jan grarup
Kendte

Jan Grarup har fotograferet krig i 25 år: ”Det giver ar på sjælen”

Som en af verdens bedste krigsfotografer har Jan Grarup rejst fra den ene krigszone til den anden og dækket verdens katastrofer og krige. Men prisen har været posttraumatisk stress og misbrug

Fotografen Jan Grarup har skabt sig en international karriere som krigs- og konfliktfotograf. Han leverer billeder til sværvægtsmedier som New York Times, Le Monde, Stern og Sunday Times Magazine. Han pakker altid skudsikker vest og hjelm til rejserne og har i løbet af sin karriere været i livsfare mange gange.

På helt nært hold har han oplevet folkemordet i Rwanda i 1994, hvor folk gik i massepsykotisk blodrus og slagtede hinanden. Krigene i Tjetjenien og Bosnien var også ”slemme”. Og at hans arbejde har haft personlige konsekvenser for ham, fortæller han om i et interview med FEMINA i denne uge.

- Det er ikke et job uden konsekvenser. Det giver nogle ar på sjælen. Det har det gjort for mig. Jeg har haft lange perioder – og det har præget tidligere forliste forhold – hvor jeg har skubbet et tog foran mig. Der er ting, jeg ikke har turdet eller villet tage fast i hos psykologer. Jeg kunne have et meget kort aftræk og reagere voldsomt. Det er meget typiske tegn på posttraumatisk stress, hvilket jeg ER diagnosticeret med og får medicin for. Og i perioder har jeg drukket ALT for meget. Tidligere har jeg taget alt for mange stoffer. Jeg har prøvet at dulme noget ved at selvmedicinere mig. Det er først inden for de sidste år, jeg ligesom har taget fat i det.

”Jeg har altid været et forholdsvist usikkert menneske”, siger krigskorrespondenten Rasmus Tantholdt på femina.dk

Stofferne?

- Det var noget, man tog sammen med ligesindede. Det kan være svært at sætte sig ind i for udenforstående: Hvordan reagerer man på at stå foran et lille treårigt barn, der har fået skåret halsen over? Jeg har prøvet det flere gange. I Rwanda og Centralafrika. Der er en forståelse mellem kolleger og en slags intern regel, om at man kan dæmpe meget af det med stoffer.

Hvilke har du taget?

- Ork, you name it. Coke. Meget coke  I perioder. Alkohol. Hvad det reelt har været, er ikke så vigtigt. Det har mere været HVORFOR, der har været vigtigt.

”Vi har en aftale om, jeg ikke må dø”, siger korrespondenten Puk Damsgaard om den aftale, hun har med sin mand

Vi har en forpligtelse

Et liv med posttraumatisk stress og voldsomme reaktioner – er det virkelig værd at blive ved med at søge mod brændpunkterne?

- Ja. For mig er det. Der er nogle udfordringer nu, i forhold til hvor længe, hvornår og hvordan jeg kan rejse på grund af børnene. (Jan har tre børn med sin nu afdøde ekskone, red.) Men verden er meget større end det, der foregår i Danmark, hvor vi har en særlig evne til at lukke os om os selv. Vi har en forpligtelse til at være åbne for, hvad der sker i verden. Tage det ind og forstå det. Og jeg har en evne til at fortælle de historier. Det ER vigtigt, siger Jan Grarup til FEMINA.

 

Læs mere om: