flotte udsigter
North Beach kaldes også San Franciscos Little Italy med et væld af cafeer, live-musik, specialbutikker og andre aktiver. Et af de mere uforanderlige er Coit Tower, der fra Telegraph Hill giver dig en storslået udsigt over byen og måske lejlighed til at spotte kvarterets flok af vilde papegøjer.
Udsigt og overblik kan du også give dig selv på en tur over Golden Gate Bridge. Broen er knap 3 km, så overvej om du vil gå eller køre, f.eks. på en guidet tur, der er en god begyndelse på dit ophold.
Hvis du ikke har meget tid, så drop at besøge fængselsøen Alcatraz, hvor bl.a. mafiabossen Al Capone i sin tid ruskede tremmer. Brug i stedet tiden på noget mindre nedslidt, som f.eks. et par af byens ældste bygninger.
Specielle huse
Byens ældste er kirken Mission Dolores fra 1776, hvor du kan opleve en kombination af flere stilarter og besøge kirkegården, hvor mange af byens pionerer er begravet.
Deres victorianske træhuse er blevet nogle af byens mest fotograferede. Så populært et motiv er de, at de absolut mest afbildede er døbt "Postcard Row" postkort-rækken.
Nogle af byens victorianske huse kan du få adgang til, hvis du lejer dig et Bed&Breakfast logi, og et enkelt er en særlig perle, der i dag er museum.
Besøg et privat hjem
Hass-Lilienthal House på 2007 Franklin Street er det eneste af byens karakteristiske Victorianske huse i Queen Anne-stil fra 1886, der står intakt med indbo og private ejendele som familien forlod den i 1972.
Guider tager interesserede med på tur gennem gemakkerne søndag 11-16, onsdag og lørdag 12-15, mens de beretter om den Victorianske stil.
Huset kan være lukket om lørdagen, da det også lejes ud til private arrangementer. Du kan tage Muni buslinjerne 1, 12, 19, 27, 47 og 49 til et stoppested tæt på museet.
Museer og musikhuse
Byen har mange store museer, og hvad man vil bruge tid på afgøres naturligvis af interesser. Men området South of Market, populært SOMA, har en høj koncentration med bl.a. byens museum for moderne kunst.
Ud at spise
San Francisco er en af de byer med flest restauranter i forhold til indbyggertal, og det er nemt at finde et godt madsted i nærheden af, hvor man er.
Spørg på dit hotel, de hjælper hjertens gerne, tjek byens turistwebside eller overvej disse:
Californisk charme
Balboa Cafe på 3199 Fillmore er en af byens ældste oprindelige saloons og har eksisteret siden 1913 med et fantastisk originalt træinteriør i californisk stil, hvor du kan spise californisk mad, når det er bedst. Altså varme salater, burgere, frisk fisk og pasta - for italienske indvandrere har jo præget det lokale køkken.
Hovedretterne koster fra 70 kr. til 175 kr. og end ikke vinkortet slår bunden ud af feriebudgettet, især ikke, hvis du vælger de lokale vine fra områderne, der begynder lige nord for byen, og producerer nogle af verdens rigtig gode vine.
Vegetarisk med udsigt
Green's Restaurant er et spændende sted for gourmetvegetarer, og gæsterne har en skøn udsigt over marinaen ved Golden Gate Bridge.
Restauranten ligger i et forhenværende pakhus, Fort Mason Center, hvor den drives sammen med et zenbudhistisk center.
Du kan spise der fra morgen til aften, men det er en rigtig god ide at reservere bord i god tid pr. tlf. eller via hjemmesiden.
I parken eller på kajen
Du kan også købe maden og tage den med, f.eks. i Golden Gate Park, som er en af verdens skønneste byparker.
Og Fisherman's Wharf et det mest autentiske sted at spise de såkaldte Dungeness Crabs, som byen i den grad er kendt for.
Shoppingens epicentre
- Shopping i San Francisco er uden sidestykke med både butikscentre, områder med dyrere butikker, områder med fokus på billigere mærker, steder med amerikanske mærker i front, kædebutikker og unika.
- Du finder vej helt ned i detaljen via www.sanfrancisco.com/shopping
Dem kan du rejse med:
www.rejsefeber.dk
www.sas.dk
www.fdm-travel.dk
www.mytraveltango.dk
www.hotels.com
www.kuoni.dk
www.profilrejser.dk
www.nyhavn.dk
www.myplanet.com