Kendte

Kronprins Frederik i jordskælvsramte Nepal: Jeg vil tage hjem og fortælle mine børn, hvor hårdt folk kæmper

Kronprins Frederik var med Røde Kors helt derude, hvor nødhjælpen har sværest ved at nå frem. Femina var med, og det blev til flere snakke om at værdsætte, at vi egentlig har det meget godt. Og ja, han er lige så sød, som man tror!

Der er noget dejligt befriende ved at se, at han sveder mindst lige så meget som mig og også har rester af rød hennafarve løbende ned langs næseryggen. En dag med trekking op ad stejle bjergsider i Himalayas forbjerge og kaskader af pludselig monsunregn har sat deres spor. På både kronprinsen og resten af vores delegation. ”Sved blandet med monsunregn giver en smule afkøling,” som han siger. Selv om jeg tidligere har set billeder af Danmarks kommende konge i både sports- og militærtøj, er der noget meget menneskeligt over at stå over for ham, når han er iført kakishorts og vandrestøvler. Og T-shirt mærket med ”Røde Kors”, som netop er årsagen til, at vi står her og laver et interview i en landsby i Lamjung-området tæt på Nepals skyer. Og grunden til, at vi har fået lov til at komme helt tæt på og opleve kronprins Frederik i en meget afslappet udgave. Hvor kronprinsen er den, der spørger, om man har sovet godt. Og den, der ubemærket lader det fare, når man, mens man lige losser sig selv mentalt over skinnebenet en enkelt gang, svarer: ”Jo tak, hvad med DIG?”.

En rulle på ryggen

Tilbage til årsagen. Som kommitteret for Røde Kors er kronprinsen på arbejdsrejse i Nepal, og vi er en lille flok pressefolk, der har fået lov til at komme med. Da hovedstaden Kathmandu kommer til syne fra flyveren, skinner solen og får byen til at glimte, når det skarpe lys falder på bliktagene på miniaturehusene under os. Umiddelbart er det smukt. Blikket er spritnyt og derfor ikke rustent efter år med regnfulde monsunmåneder. Men de nyerhvervede tage fortæller også historien om, hvad der skete for bare fem måneder siden. To jordskælv rystede Nepal, jævnede landsbyer med jorden og lagde utallige bygninger i hovedstaden i ruiner. Knap 9.000 mennesker omkom.

Godt 600.000 hjem blev ødelagt. I alt blev 8 millioner nepalesere berørt af jordskælvet. Røde Kors har sørget for nødhjælp til tusindvis af mennesker, blandt andet i form af midlertidige sheltere i blik, og kronprins Frederik skal nu ud at opleve, hvor ødelæggende en katastrofe i et af verdens fattigste lande kan være – og hvor stort et arbejde der kan gøres, når en nødhjælpsorganisation træder til. Han tøver heller ikke med at være den første til at melde sig til at smide en stor rulle blik på ryggen for at bære det op til en af de nepalesiske landsbyer, man kun kan nå til fods. Nødarbejdet skal helt ind under huden. 

Når korrespondenten Puk Damsgaard er på arbejde i konfliktområder, har hun lavet en helt særlig aftale med sin mand: Hun må ikke dø. Læs interviewet på femina.dk

– Jeg kan kommunikere bedre, hvis jeg har prøvet det på min egen krop. Selvfølgelig kan jeg godt lide det fysiske, det er ingen hemmelighed, men det er ekstra givende for mig at komme helt ud i ”de spidse ender” og mærke det hele i stedet for at sidde ved mødeborde og få PowerPoint-præsentationer. Jeg bliver berørt på alle sanser, når jeg kommer så langt ud, som det overhovedet er forsvarligt. I det her tilfælde er Nepal et land, som er meget fredeligt, så det har ikke været noget problem. Det er en uvurderlig god oplevelse for mig at have med i rygsækken, fortæller kronprinsen. Og Røde Kors’ arbejde gør indtryk.

– Det er fantastisk at være med Røde Kors og se den pragmatisme, som de besidder. Og det overblik, de lynhurtigt danner sig efter sådan en naturkatastrofe. Nepal er jo et fantastisk eksempel på, hvordan Røde Kors’ arbejdsprocedurer fungerer. Hvor man ved, hvad man vil opnå, og hvad man skal give de her mennesker. Og den taknemmelighed, vi har mødt over det, Røde Kors har gjort – det gør én stolt som dansker!

Blomster og gedemælk

Vores todages trekkingtur i Himalayas forbjerge, hvor vi kommer helt tæt på lokalbefolkningen, giver begrebet taknemmelighed en helt ny betydning. Efter at have kørt i timevis på noget, der næsten ikke kan kaldes veje, og med flere kærlige tanker til de køresygepiller, jeg i sidste øjeblik fik smidt i tasken, kan vi pludselig ikke komme længere i bilerne. Og her står den første velkomstkomité klar. Og det fortsætter gang på gang, mens vi vandrer opad fra landsby til landsby i Pachok-området. Ved hver by står nepalesere, klædt i traditionelt tøj i alverdens farver, og klapper, spiller musik, hilser den nepalesiske hilsen ”namesté” med håndfladerne mod hinanden, og overdænger os – kronprinsen i særdeleshed, men ingen af os slipper, end ikke PET-vagterne – med blomsterkranse, silketørklæder og ”tikka-mærker” af ris blandet med rød hennafarve, der bliver klasket i panden på os. De står gavmildt klar med blikkrus, vi skal drikke af. Varm gedemælk med hvidløg. Det er ikke ligefrem en blanding, der får mundvandet til at løbe, men når folk byder i en god mening, så drikker man. Også kronprinsen. Og så krydser man ellers fingre for, at det ikke starter en maveinfektion. ”He looks so handsome, like a hero”, siger en af landsbyens unge kvinder. Flere af kvinderne har glemt at spise frokost, fordi de var så spændte på besøget. Ikke engang landets politikere gider vandre hele vejen op i 1.500 meters højde for at besøge landsbyen.

Helle Merete Brix lå under et bord i Krudttønden, da Danmark blev ramt af et attentat i februar. Læs interviewet med hende her

Nepalesernes taknemmelighed over besøget er lige så overvældende som de ubeskriveligt smukke bjerge, der breder sig, så langt øjet rækker. Hele dalen ånder efter monsunregnen, der har gjort rismarkerne frodigt mørkegrønne – og os helt gennemblødte.

– Det er jo fantastisk at gå i sådan et smukt område. Der er højt til loftet, og jeg kan lade tankerne fare. Den buddhistiske/hinduistiske tro, som hersker her, er meget balanceret, synes jeg. Meget rolig. Og det er klart, at det præger én, siger kronprinsen. Og så er der alle farveindtrykkene. Især kvindernes påklædning.

– Jeg synes virkelig, de klæder sig flot. Især kvinderne. Og det er jo noget, de også bærer i hverdagen, og ikke kun fordi vi er her. Det er fantastisk at se, at de er så tro over for deres kultur.

”Vi har det godt”

Og så er der nepalesernes glæde. Uforbeholden på en måde, danskere måske godt kan lære lidt af. Det er ikke ofre, vi møder, men mennesker, som kæmper, genopbygger og nægter at give op – selv om de i de seneste fem måneder har boet i midlertidige sheltere af nødhjælpsmateriale, fordi de ikke tør sove i deres huse af frygt for endnu et jordskælv. Og det går ikke kronprinsens opmærksomhed forbi.

– En af de største oplevelser har været at se nepalesernes vilje og styrke, både fysisk og mentalt, til at komme videre. De har selv hjulpet med at rydde op, og så fortsætter de livet, for det skal leves, der skal mad på bordet, og børnene skal fødes. Det er imponerende at se den udholdenhed, befolkningen viser. De bor så afsides, hvor man skal gå langt og op ad bakke på ujævne veje. De har en imponerende vilje til at opretholde, ja, et liv i virkeligheden, ud fra deres landbrug med ris og afgrøder til eget forbrug.

– Det er godt at påskønne, hvor godt vi har det under vores himmelstrøg. Det synes jeg der er en tendens til, at mange danske re glemmer. De peger fingre og gør ved, men det er meget sundt at komme ud og se tingene ved selvsyn. Både se, lugte, høre og føle. Jeg vil tage hjem og fortælle mine børn, hvordan det er hernede. Hvor smukt her er, men også hvor hårdt folk kæmper.

Derfor knipser kronprinsen også flittigt løs med sin iPhone, så familien kan se, hvad han har oplevet. Selv om børneflokken derhjemme måske har svært ved at forholde sig til, hvad et jordskælv er.

– Men lige nu har Vincent noget med tornadoer, som han synes er meget spændende. Det her med, at de bevæger sig, ser farlige ud, og at man kan blive suget op. Han har set en på TV, og de bliver tegnet i børnehaven. Jeg har ikke tænkt mig at tage hjem og sige, at jeg har været i nærheden af tornadoer, men bruge det på en pædagogisk måde til at forklare, at der i Nepal er sket noget, som er lige så farligt som en tornado.

Da terrorangrebet på Utøya i Norge fandt sted i 2011, fulgte danske Britt Kreutzmann sin søn Patricks kamp for at overleve via telefonen

Som kronprinsen allerede den første dag siger i sin tale i en lokal skole: ”I mit land er vi heldige, at vi ikke har jordskælv. Jeg har fire børn mellem 4 og 10 år, og jeg vil tage hjem og fortælle dem, hvor heldige de er, at de kan gå i skole et sted, der ikke styrter sammen.”

Afslappet Kronprins

Der skal også gaver med hjem som supplement til billederne og fortællingerne. Det fik han selv af sin far, da han som protektor for Røde Kors rejste ud før i tiden. Træfigurer og biler lavet i ståltråd. Noget lokalt. Så kronprinsen går på jagt i Kathmandus gader. 

– Det er for at kunne præsentere verden for min familie. Det er klart, at stod det til dem, så ville de jo have en fjernstyret bil eller noget andet, som man kan få i hele verden. Men når jeg kommer hjem med eksempelvis en maske, en marionetdukke eller et lokalt brætspil, giver det børnene et godt indtryk af, hvor man har været, af kulturen.

Vi har set masser af billeder af kronprinsen med nuttede tvillinger på armen og charmerende unger i hånden. Afslappet far til fire. Og det er ikke svært at forestille sig familiefaren, når man oplever kronprinsen uden om interviews og tændte diktafoner. Helt nede på jorden som en naturlig del af trekkinggruppen i klipklapper. Han spiser de samme ris, bader i floden og overnatter i teltlejren, selv om ”han er lidt mere stiv end i gamle dage” og ”helst vil undgå de helt tynde liggeunderlag, når han sover i telt”. Om det skarpe hjørne, der nærmer sig, kan mærkes? Ikke synderligt, bortset fra det med stivheden, og formen er uden tvivl på et højere niveau end de flestes. Som han siger med et smil: ”Alder er blot et tal”. Og vi var heldige at få liggeunderlag, der var suppleret med et par ekstra skum-centimeter, så det gik med ryggen. Mere end gik, faktisk, for kronprinsen var den første på toppen – efterfulgt af os andre, nogle mere pustende og lungeudfordrede end andre. Og ja, jeg hørte til den sidste del. Kronprinsen siger, at jeg klarede det godt – og giver mig en energikiks. Jeg havde hørt, at han er meget, meget sød. Og det passer!

Men det er, som om det hele bliver meget formelt under de egentlige interviews på turen. Lange sætninger og fremmedord, mere kronprins og mindre Frederik. Sådan skal det måske være. Men så snart det formelle er overstået, har han en naturlig evne til at få én til at slappe af. Som mens jeg går og smalltalker med ham, og han spørger ind til mig. Min baggrund og mine indtryk af turen. Der er intet behov for at være konstant midtpunkt. Faktisk virker det, som om det er rart for ham ikke at være det for en stund.

Og så er der Mary. KronprinSESsen, som kronprins Frederik konsekvent kalder hende. Gløden i øjnene er ikke til at tage fejl af. Det har i mange år været kronprinsesse Marys hjertesag at engagere sig i dem, der har det svært. Og der ingen tvivl om, at Kronprins Frederik føler sig inspireret.

– Det er jo fantastisk at se, at kronprinsessen laver de her ting, som er virkelig ekstraordinære. Hun er virkelig opmærksom på folks ve og vel, på svages i særdeleshed, uanset om det er fysisk eller mental svaghed.

– Og hun har altid haft det sådan, også før vi mødte hinanden. I kraft af at være blevet kronprinsesse har hun virkelig kunnet forfølge det her spor, som hun altid har haft. Det gør mig så glad og stolt. Jeg lærer næsten mere af hende, end hun lærer af mig. Fordi hun er så full-time på det, hun bliver efterspurgt langt op i FN-systemet. Så vi hjælper hinanden, det er det sjoveste.

Ikke en engangsting

Det er den anden feltrejse, kronprinsen er på som kommitteret for Røde Kors. Og ”det bliver ikke en engangsting, det her”. Han glæder sig. Prinsgemalen er stadig protektor, men med tiden er det nok kronprinsen, der skal tage over.

– Det var faktisk prinsgemalen selv, der for 10 år siden kom med den idé, at han gerne ville have, at jeg fortsatte i hans spor. Han kunne selvfølgelig også have valgt min bror, men han ville gerne have, at det var mig, der fortsatte. 

– Jeg har det godt med at tage mere og mere del i Røde Kors’ arbejde. Men det handler selvfølgelig om at vælge mine rejser med omhu – der skal jo være mulighed for, at jeg kan komme til katastrofeområdet uden at trække for mange medarbejdere ud af deres arbejde. Når jeg kan det, er det meget givende for mig, og det er en mulighed for at kaste lys og fokus på landet – og anerkende, at der bliver gjort et rigtig stort stykke arbejde fra Røde Kors’ side.

Røde Kors-T-shirten er pakket væk for denne gang. Det samme er vandrestøvlerne. Kronprinsen skal nu videre til Seoul i Sydkorea til møder med IOC, den Internationale Olympiske Komité, som han også er medlem af. Nybarberet og i skjorte. Men jeg tror, vi vil se mere til nødhjælpsprinsen i fremtiden. Det klæder ham godt. 

Femina var inviteret med på turen af Dansk Røde Kors, men betalte selv alle udgifter i forbindelse med rejsen.