Jakob Cedergren: ”Folk på gaden kan genkende mig, men ikke placere mig, og det har jeg det fint med”

Jakob Cedergren er aktuel med filmen ”Den skyldige”, der allerede nu har vundet to publikumspriser og er solgt til hele verden. Men alt det, der følger med, når han medvirker i en ny film, er han egentlig ikke så meget for.

Han er et brændt barn, hvad presse angår. Engang kom han til at sige for meget. Så gik han nærmest i hi. Så vi måtte føle hinanden på tænderne først, både på mail og mobil, og han advarede på forhånd: ”Jeg er hverken livsstilsekspert, samfundsdebattør eller plaget sjæl”. Okay. Men ”lidt plaget sjæl er man vel altid”, skrev jeg tilbage. Og nu sidder vi her. Det interessante er, at han nok holder kortene ret tæt til kroppen – men hans ansigt er fuldstændig åbent, når han smiler. Charmerende.

Du siger, du ikke er en plaget sjæl, men alle har vel noget?

– Jojo, selvfølgelig – jeg er et menneske. Jeg påstår ikke, at det er sådan noget ”ALT godt”. Det er slet ikke sådan. Men nej, jeg ser ikke mig selv som en plaget sjæl og føler mig ikke sådan. Jeg har haft mine ture, men det tror jeg, de fleste mennesker har. De falder ofte på de samme tidspunkter – barndom, pubertet, ungdom, alle de forskellige faser, vi kender til alle sammen.

Jeg synes, 20’erne var svære.

– Jamen det var de også. Men 30’erne var også svære. Og 40’erne er svære. Nu er der børnene. Nye tider, nye udfordringer. Men det kommer og går. Og så kan det være, nogle kriser eller noget modgang er sværere end andet. Men det er livet. Og det er et eksistentielt vilkår.

Livet går i bølger?

– Absolut, det er simpelthen et vilkår. Jo hurtigere man kan acceptere det, des bedre. Men det gør man bare ikke, når man er 20. Hvad skal jeg, og alt det dér ... Men man kan sige, at i forhold til tidligere så er modningsprocessen nok strakt lidt ud. Nu begynder jeg at bevæge mig ind på ting, jeg ikke er ekspert på. Men man får f.eks. børn senere, end man gjorde før.

Det har du selv gjort?

– Ja præcis.

Skulle du nå noget først?

– Nej, sådan tænker jeg ikke på det. Jeg følte mig ikke klar til at få børn, da jeg var i 20’erne. Det var bare en generel følelse af, at ”det skal jeg ikke lige nu”.

LÆS OGSÅ: Laura Drasbæk: "Nu handler det om mig og mine drenge - så må alt andet komme i anden række"

Du var 40, før du blev far?

– Det er jo ikke helt unormalt, men det er klart – jeg var en late bloomer. Det er så stadig noget andet for manden end for kvinden. Det må man bare erkende.

Men du må have lært noget om dig selv ved at få børn?

– Ja, selvfølgelig … det er da en livsomvæltning. Så absolut. Men igen … der er gode og dårlige sider ved det. Det gode ved at få børn senere er, at jeg har haft længere forberedelsestid. Ulempen er, at det ikke er meningen, man i min alder skal sove så lidt. Man har færre kræfter til de udfordringer, det indebærer med småbørn. Det dér med ikke at sove ville jeg kunne klare bedre, hvis jeg var 22. SELVFØLGELIG. Prøv at høre – når man er 22, kan man alt fysisk. Jeg kan huske, at jeg gik i byen – og direkte ud og spillede en fodboldkamp. Det kan jeg ikke gøre i dag. Jeg ville stå på sidelinjen og hive efter vejret. Naturen giver jo mening! Så det er klart, man i den alder meget bedre kan klare de to år med små børn, hvor det er ekstremt eller heftigt. Så det er prisen, jeg betaler: Hold da kæft, hvor er jeg træt. Men jeg klarer det jo.

Er du en god far?

– Både-og. Nogle gange og nogle gange ikke. Sådan er det!

Du har en indbygget blufærdighed?

– Det har jeg. Og du har fået mig til at sige meget mere, end jeg ville, men jeg stoler på dig! Men ja, jeg har en blufærdighed. I forhold til medieeksponering og kendisskabet fik jeg min første oplevelse med ”Edderkoppen”. Det er en side af arbejdet som skuespiller, man ikke kender, før man møder den, og mange bliver overraskede på en ubehagelig måde. Og jeg SYNES også, det var en udfordring. Det kunne jeg meget hurtigt mærke. Jeg er glad for, at det skete sent – da jeg var 26-27 år. Dér, hvor man ligesom har lært noget om livet. På det tidspunkt har man dog lidt flere værktøjer til at vide, hvad man kan lide og ikke kan lide. Jeg fandt hurtigt ud af, at kendis-skab ikke interesserer mig. Og så har jeg taget den derfra og prøvet at være forsigtig. For i starten kommer man til at sige alt muligt. Offentligheden er en meget mærkelig bekendt i éns liv. Det er ikke noget med, at jeg ikke accepterer, at den er der og er en del af det hele, men den giver mig ikke den store glæde eller tilfredsstillelse. Det er ikke, fordi der er et eller andet mærkeligt ved mig eller det. Det er simpelthen bare sådan, jeg godt kan lide det. Jeg kan meget godt lide at kunne gå på gaden. Jeg har nogle venner, der er meget eksponerede, og jeg kan tydeligt mærke forskellen.

LÆS OGSÅ: Rasmus Bjerg: "Angst har jeg kæmpet meget med"

Ingen glor på dig på gaden?

– Måske, men meget, meget lidt. Jeg kan færdes rimelig frit. Det er tit sådan noget med: ”Har jeg ikke set dig et eller andet sted før ..?”. Folk kan genkende mig, men de kan ikke placere mig, og det har jeg det fint med. Som skuespiller lever jeg jo af at komme ud blandt folk og suge til mig. Så det er vigtigt for mig at kunne gøre det frit. Det tager simpelthen længere tid, hvis jeg først skal nedbryde barrieren på grund af kendthed. Jeg har ikke lyst til at stikke ud med DEN ting. Anerkendelse – altid, selvfølgelig! Men kendthed? Ikke vigtigt. Så det prøver jeg at manøvrere i.

Jakob har ingen karrieremæssig 10-årsplan. Han ved bare, at han vil fremad, videre.

– Jeg elsker at rejse og arbejde, og det har jeg fået lov til. Et af de mest vanvittige steder, jeg har været, var på indlandsisen i tre måneder – to timer fra Nordpolen. Isørken med inuitter. Det var mind-blowing. Jeg kunne tale om det i timevis. Jeg har absolut lyst til at rejse. Til alle mulige steder. Men også at være hjemme i min familie. Det er den kombi. Det er også så småt herhjemme, at det er begrænset, hvor meget jeg kan lave. Hvis jeg lavede to-tre film herhjemme på et år, ville jeg være på en eller anden film hele tiden. For mig handler det om kunsten at kunne forandre og overraske. At ta’ røven på folk er noget af det bedste, der findes – på den gode måde. Der er da ikke noget bedre end at blive overrasket!

Jakob Cedergren, 45 år, skuespiller, har to små børn med sin kone, som han mødte, da han var i 30’erne. Aktuel i ”Den skyldige”. Filmen har allerede vundet to publikumspriser – én på Sundance-festivalen og én på Rotterdam-festivalen – og er blevet solgt til hele verden.