nadia nadim
Kendte

Fodboldspilleren Nadia Nadim: Jeg vil gerne vise, at ALT er muligt

I 2000 flygtede fodboldspilleren Nadia Nadim med sin mor og sine søstre fra et krigshærget Afghanistan – familien skulle have været til England, men menneskesmugleren satte dem af i Randers. Nu spiller hun fodbold på topplan for Manchester City. Historien om Nadia Nadim handler om en ekstrem vilje til sejr.

Da Nadia Nadim og resten af det danske kvindefodbold-landshold nåede helt frem til EM-finalen sidste år, fik hun for alvor plads i danskernes bevidsthed. Sideløbende har hun formået at læse til læge. Hun er næsten færdig. Nadia når sine mål. Hun er 30 år, og det er usædvanligt at udkomme med en biografi i den alder. Men Nadias liv er usædvanligt nok til ”Nadia Nadim – Min historie”.

– I sidste ende er det en bog om min personlige struggle – og om, hvordan man overvinder udfordrende ting.

 

Er det her England?

Udgangspunktet er Kabul i Afghanistan. Hendes far var general i hæren, en skrap og fysisk hårdtslående far, der forlangte det bedste af sine fem døtre – men det var også ham, der introducerede dem for fodbold. Familien var så velspækket, at der lå bundter af penge under løse fliser i badeværelset. Indtil den politisk ustabile situation vaklede, og familiens verden brød sammen. Da Nadia var ni år, blev hendes far bortført af Taliban og – fandt familien først senere ud af – henrettet. Et par fattige, blodige og rædselsvækkende år fulgte, indtil det lykkedes Nadias mor at flygte fra det religiøse regime med sine fem piger. Muligvis tog menneskesmugleren fejl af retningen, da de nåede Europa. Familien skulle have været til England, men havnede i et mennesketomt Randers på en helligdag.

– Vi troede først, vi var i England! Jeg ved stadig ikke, hvad der gik galt – eller godt.  

For det gik jo meget godt alligevel.

Nadias mor fandt politistationen, hvor en barmhjertig politimand kørte familien til toget, der ville føre dem til Sandholmlejren – på vejen standsede han lige ved en tank og købte for egne penge bananer, toastbrød og drikkevarer til de hundesultne og udmattede børn. Den slags glemmer man aldrig.

Hvad tænkte du dengang?

– Ny chance. Nyt liv. Og fred. At jeg fik lov til at være barn igen. Ikke behøvede at tænke på alle mulige andre ting, men bare på at have det godt. Leve egentlig. Vendepunktet i mit liv er helt klart, da vi kommer til Danmark. Selve den dag, vi havner i Danmark. Fra det liv, jeg havde i Afghanistan, hvor man ikke måtte noget som helst, til pludselig at være et sted, hvor alle døre er åbne.

Mor i Burka

Nadia havde før afrejsen oplevet, hvordan kvindesynet forandrede sig i Afghanistan på grund af Taliban. Hendes mor, der ellers aldrig havde gået med tørklæde, skulle pludselig være iført burka og være i selskab med en mandlig slægtning for at kunne forlade huset. Nadia havde også selv mærket det som pige.

– Fra at have gået i shorts og være et normalt barn, der kunne gå ned og lege om eftermiddagen, blev jeg en pige, der ikke måtte vise noget som helst og helst ikke gik ud, fordi man var bange for, at der skulle ske mig noget.

Få 13 nr. af femina + 3 Kähler Hammershøi vaser for kun 348 kr.

Hvad var det værste ved den hårde tid i Afghanistan?

– Helt klart, at jeg mistede min far. Og at vi ikke vidste … hvad der var sket. Jeg nåede ikke at se hans grav, jeg nåede ikke at tage afsked. Og så har jeg set folk dø, og jeg har oplevet ting, børn ikke skal opleve. På det tidspunkt vidste jeg ikke bedre, for mig var det bare livet. Men når jeg nu ser tilbage – og med den viden, jeg har som kommende læge – så ved jeg, at det MÅ have påvirket mig. I mange år efter havde jeg mareridt, og det giver mening. Men jeg synes alligevel, jeg har copet med det på en god måde og er også ovre det nu. Og den barndom har lært mig, at der altid er et lys, uanset hvor man er. Det er en del af min karakter, at jeg altid kan finde vej, uanset hvor nederen en situation er. Sådan er hele mit mindset bygget op. Som fodboldspiller. Som menneske. Man kommer til at gennemleve nogle ting, der ikke er sjove. Men jeg føler altid, at det nok skal gå. At det kunne have været værre.

Men det er usædvanligt at have et krigstraume med sig – og samtidig have sådan en energi?

– Ja. Men jeg følte, at jeg havde … oplevet så meget lort. Men jeg havnede et sted, hvor man egentlig kunne starte på en frisk og havde alle muligheder – det eneste, man skulle gøre, var at arbejde hårdt. Gå med aviser. Gøre tingene selv. Man kan altid tænke: Åååh mit liv er også hårdt, og jeg har været igennem så meget slemt. Sådan tænkte vi ikke i vores familie. Det var: Okay, ny chance, nye muligheder, lad os lige gøre noget ud af det!

LÆS OGSÅ: Laura Drasbæk: "Nu er det mig og mine drenge - så må alt andet komme i anden række"

Kunne I hjælpe hinanden med at snakke om det, der var sket?

– Vi gik overhovedet ikke rundt og snakkede om det. Alligevel vidste vi, hvor vi havde hinanden. Så jeg følte ikke, jeg havde behov for at tale om det, der var sket. Så nej, vi har ikke haft gruppeterapi-sessioner, hvor vi sad og holdt hinanden i hænderne: Åååh jeg har også bare haft det så ondt. Men vi har talt om min far. Og om, hvordan han var. Derudover føler jeg, at vi alle sammen godt ved, hvad der skete. Vi vil ikke snakke om det igen. Men jeg tror ikke, der er nogen, der glemmer det. Og der er ting, jeg slet ikke vil spørge min mor om, fordi jeg ved, hun ikke har det supergodt med det. Så når vi ses, handler det ikke om dengang. Så handler det om, at vi skal have det godt nu, og … om fremtiden. Jeg fokuserer altid på fremtiden.

Og et af hendes erklærede mål er at blive rig.

– 100 procent. Mange siger, at penge ikke betyder noget, men det gør de altså rigtig meget. Som barn rykkede jeg fra en situation, hvor vi havde masser af penge, til en situation, hvor jeg nogle gange ikke engang havde nok at spise. Det vil jeg ikke opleve igen.

Det med kærester

Sidste år blev Nadia Årets Dansker i Berlingske. Den pris rørte hende. Hun har ikke ændret sig som menneske, siger hun, det er omgivelsernes opfattelse af hende, der har ændret sig. Prisen er en slags adelsmærke. Og selvfølgelig en anerkendelse af, hvilket aktiv hun er for Danmark.

Du vil gerne være rollemodel?

– VIL gerne???

Okay om igen …

Du er jo rollemodel?

– Ja. Og det er ikke, fordi jeg gør ting anderledes, end jeg plejer. Men selvfølgelig er jeg beæret og stolt over at være i en situation, hvor jeg bliver opfattet som rollemodel. Jeg vil gerne vise, at ALT er muligt – så længe det, man gør, kommer fra hjertet. Og, selvfølgelig, at der ikke er noget, der kommer gratis.

Det koster jo noget at ville. Især når man vil så meget, som Nadia vil. Hun er 30 år. Og single. Hvilket er usædvanligt i afghanske kredse.

Burde du ikke have været gift nu?

– Haha – jo! Ifølge min kultur og af religiøse årsager så burde jeg nok være gift nu. Det er usædvanligt som afghaner og muslim, at jeg ikke er gift. Men der er ting, der har fyldt mere for mig. Det dér med at blive gift skal jeg nok nå.

Føler du en forpligtelse til at efterleve den afghanske tradition om ingen kæreste før ægteskabet?

– Åh … jeg synes, det er virkelig svært. Jeg vil jo så gerne have, at det hele skal kunne fungere. Jeg vil rigtig gerne have, at jeg ligesom er balanceret i begge verdener. Men der ER bare tidspunkter, hvor det clasher. Og det med kærester er så et af dem. Så jeg har ingen kæreste lige nu. Det skal nok komme snart. Jeg synes bare, jeg har haft så travlt med at nå alle de ting, jeg gerne vil. Og det har så også været en del af prisen. Jeg ser heller ikke min familie eller mine venner, det er bare sådan. Jeg har ikke set min bedste veninde i et år. Hun har endda født et barn – og jeg har ikke engang set hendes barn. Det er jo ikke, fordi jeg ikke vil, men jeg har bare ikke mulighed for det lige nu. Jeg har selv valgt det, jeg har valgt, og det går jeg 100 procent ind i.

LÆS OGSÅ: Marijana Jankovic: "Gu' fanden skal vi skille os ud!"

Har du overhovedet haft tid til et ungdomsliv, gå i byen, drikke dig fuld?

– Nej. Som eliteatlet gør man ikke de ting. Til gengæld får jeg oplevelser, som ikke særlig mange får. Det er bare sådan her i livet. Hvad vælger man? Jeg har altså valgt det her. Jeg har skema det næste halve år frem, der fortæller mig, hvad jeg skal. Og så er der indimellem enkelte dage, hvor jeg tænker: Dér kan jeg måske lave noget selv.

Har du overhovedet nogen svagheder?

– Ikke nogen, JEG kender til – haha! Jo … det må jeg jo have … Jeg føler selv, det er en svaghed, at jeg ikke altid kan styre mine følelser. Jeg vil rigtig gerne kunne styre dem. Jeg er lidt af en kontrolfreak, men jeg synes ikke altid, det er nemt for mig. Det er mest mit temperament, jeg ikke kan styre. Når jeg bliver ked af et eller andet, vil jeg virkelig helst ikke vise det, men hvis der er noget galt, kan man øjeblikkelig se det på mig. Jeg HADER det af hele mit hjerte. Jeg synes, det er en svaghed, at jeg ikke kan styre det bedre.

Det gør lidt ondt

Udsigten fra stuealtanen i Nadias lejligheder fænomenal: Hele Manchester ligger spredt ud, så langt øjet rækker. Det er her, foran altandøren, hun én eller to gange om dagen ruller sit bedetæppe ud, vender ansigtet mod Mekka og beder. Hun siger, det virker afslappende. Ud over stuen er der to soveværelser i lejligheden, men det ene står for det meste tomt. Jeg tænker, at det må være et lidt ensomt liv.

– Både-og. Jeg er god til at connecte ret hurtigt med andre. Men der er da tidspunkter, hvor jeg savner min familie og rigtig gerne vil have dem tættere på, og jeg er især ensom, når jeg véd, de alle er samlet for at fejre et eller andet – og jeg ikke er del af det. Dér gør det lidt ondt. Men det glemmer jeg igen, når jeg spiller Champions League-semifinale eller -finale og løber rundt foran, jeg ved ikke hvor mange mennesker, så tænker jeg: Ha! It’s worth it!

Hmmm … i solskin måske. Men i regnvejr, kulde, blæst – iført shorts, på jagt efter en bold ...

– Det er noget af det fedeste, fordi det gør mig glad. Det er ren lykke. Jeg bliver virkelig høj af glæde, når jeg har trænet på noget i lang tid – og så OPNÅR det. Forestil dig, at du har trænet et spark i fire år, og det så lykkes dig at bruge det, en dag du virkelig er under pres på banen- Det er den fedeste følelse. Der er så mange følelser i fodbold. Det er ligesom livet. Det er hele tiden op og ned. Er man angriber i fodbold, skal man score, man er hentet ind som ”den store spiller” og skal performe, så jeg føler hele tiden, der er et vanvittig stort pres på mine skuldre ... og så alligevel at kunne komme op og score det mål ... følelsen er ubeskrivelig. Samtidig får man afløb for alle sine frustrationer, al vrede, det hele kommer bare ud, man bliver sådan ... helt fri.

Har du overhovedet ferie?

– Jeg kommer til at have tre uger i år. Eller ferie ... jeg skal arbejde på DR og til Jordan ...

Du ER et dampbarn!

– Ja, jeg er 75 procent sikker på, at jeg har damp – hahaha! Jeg er typen, der hurtigt keder mig – og det er samtidig vigtigt for mig at finde ud af, hvor meget jeg kan holde til. Jeg elsker at kunne skubbe mine grænser lidt. Det gælder om at kunne blive et bedre menneske på alle fronter. Hele tiden.

 

Nadia Nadim, 30 år og professionel fodboldspiller og spiller på det danske kvindelandshold. Sideløbende med fodboldkarrieren har hun læst til læge og er næsten færdig.

 

Læs mere om: