Lars Brygmann
Underholdning

Lars Brygmann: "Når dagen er omme, så er jeg altså 61. Og det er sgu okay."

13. december 2015
af Susse Wassmann
Foto: Carsten Seidel
Lars Brygmann er meget forsigtig med at have meninger om andre mennesker og deres måde at gøre tingene på. Hvorfor? Fordi der altid er en grund til, at folk gør, som de gør, og i ni ud af 10 tilfælde vil du forstå hvorfor, hvis du sætter dig ned og lytter. Det er vi blevet for dårlige til, mener han – og vi risikerer at stagnere og miste evnen til at flytte os som mennesker. Selv er han blevet 61 år - men har ingen planer om at gå på pension, for han kan virkelig godt lide sit arbejde.
Engang kom Lars Brygmann til at åbne døren for Jehovas Vidner. Han havde lige talt med et af sine børn om tro, og det kunne da måske være meget interessant at få en snak med dem, tænkte han. 10 minutter inde i samtalen indså han, at han havde taget fejl. – De var overhovedet ikke interesserede i dialog, de var udelukkende interesserede i at gøre mig til Jehovas Vidne, og dér kunne jeg mærke, at jeg visnede indvendig. For sådan en samtale er jo røvkedelig. De sagde ikke: ”Nå, jamen det kan da godt være, han har ret i, at et menneske ikke kan blive 800 år, lad os høre, hvad han mener om det ...”. Det tror de jo på, og det ville være ret indlysende at lytte til, hvad andre har at sige om det. Men de var kun interesserede i at få mig over på deres side, og sådan foregår mange samtaler faktisk. Det handler om at komme af med sine meninger og ”vinde” over den anden, siger Lars Brygmann. Det optager ham, det dér med at samtale. Med tryk på sam-. Og da snakken falder på de sociale medier, hvor der ikke ret ofte er tryk på sam- i samtalerne, konkluderer han hurtigt, at det nok ikke er noget for ham. Det eneste, Lars Brygmann har, er en Instagram-profil, som han er virkelig dårlig til at pleje. – Det dér udgangspunkt om, at alle mennesker i virkeligheden gerne vil tale sammen stille og roligt, det eksisterer jo ikke mere. I dag bliver alt og alle mistænkeliggjort – selv Özlem Cekic og hendes dialogkaffe blev udskammet. For hvad er hun ude på? Det er garanteret ikke i orden! Jeg er ikke vild med den måde at kommunikere på, så jeg tror ikke, jeg ville kunne begå mig på de sociale medier.

DU SKAL HYGGE DIG!

I Paprika Steens nye alternative julefilm ”Den tid på året”, hvor Lars Brygmann spiller den selvhøjtidelige journalist Torben, er de så dårlige til at lytte til hinanden, at den juleaften, som skulle have lignet et stillbillede fra ”Peters jul”, ender i kaos: ”Ingen kan leve op til det billede, man skaber af en aften i ro, kærlighed og omtanke for hinanden. Derfor er julen for mig årets mest sørgelige og stressende og løgnagtige aften af dem alle. Familiens mest afslørende fotografi af en ca. syv timers lang løgn, fyldt med selvpromovering, kærlighedshunger og sorg”, skriver Paprika om sin film. Oplever du også julen sådan? – Oplevelsen af julen er jo subjektiv, men jeg synes, filmen er loyal over for, hvordan det sagtens kan være. Det oplevede vi, da vi viste den i London, hvor flere kom over til os bagefter og spurgte, om vi havde været hjemme og filme deres jul. For der var virkelig mange, der genkendte det. Det er ikke et billede på min egen jul, men jeg kan sagtens genkende, hvor højspændt det kan være, det hele. På papiret skal det være en hyggelig aften, en aften i kærlighedens navn. Det vil sige, at der ikke er plads til mishagsytringer og fnidder, og hvis der opstår noget, skal det fejes ind under gulvtæppet med det samme. For du SKAL hygge dig. Folk skal have de gaver, de har ønsket sig, ingen skal opleve noget, der ikke er rart. Så skal der kun en lille gnist til, før det hele eksploderer. Hvordan holder du selv jul? – Nu er jeg jo fraskilt, så jeg holder jul med min ekskone og vores to børn. Jeg har oplevet de dér kæmpestore juleaftener med enormt mange mennesker, og det var kaos, synes jeg. Derfor prøvede vi de følgende år bare at holde det os fire, og det er enormt rart. Sådan har det været gennem hele børnenes barndom, og når jeg har foreslået dem at udvide julen, har der lydt et rungende nej! LÆS OGSÅ: Eks-jægersoldat Thomas Rathsack: "Jeg ville ALDRIG tolerere, at en kvinde lagde det tøj frem, hun mente, jeg skulle tage på"

LYKKELIG HIPPIETID

Han meldte sig i virkeligheden allerede ud af juleræset, da han var 17 år og begyndte at tage på skiferie med sine venner hvert år i december. Siden rejste han rundt i Sydamerika i nogle år, væk fra familien, som først holdt til på Østerbro i Købehavn, hvor Lars blev født, og siden flyttede til den lille by Kølvrå i Jylland, hvor forældrene begge fik arbejde på den lokale skole. Da Lars var seks år, flyttede familien Brygmann tilbage til Sjælland, nærmere bestemt Glostrup, seks år senere landede de i Hvidovre. Lars Brygmanns forældre var begge fritidspædagoger og arbejdede i 17 år på det samme fritidshjem, hvor de gik og pyntede lofterne med silkepapirsfisk og holdt temauger sammen. – De var altid sammen, og vi børn kom tit over på fritidshjemmet efter skole og var hos dem. Jeg husker det som en god og tryg barndom, hvor man fik lov til at passe sig selv. De første tre år gik Lars i skole i Glostrup, men mor Brygmann havde på et tidspunkt været vikar på den kreative Bernadotteskolen i Hellerup, og her ville hun gerne have, at hendes børn skulle gå. – Det var en lykkelig tid. Det var dengang, man købte økologiske frugter med brune pletter, der var tre gange så dyre i helsekostforretningerne, og drak kornkaffe og Marcussens Universalthe, som var den eneste urtete, der fandtes, og som smagte frygteligt. Jeg købte tøj i Janus, og kom engang til en fest, hvor en af pigerne havde den samme tunika på som mig, og det var bare helt i orden, haha. Det var min tid, hippietiden. – Jeg overvejede aldrig at gå i gymnasiet, for jeg var ikke specielt boglig. Jeg ville have en uddannelse, jeg kunne rejse med, og vi var nogle drenge, der blev enige om, at vi ville rejse jorden rundt, når vi blev færdige. Så da jeg var færdiguddannet, arbejdede jeg kun som tømrersvend et halvt år, før vi tog af sted. I dag er det 40 år siden, vi tog ind til Hovedbanen og tog toget til Luxembourg, fløj videre til Barbados, Granada og Trinidad, så til Syd- og Mellemamerika og derfra til Californien, hvor jeg arbejdede som tømrer. Det er det bedste, jeg har gjort i mit liv. Det var så ubekymret. Jeg tror, jeg ringede hjem to gange på halvandet år, fordi det var så dyrt, ellers skrev jeg breve. Man var virkelig væk. I dag forventes det jo, at man har kontakt hele tiden, fordi vi har mobiltelefoner, så jeg er glad for, at jeg nåede at prøve det, siger Lars Brygmann.

MILITÆRNÆGTER

Han vendte hjem som den sidste i 1980 og fortsatte med at arbejde som tømrer. – Men det var ikke rigtig det, jeg ville, kunne jeg mærke. Jeg tænkte, at jeg måske skulle være pædagog som mine forældre, så jeg droppede tømrerarbejdet og fik job på et fritidshjem. Jeg kunne godt lide ungerne, men jeg var slet ikke interesseret i at lime ispinde sammen og hænge fisk op i loftet. Jeg var alt for rastløs. Så da jeg blev indkaldt til militæret og skulle være nægter – jeg var jo gammel DKU’er (Dansk Kommunistisk Ungdom, red.) og pacifist – gik jeg ind på CaféTeatret og spurgte, om de havde brug for en militærnægter. Da de hørte, jeg var tømrer, røg der en kontrakt over bordet med det samme, og så begyndte jeg at gå og bygge kulisser dér. Nogle af de frivillige på teatret havde etableret noget, der hed Dramaskolen, og da de manglede en mand på holdet, sprang Lars Brygmann til. Han stoppede dog kort efter, for opdelingen mellem teknikere og skuespillere var skarp og ikke sådan til at blande. Men noget var tændt i ham. – Jeg blev mere og mere optaget af skuespillet, når jeg som tekniker sad og kørte lys på forestillingerne. Det var en anden verden, der havde åbnet sig for mig, kunne jeg mærke, og jeg havde faktisk ret nemt ved det. Det var bare en leg for mig. En forlængelse af at sidde på en stol og så rejse sig op og være en eller anden. Det, man kalder naturtalent? – Måske. Jeg fandt en måde at udtrykke mig på, som ikke var gennem hænderne, men gennem sjælen, hvis man kan sige det sådan. Tømrerfaget er fantastisk, man kan så mange ting med det, men da jeg opdagede, at jeg kunne bygge nogle ting op inde i andre mennesker ved at lave nogle udtryk på scenen, var det for mig en kobling mellem de to ting. For det er 90 procent håndværk at være skuespiller og 10 procent noget udefinerbart, som nogle kalder kunst. Jeg har aldrig kaldt mig selv kunstner, og det er ikke krukkeri. Det er, fordi jeg ikke rigtig ved, hvad det dækker over.

POSTBUD OG DR. DANTE

Ud af det lille dramahold på CaféTeatret blev der skabt en fireårig uddannelse, som først hed Tsarens Hof og siden blev til Teater Får302. Da Lars Brygmann som 30-årig fik papir på, at han nu var uddannet skuespiller, fortsatte han på teatret, men begyndte også at komme i miljøet omkring det nyskabende ungdomsteater Dr. Dante og fandt langsomt ud af, at det rent faktisk var et rigtigt fag, han var havnet i. Hvor man fik løn! Ikke noget, han havde været forvænt med på Får302. Her levede han af understøttelse og en tjans som postbud, så han kunne passe teatret samtidig. Privat var han flyttet ind i en herskabslejlighed på Christianshavn sammen med en god ven og to piger. Lidt kollektiv-agtigt med fællesspisning og madkasse. Du var medlem af DKU en overgang – var dit barndomshjem et politisk hjem? – Nej, ikke særligt, men mine forældre hørte til på venstre side. Jeg kunne godt lide den socialistiske tankegang, og i dag er jeg stadig politisk interesseret, men tilhører ingen bestemt retning. Det er befriende – og en øvelse! – hele tiden at forholde sig åbent til alt og ikke lade sig styre af nogen absolutter, for det betyder, at man som udgangspunkt skal sætte spørgsmålstegn ved alt det, man bliver præsenteret for. Jeg minder hele tiden mig selv om det, og jeg falder ofte i og tror, ting er på en bestemt måde, fordi jeg har hørt eller læst det. – I dag skal du som politiker bare indrømme én fejl, så bliver du klasket på forsiden og udråbt som uduelig og latterlig. Jeg har så meget respekt for dem, der går ind i politik, for det er meget nemt at stå på sidelinjen og råbe og skrige og kaste op over, at de ikke kan finde ud af at styre landet. Jamen, du er da velkommen til at prøve at styre det udvidede husholdningsregnskab selv! Det er nok ikke helt nemt, vel? De færreste er bevidste om, hvor kæmpestort et ansvar det er, og jeg synes, man skal tænke sig om, før man angriber andre mennesker, og i det mindste være lidt konstruktiv og opbyggelig, når man brokker sig. LÆS OGSÅ: Steffen Brandt: "Jeg ville gøre det hele om en gang til - bare bedre"

BØRN – MEN MED HVEM?

Lars Brygmann fik sit gennembrud som den småsynske og indadvendte kriminalkommissær La Cour, da TV-serien ”Rejseholdet” lagde gaderne øde første gang i år 2000. Faktisk overvejede han, om han overhovedet skulle gå til castingen, fordi han på det tidspunkt var en rigtig god teaterskuespiller. – Og man gad jo ikke være med i en eller anden halvdårlig TV-serie, så folk kunne sige: ”Åh nej, er du havnet der?”. Haha! Så jeg talte meget med Mads Mikkelsen om det, jeg var virkelig i tvivl. Men endte med at gå til casting på den, heldigvis. Det blev jo en kæmpesucces, og vi blev modtaget som konger, når vi rejste rundt i landet. På privatfronten gik det noget langsommere. Lars Brygmann havde været klar over i mange år, at han gerne ville have børn, men det gik ikke helt, som han havde tænkt sig. – Det er jo ikke noget, man selv kan bestemme. Der er mange ting, der spiller ind, og det mest irriterende var, når jeg mødte nogen, der sagde: ”Du skal da til at få dig nogle børn!”. Jeg kunne have pandet dem en! Som om det bare er en beslutning, man selv tager. ”Nå ja, godt, du siger det! Jeg skynder mig lige hjem og befrugter min sædcelle med min sædcelle!”. – Men det var også en sorgfuld tid, for jeg vidste, at jeg ikke ville leve et helt liv uden børn. Jeg havde kærester on and off, men sjældent langvarige forhold. Så møder man en, der ikke er klar til børn, en, der har børn, eller en, der ikke vil have det. Det var bare ikke god timing.

”RAR” SKILSMISSE

Det var det til gengæld, da Lars Brygmann mødte journalist Katrine Salomon. – Vi havde ikke været sammen særligt længe, før hun blev gravid, for Katrine ville gerne have børn med det samme. Siden har vi talt om, at det måske havde været godt at have kendt hinanden lidt længere, inden vi fik børn, men sådan kan man ikke planlægge det jo. Der er så mange varianter – nogle får børn med det samme og bliver sammen resten af livet, mens andre venter flere år og bliver skilt, når de får barnet. Der er ingen ideelle måder, og det trøster mig i dag, hvis jeg indimellem ærgrer mig over min skilsmisse. Så ser jeg mig omkring og tænker: Hvor er det, du så gerne vil være i stedet for? Og det kan jeg ikke se nogen steder. Jeg kan ikke se mig selv andre steder end dér, hvor jeg er nu. Er det bevidstheden om, at man splitter en familie ..? – ... som ikke huer mig, ja. Men man er jo blevet så voksen, at man er nået til en erkendelse af, at der er mange ting i livet, man ikke kan styre. Jeg havde i mange år en idé om, at når man først får børn, så har man skrevet en kontrakt med livet om, at så bliver man sammen. For man kan ikke tillade sig at splitte en familie op. Så må man fandeme holde sammen, om ikke andet til børnene flytter hjemmefra, for man kan ikke byde dem, at de skal flytte frem og tilbage, fordi mor og far ikke kan finde ud af det. Jeg så nærmest lidt ned på folk, der ikke kunne finde ud af det. Indtil jeg stod i den situation, hvor jeg ikke kunne finde ud af det selv. Man vil jo så meget, men der kommer bare et tidspunkt i livet, hvor man må give op over for nogle af tingene. Det er for de fleste en falliterklæring, indtil man kommer videre og ser, at éns børn stadig udvikler sig i en udmærket retning og faktisk har det godt. Har I gjort jer umage for at forblive gode venner efter skilsmissen? – Det har vi ikke behøvet, for vi ER gode venner. Skilsmisser er jo aldrig rare, men jeg kan høre, når jeg taler med andre, at vores har været en af de rarere af slagsen. Jeg er meget forsigtig med at have holdninger om andre mennesker, for man kender ikke folks situation, alligevel er man lynhurtig til at være fordømmende og fortælle dem, hvordan de skal opføre sig. Pas dine egne ting, og snak med folk. Der er en grund til, at de gør, som de gør. LÆS OGSÅ: Ann Eleonora Jørgensen: "Jeg er meget bevidst om, at livet er nu og her"

JEG ER ALTSÅ 61

Det har du sagt nogle gange nu – er det noget, der ligger dig på sinde? – Ja, det er det nok. For i ni ud af 10 tilfælde vil du forstå, hvorfor folk tænker og handler på en anden måde, end du selv gør, hvis du lige prøver at lytte til dem. Det betyder ikke, at den er forkert, det er bare en anden måde end din egen. I dag er der ikke så meget tale om dialog, det handler om at komme af med sine synspunkter og ”vinde” over den anden. Du bliver argument-resistent, for du kan ikke tillade nogen sprækker i dine synspunkter, det er at tabe ansigt. På den måde er det virkelig svært at være menneske, synes jeg. For vi mister evnen til at lytte til hinanden og være sammen på en frugtbar måde og selv flytte os. Og det er jo dét, der er så fantastisk i livet. Det er derfor, man tager ud at rejse. Man erfarer, at der er andre måder at leve på end éns egen. Hvis ikke du har lyst til det, så stagnerer du og stener til. Hvad skal der ske fremover i dit liv? – Jeg har ingen planer om at gå på pension, for jeg kan virkelig godt lide mit arbejde og jeg håber, jeg kan blive ved. For 20 år siden vidste jeg jo heller ikke, at jeg ville være her i dag. At jeg havde fået børn, var blevet gift og skilt igen og mødt en ny. Du har en kæreste? – Ja, vi har været sammen et år nu, men vi bor ikke sammen. Du er 61 – hvordan har du det med at blive ældre? – Altså, 23 timer i døgnet er det jo ligegyldigt. Det er kun, når jeg bliver konfronteret med det eller læser om en mand i avisen på 61, der har mistet livet. Så tænker man: Nåja, man har jo også efterhånden levet sit liv … Høhø. Det er jo en ældre mand. Men jeg er jo også en ældre mand. I dag har folk en trang til at føle, at vi bliver ældre på en HELT anden måde. Man har brug for at klamre sig til, at man ikke bliver gammel, eller at man er gammel på en anden MÅDE, end de andre har været. Men ved du hvad: Når dagen er omme, så er jeg altså 61. Og det er sgu okay. Lars Brygmann, 61, skuespiller. Bror til Martin Brygmann. Har børnene Fernanda, 18, og Carlo, 15, fra sit ægteskab med journalist Katrine Salomon. Har en kæreste, men bor alene i Charlottenlund. Lige nu kan du opleve ham som den selvhøjtidelige, middelmådige journalist Torben i Paprika Steens juledrama ”Den tid på året”.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_4.png

Læs også