Mille Dinesen
Kendte

Mille Dinesen: Man behøver ikke nødvendigvis at bo sammen med den, man elsker

Mille Dinesen har aldrig været parforholds-pige på den klassiske måde. Hun har en kæreste og har været i forhold det meste af sit voksenliv, men hun bor ikke sammen med kæresten og skal heller ikke nødvendigvis flytte sammen med ham, hvis der kommer et barn en dag. For hvem siger, at den konventionelle kernefamiliemodel er den rigtige?

Mille Dinesen, der er kendt som Rita fra TV2-serien af samme navn, har været kærester med Thomas Busch i mere end 10 år, men de bor ikke sammen, og de har heller ikke planer om det. Det fortæller hun om i et interview i femina.

LÆS OGSÅ: Mille Dinesen: Jeg skal nok blive lykkelig hvad kærlighed angår

- Okay, så I bor ikke sammen? Nej. Men I ER da kærester, ikke? Jojo. Men så skal I vel også flytte sammen, ikke? Folk skal altid lige have den igen. De tror, der er noget i vejen, siden man ikke bor sammen. For det kan man da ikke! Jo, det kan man godt. Men der er så mange normer om, hvordan tingene skal se ud, og jeg føler mig altid lidt som en outcast, lidt speciel, fordi normen stadig er kernefamilie og far, mor og børn. Selv om der jo er sygt mange singler! Men den måde, jeg lever på, er mere undtagelsen end reglen, og jeg kan da mærke, at folk synes, det er lidt anderledes.

Mille Dinesen: Familieliv kan se ud på mange måder

Mille Dinesen er vant til spørgsmålene, men finder det egentlig besynderligt, at folk kan blive ved med at sætte spørgsmålstegn ved, at man ikke er element i en kernefamilie.

– Jeg ved ikke rigtig, hvad det skulle være, jeg ikke får. Jeg har ikke prøvet at være en kernefamilie, og jeg har altid været åben over for alternative måder at leve sammen og have et familieliv på. Jeg har aldrig haft drømmen om far, mor og børn i den konventionelle form – hvilket ikke betyder, at jeg ikke gerne har villet det, hvis tingene var faldet sådan ud. Men jeg har ikke higet efter det for enhver pris.

Læs også interviewet med Rita-stjernen Lise Baastrup 

– Et familieliv kan se ud på mange måder, og i mine øjne behøver man ikke nødvendigvis at bo sammen med den, man elsker. Thomas og jeg lever meget alternativt – i hvert fald i andres øjne – vi bor ikke sammen, han rejser meget med sit arbejde, så vi sidder ikke lårene af hinanden og har ikke det dér hverdagsliv med opvask og sure sokker. Det gode ved det er, at vi så får lov til at savne hinanden, hvilket faktisk er skønt. Det er klart, at der da er noget, man så ikke får, når man ikke ser hinanden hver dag, men jeg tror, jeg foretrækker dét liv – frem for de sure sokker.

Aben flytter altid med

I den nye danske film ”Swinger” sætter instruktøren Mikkel Munch-Fals netop fokus på kernefamilien i al dens væsen og uvæsen. Adam (Martin Buch) har en smuk kone, Iris (Mille Dinesen), en næsten voksen søn, fast arbejde og et dejligt hus i en forstad. Alligevel er det ikke rigtig nok for Adam – der er ligesom noget, der mangler. Selv den årlige swinger-weekend, som Iris og han tager på for at få lidt krydderi på tilværelsen, er blevet rutine. I frustration over sin tabte ungdom og livet generelt forelsker Adam sig i den unge Patricia – hvilket er absolut forbudt i en swingerklub!

– Jeg tror, det er meget godt billede på, hvordan mange parforhold er. Jeg får lyst til at nævne den dér gamle traver med, at man altid tror, græsset er grønnere på den anden side. Hvilket det jo ikke er, for aben flytter altid med, hvis man hopper over på den anden græsplæne. Man er jo lynhurtig til at sige, at det for det meste er mænd, der har det sådan, men det er et faktum, at mænd er dårligere til at være alene end kvinder. Filmen handler jo om vores evindelige jagt på lykken – og skuffelsen over, at den ikke indfinder sig, når vi endelig har fået alt det, vi troede ville gøre os lykkelige.

Kender du selv det?

– Ja, desværre er jeg da også lidt slave af det. Men som Iris siger til Adam i filmen: ”Ligegyldigt hvor meget du klæber dig op ad Patricia, vil du stadig være for gammel til at tage på interrail ...”. Han jagter jo noget, han TROR, han vil blive lykkelig af. Men hvad er et godt forhold? For mig er det at give hinanden plads, sætte hinanden fri og ikke prøve at lave om på hinanden.

Er du god til det?

– Ja, det synes jeg. Jeg er i hvert fald god til at give plads – den dér med ikke at ville lave om på hinanden ... den er svær, det er den sgu. Fordi man jo næsten altid synes, man selv ved bedst. Og det BLIVER bare bedst, hvis vi gør sådan her! Haha! Men opskriften er nok at lade være. Og så acceptere, at man ikke kan få alt i sin partner. Der er nogle ting, man må gøre med andre– med sine venner eller en psykolog eller nogle helt andre. Ellers ender et forhold bare med at blive én lang skuffelse.

Læs også interviewet med Ditte Yla Olsen: Det skræmmer mig ikke at være alene

Tre fædre og en voksen lillebror

Familiemæssigt var Mille Dinesens egen barndom ikke helt normal, når vi taler normer. Følg godt med her:

– Min mor var kærester med Ole, som hun ikke kunne blive gravid med. De gik så fra hinanden, og min mor havde en sommerflirt på Roskilde Festival med Leif, som hun blev gravid med. Hun ville gerne have barnet, men hun og Leif skulle ikke være sammen, så hun gik tilbage til Ole, som sagde: ”Okay, det er lidt mærkeligt, at du er gravid med en anden, men det prøver vi ...”. Det var jo 1970’erne, ikke?

– Så Ole var der i de første år af mit liv, hvor Leif bare kom en gang imellem og lige så mig. Så møder min mor Peter til en fest i ismejeriet i Brumleby, hvor hun stadig bor. Og hvor jeg også bor. Og Ole. Nå, men min mor bliver smaskforelsket i Peter, de finder sammen og Peter adopterer mig. Ole finder sammen med Sys, og de fire bliver så bedste venner. Og Ole og Sys får andre børn, som jo på en måde er mine søskende.

Pyuh ... øjeblik! Hvem tænker du så far om?

– Peter. Jeg var jo kun et par år, da han kom ind i mit liv. Jeg tog kontakt til min biologiske far for 15 år siden, vi har stadig kontakt i dag, og det er dejligt. Faktisk ”fik” jeg en lillebror, Oliver, for fem år siden, som er fire år yngre end mig.

– Bagsiden af medaljen ved den hippietid var, at det hele var lidt sådan: Det taler vi ikke om. Ikke fordi jeg har savnet noget, for Peter har været den bedste far, jeg kunne tænke mig, men det er klart, at jeg begyndte at tænke over det, da jeg blev ældre. Det viser sig så, at Oliver, som jo er min biologiske bror, er musiker og har spillet sammen med min eksmand Jakob Dinesen. Det hele er totalt filtret sammen og langt ude, haha. Så måske er det derfor, jeg er så åben over for alternative familieformer, griner Mille Dinesen.

Læs også: Camille Jones fik barn alene: Det var ingen nem beslutning

Jeg har aldrig nået at kede mig

Hun var kun 19 år, da hun mødte sin første store kærlighed, musikeren Jakob Dinesen, som hun blev gift med og var sammen med i 12 år.

– Vi boede sammen, men vi var ikke sådan nogle typer med parmiddage – og så køber du ind i dag, og så gør jeg det i morgen. Vi havde meget hver vores liv og var meget selvstændige, og det fungerede faktisk ret skønt. Så jeg nåede aldrig at sidde og kede mig som Iris i filmen – det har jeg faktisk aldrig gjort i et forhold.

Er det en bedre måde at leve på i virkeligheden, halvdelen af os bliver jo alligevel skilt ..?

– Vi er jo vidt forskellige på det punkt, men jeg føler, der er ved at blive åbnet for alternative måder at leve sammen på. Vi skal nok lige have noget mere erfaring med det, så der går nok nogle år, før det bliver ”normalt”. Der er efterhånden også en del, der får børn med en ven i stedet for med en kæreste, og det fungerer da fint for mange. Jeg har selv prøvet det, men det lykkedes ikke. Jeg har altid rigtig gerne villet have børn, det har bare været pissesvært for mig, men jeg har ikke givet op endnu.

Hvis du og din kæreste får et barn, skal I så flytte sammen?

– Det er ikke sikkert. Selvfølgelig vil der være en periode, hvor vi skal være meget sammen, men nej, ikke nødvendigvis. Jeg er helt klart en parforholds-pige og har været i forhold det meste af mit voksenliv, men ikke på den klassiske måde. Jeg synes sagtens, man kan have friheden til at gøre, hvad man vil, og samtidig gøre det sammen med den, man elsker, uden nødvendigvis at bo sammen.

– Der kan måske godt være en lille bagside ved det, jeg har gang i, rent parforholdsmæssigt – jeg kan godt indimellem sidde og tænke: Årh, I har bare det dér sammentømrede liv!, om mine veninder, der bor sammen med deres mænd. Til gengæld véd jeg, mange af dem misunder mig min frihed. Jeg er god til at være alene, måske også lidt FOR god til det. Og så er jeg meget, meget uromantisk. Thomas er meget romantisk og helt vildt god til at lægge små sedler og sådan noget, og indimellem bliver han lidt skuffet over, at jeg ikke også er sådan, og det kan jeg godt forstå. Men jeg har det bare ikke i mig. Jeg bliver sådan underligt befippet og forlegen.

Det PLEJER ellers at være kvinderne, der brokker sig over, at deres mænd er uromantiske...

– Ja, dér har vi den igen! Normen. Men man er jo forskellige i et parforhold. Og dér kan jeg godt være lidt dum indimellem og tænke: Jamen, han må da føle det samme som mig! Det gør han jo overhovedet ikke! Han er jo sig selv og et helt andet menneske. Hvis det gør ham glad, at jeg skriver en lille seddel, skal jeg jo gøre det. Selv om jeg har det på en anden måde selv. Men jeg er jo som alle andre i konstant udvikling som kvinde og menneske, og parforholdet er et af det steder, man lærer allermest. Uanset formen på det.