pernille blume
Kendte

OL-guldvinder Pernille Blume: Svømning er ikke afgørende for, om jeg er en succes eller fiasko

Pernille Blume charmerede sig ind på hele verden, da hun – fantastisk overraskende for både hende selv og alle andre – vandt guld ved OL i Rio. Men bare et halvt år forinden lærte hun på den hårde måde, hvor vigtigt det er, at svømning ikke er det eneste i livet.

Hun har tilbragt flere timer i klorvand end de fleste. Så mange, at det egentlig er et under, at hun ikke er gået i opløsning endnu.

Pernille Blume begyndte til svømning som seksårig, og 16 år med intens træning senere kastede det hårde arbejde en guldmedalje af sig ved De Olympiske Lege i Rio – hvis det da ellers skulle være gået nogens næse forbi.

– Lige efter min start kan jeg huske, jeg tænkte: Nårh ja, jeg er bagud, det er klart, for jeg er ikke så god til starter ... Og så svømmede jeg lidt videre, og så tænkte jeg: Jeg skal nok til at sætte farten rimelig meget op nu, hvis jeg skal nå noget her ... Hun griner lidt ad sin egen indre monolog.

– Og så var det sådan: Så for satan, Pernille, i gang med dig ..! Jeg ved sgu ikke, om jeg har tænkt det eller ej, men da jeg gennemgik løbet i mit hoved bagefter, tænkte jeg, at det er fandeme spøjst, den måde, jeg nogle gange tænker på. At jeg kan være helt monoton i min snak inde i hovedet på mig selv – der er hverken: Yaaay!, eller: Ejj!, det er bare: Nå, jeg må nok hellere til at sætte farten op. I gang med dig .., forklarer Pernille i det mest neutrale og kedelige toneleje, hun kan mønstre.

Forud for finalen var Pernille ellers ikke spået de store vinderchancer. Ret beset var der faktisk ingen, der troede på det, og nogle medier havde endda gjort sig lystige ved at skrive, at Pernille Blumes bedste chance for at vinde en medalje i 50 meter fri var, hvis alle de andre udgik. Men Pernilles indre monotone peptalk virkede, for i gang kom hun, og da hun efter de 50 meter igen stak hovedet op af vandet, havde hun skrevet historie ved at være den første danske olympiske mester i sin disciplin siden 1948. Siden har både medier og seere verden over været ved at falde bagover af bare begejstring over den lille blonde danske pige, der nærmest gik i baglås, da det gik op for hende, at hun havde vundet.

– Det er totalt to personer, fra jeg er nede i vandet og helt rolig, til jeg slår hånden ind og ser det. Det er, som om den Pernille, som havde holdt al nervøsiteten og alle forventningerne inde, hun måtte pludselig godt komme ud af skabet, og så var det bare: Aaarhhh ... haha. Det var bare så vildt!

Havde mistet sig selv

Men bare et halvt år før Pernilles triumf hang hendes OL-deltagelse i en tynd tråd. Efter år med hård træning og stramme rutiner, var hun nået til et punkt, hvor hun ikke kunne kende sig selv.

– Jeg følte virkelig, jeg havde mistet mig selv. Jeg var syg hele tiden, min krop sagde fysisk fra. Så jeg tænkte, jeg var nødt til at holde en pause, ellers ville jeg gøre min krop syg. Det er måske lidt overdrevet at sige, men jeg følte jo også lidt, at mit sind var sygt, for jeg kunne slet ikke slukke for mine tanker og min hjerne, og så vidste jeg godt, det var på tide at trække stikket og slappe af og lave noget andet.

Læs også: Man skal ikke være bange for at være dygtig, siger korrespondenten Stephanie Surrugue

– Jeg har fundet ud af, at den måde, jeg trænede på, og det, jeg fik ud af det til konkurrencerne, slet ikke var i overensstemmelse med hinanden. Jeg vidste godt, at jeg trænede som en svømmer, der var meget bedre end det, der viste sig i konkurrencerne, men mange gange var det min mentalitet, der satte en stopper og en begrænsning for mig. Jeg var nervøs og gik aldrig rigtig ind i det med troen på, at jeg rent faktisk kunne. Én ting er at have selvværd og selvtillid i poolen, en anden, at man også er nødt til at have det uden for poolen, og det har jeg ikke haft fra naturens side. Det har virkelig været noget, jeg har skullet kæmpe med. Hver gang jeg stod i en presset situation, blev jeg til lille Pernille, der nærmest skulle beskyttes af nogle andre.

Pernille tog en tre måneder lang timeout fra træningen, forsøgte at glemme drømmene om OL og arbejdede i stedet på at komme til hægterne igen.

– Tit, hvis man er virkelig stresset og gerne vil finde ud af, hvilken vej man skal gå, og hvilket ben man skal stå på, så er det rigtig svært, hvis man hele tiden er i det. Man kan ikke finde ud af at være sig selv, for man når ikke at mærke efter. Jeg kender jo nærmest ikke til et liv uden svømning, så det var bare så vigtigt lige at tage tre skridt tilbage og mærke efter i min krop: Hvad er det, jeg længes efter, hvad er det, jeg synes er fedt, og hvad er det, jeg ikke synes er fedt?

– Jeg har altid haft sådan et pleasergen – jeg må hellere gøre det så godt, at træneren også synes, han får det rigtige ud af det. Og det var også lidt derfor, jeg tog beslutningen om ikke at fortsætte, for jeg var nødt til at blive lidt mere selvstændig. (Artiklen fortsætter under billedgalleriet)

Galleri: Pernille Blume

Hvad har ændret sig, siden du valgte at begynde igen?

– En masse ting – måden, jeg gør tingene på, måden, jeg ser svømning på. Især det dér med resultater, og hvad man får ud af det. Det er ikke svømning, der er afgørende for, om jeg er en succes eller en fiasko her i livet, eller om jeg skal være glad eller ej. Selvfølgelig bliver jeg ked af det, hvis det går dårligt, og det hele bare er lort op til et stævne, men så er det bare ikke dér, jeg skal finde min selvtillid. Og det tror jeg har været afgørende for mig – at alle mine penge ikke kun bliver sat på svømning, men bliver fordelt rundtomkring på de ting, jeg har i livet.

Da Pernille igen var tilbage i klorvandet, mærkede hun, hvor stor en betydning hendes ændrede indstilling havde.

– Jeg opdagede, hvor hurtigt min form kom igen, bare ved at jeg tænkte virkelig positivt om det og følte, jeg bare var glad og bare kunne være til. Jeg var ikke til for at please nogen, jeg var ikke til i det her konkurrencemiljø – jeg VAR bare, og jeg var der bare, fordi der var nogle ting i det, som gjorde mig glad, og som jeg syntes var fede at lave.

 

Tag mig, som jeg er

Pernille følger dog stadig stramme rutiner for at kunne holde sit niveau. Det sidste halve år op til OL trænede hun otte gange om ugen i vandet, dyrkede styrketræning tre gange om ugen og bodyfitness to gange om ugen – som ifølge Pernille er ”mavebøjninger og sådan noget i den lidt mere blide afdeling” ...

– Men det er faktisk bare en vanesag. For mig er det jo også sådan, at det er ikke noget, jeg bare gør, det er også blevet en livsstil og noget, jeg er nødt til at gøre. Selvfølgelig kan jeg altid sige: Nu bliver det for meget, og så har man brug for en dag, hvor man ikke træner, og det er der også plads til. Men jeg tror bare, jeg får en masse ting ud af det og af at presse mig selv. Jeg lærer at tackle nogle udfordringer, som jeg også tror, jeg vil møde senere i livet. Jeg lærer at håndtere pres og at sige fra og stå fast og vide, hvem jeg selv er.

Svømning afgør ikke, hvem jeg er som menneske

Hvordan er det, at alle mulige pludselig synes, du er det mest bedårende væsen?

– Det er da dejligt, men det har været vildt overvældende, som i helt vildt vanvittigt overvældende, og jeg tror stadig, jeg på det punkt har svært ved at forstå det hele. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, jeg er jo stadigvæk bare et menneske, så man får lidt den dér sindssyge status og bliver sat totalt op på en piedestal.

– Svømning afgør jo ikke, hvem jeg er som menneske, og hvordan jeg er over for andre mennesker. Min værdi som menneske falder jo ikke, bare fordi jeg ikke præsterer. Ligesom den heller ikke bliver forhøjet, bare fordi jeg præsterer. Jeg er jo stadigvæk den samme uanset hvad. Én ting er selvfølgelig, at når man får en guldmedalje, så vil der være lidt flere forespørgsler på én, en anden, at som menneske og som person er jeg jo stadig den samme, som jeg var før, så der er jo ikke rigtig noget, der ændrer sig for mig. Jeg når bare en drøm, jeg har haft længe.

– Men det er da også dejligt, og jeg håber, at jeg med denne her guldmedalje kan nå ud til en masse mennesker. Jeg har jo lige pludselig fået en stemme, der taler lidt højere.

Hvad vil du gerne sige med den?

– At det vigtigste i livet, det er virkelig, at man er glad, og at man hele tiden går efter det mål at finde ud af, hvilke ting der gør én glad. Og så kan alt andet virkelig være ligegyldigt.

Læs mere om: