mathilde falch
Underholdning

Mathilde Falch kom ud af anoreksi og misbrug: ”Jeg var ved at dø”

22. oktober 2015
af Susse Wassmann, redigeret til web af redaktionen
Foto: Carsten Seidel
Sangerinden Mathilde Falch har altid været bevidst om, at hun var misbruger, og i mange år styrede anoreksi, cutting, stoffer og alkohol hendes liv. I dag er hun kommet ud på den anden side og har lært at håndtere at have det svært.

Mathilde Falch skulle helt derud, hvor hun var ved at dø af sit misbrug, før hun kunne sige: Det er ikke det, jeg vil. I dag har hun sluppet misbruget – blandt andet med hjælp fra en skideballe fra sine søstre. Det fortæller hun i et interview med FEMINA i denne uge.

For syv år siden lå Mathilde Falch på en psykiatrisk afdeling og hørte Aimee Manns smukke sang “Save me” på sin mp3-afspiller. Hun var så syg af anoreksi, at hendes organer næsten havde sat ud, og hvis ikke der havde siddet en vagt ved hende 24 timer i døgnet, havde hun selv hjulpet til det sidste stykke vej. Men så var det, hun hørte den sang.

-Det var ordene. Et ønske om, at nogen kunne fjerne denne her smerte. Jeg fandt pludselig ud af, at det kun var mig selv, der kunne tage den kamp op, at det ville kræve noget af mig, men at jeg havde lyst til at gøre det, fortæller Mathilde Falch.

”Vi har en aftale om, at jeg ikke må dø”, siger korrespondenten Puk Damsgaard

Langt nede

-Der er nok mange, der kender det dér med at være så langt nede, at det fandeme er svært at kigge op og få livslysten igen. Men det fik jeg. Og det var vel også den klassiske med, at jeg fandt ud af, at jeg ikke var alene. Jeg fik ligesom øjnene op for, at der sgu var andre, der også havde det svært. Og at det handlede om at lære at håndtere at have det svært, siger Mathilde Falch

Mathildes misbrugshistorie er lang og alvorlig. Sideløbende med anoreksien har hun skåret i sig selv, haft et kokainmisbrug og et alkoholmisbrug.

-Misbruget har fyldt rigtig meget i mit liv. Jeg har helt klart afhængighedsgenet i mig, og jeg har været meget bevidst om, at jeg var misbruger, siden jeg var helt ung. Det var efter indlæggelsen, jeg startede på kokainen, og den slap jeg først for alvor, da jeg blev kærester med Jesper (Juhl, red.) for godt fem år siden. Alkoholen har jeg haft sværere ved at komme ud af – det har ligesom været mere legalt. Men til sidst var det ikke sjovt længere. Hele mit voksenliv har det været et stort tema, som jeg har brugt – og bruger – rigtig meget energi på.

Planlagde at dø

Da Mathilde Falch blev indlagt for sin anoreksi, var hun så tynd, at det ikke var sikkert, hun ville overleve.

-Men der var ingen af os, der vidste, hvor slemt det egentlig stod til, og det kom også bag på mig selv. At jeg rent fysisk var ved at dø. Organerne havde næsten sat helt ud, så jeg blev lagt helt stille og måtte ikke bevæge mig i mange måneder. Jeg blev tvangsfodret og kørt rundt i kørestol, måtte slet ikke røre mig, siger hun.

Havde du planlagt at dø?

-Ikke på det tidspunkt. Men det gjorde jeg, da jeg blev indlagt, for da virkede det helt sort, det hele. Jeg var så psykisk syg, så besat, at jeg ikke kunne tage kontrollen tilbage. Men jeg havde en vagt, der sad og kiggede på mig 24 timer i døgnet, så jeg kunne heldigvis ikke komme til det.

En skilsmisse efterlod skuespiller Anne Sofie Espersen i granatchok. Læs, hvordan hun kom videre

Første gang det for alvor gik op for Mathilde, at hun havde et misbrug, hun ikke selv var herre over, var midt i en telefonsamtale med sin mor, efter Mathilde var blevet udskrevet fra hospitalet. Hun sad og tog coke, mens de talte i telefon, og pludselig blackout’ede hun. Moren fandt hende bevidstløs i lejligheden.

-Der var ingen grænser for mig, det kørte fuldstændig af sporet. Og jeg skulle helt ned og vende, helt derud, hvor jeg kunne dø af det, før jeg kunne sætte kryds ved det og sige: Tjek, nu har jeg prøvet det, siger Mathilde Falch.

”NU ER DET NOK!”

-Mine forældre fortalte mig bagefter, at de engang i sjov havde aftalt, at hvis nogen af deres børn begyndte at tage stoffer, så ville de låse os fast til varmeapparatet med håndjern indtil vi var clean igen. Og det var nærmest det, de gjorde. Jeg var inde på et værelse i halvanden måned, hvor jeg fik mad og drikke og kun måtte være dér.

Hjalp det så?

-Ja, det var en kæmpehjælp, for jeg havde brug for den måde at håndtere det på. Mine søstre kom også ned og spurgte, om jeg vidste, hvad det gjorde ved deres liv. At de ligesom døde lidt indeni også. De havde lige troet, at jeg skulle dø af anoreksien, og nu kom det her. Det var virkelig fedt, de gjorde det, for det har prellet lidt af på mig, når folk havde medlidenhed med mig eller var lidt for kærlige. Men at få sådan en skideballe – det virkede! At der var nogen, der sagde: NU ER DET NOK!, fortæller Mathilde Falch til FEMINA.

”Det er et tabu at få børn alene”, siger Mia Lyhne, der valgte at få tvillinger alene

Læs også