Dorrit Willumsen
Kendte

Dorrit Willumsen: "Der er jo ikke så mange af mine bøger, der slutter sådan lykkeligt"

Dorrit Willumsens barndom var delt i to. En let og en mindre let. Det mindre lette liv skrev hun historier om og gav dem en lykkelig slutning. Den evne har hun mistet som voksen, siger hun. ”Løg trækker tårer”, hendes nye roman, er et susende møde med Wendy, der er lillebitte og meget ualmindelig. Og minder om Dorrit.

En lille, fin dukke i rød kjole åbner døren. Dorrit Willumsen er 152 cm høj. Det er 30 år siden, vi mødtes sidst. 30 år? At jeg kan huske mødet – nyudsprunget journalist mødte sit forfatter­idol – er intet under, men Dorrit husker det også. Dorrit er en af landets fremmeste forfattere, men interviews har aldrig stået øverst på hendes ønskeliste. ”Jeg var så nervøs inden,” siger hun. Hun husker, at hun havde spist et bæger yoghurt for at dulme nerverne og først bagefter opdagede, at hun havde nedsvælget et bæger cremefraiche. Hun husker også, at jeg fortalte hende, at jeg også var nervøs, fordi jeg var helt ”grøn” journalist. Det var ikke bare det: ”Du var mit kæmpestore litterære idol, jeg var lykkelig for at få lov til at møde dig,” siger jeg. ”Det var dejligt at høre,” siger Dorrit. Det ser ud, som om hun får blanke øjne. Det er hun ikke ene om. ”Sidst vi mødtes, serverede jeg hvidvin og druer for dig,” siger hun, ”i dag kan du vælge mellem cremant, Pellegrino, kaffe eller te.” Det er mandag eftermiddag. ”Det må blive cremant, og jeg er heldigvis på gåben,” siger jeg. ”Det er det rigtige valg,” siger Dorrit. Der er gået 30 år, og det føles som al tid og ingen tid siden.  

 

”Løg trækker tårer” hedder hendes nye roman. Hvor en lille kvinde står i køkkenet og skærer løg og bliver træt af, at hendes mand har glemt hendes 74-års fødselsdag, og angst, fordi hun er blevet kastet af e-Boks, og hvad er det, der sker med verden? Så hun går hjemmefra iført sin ulvepels, falder og slår hovedet, vågner med en hjernerystelse og flytter noget ved siden af sig selv ind i skunken i en tom lejlighed, som hun har fundet nøglen til. Senere flytter en mand ind i lejligheden med møbler og det hele, men hun bliver i skunken uden at give sig til kende, kommer kun ud, når manden er på arbejde, bruger hans køkken og toilet og belurer og forelsker sig i ham – og bryder sig ikke om hans kæreste. Undervejs bliver ulvepelsen i skunken mere og mere levende, og hun taler med den. Lyder det syret? Det er det. Og sindssygt godt. Alene sproget er en delikatesse. Side 12: ”Hun slikkede sine læber, som var hun en konvolut, der skulle afsendes.” Og så beslutter kvinden, der hidtil har været uden navn, at hun vil hedde – Wendy.

Dorrit Willumsen er 79 år og har i 57 af dem været gift med forfatteren Jess Ørnsbo. Dorrit mødte Jess på Københavns Universitet, hvor hun sad på kontoret. Han skulle til Sovjet og læse slaviske sprog. Hun skulle ordne papirarbejdet og ville ikke sende ham af sted, men godt gå i byen med ham. Det var ”den lille pige med dådyrøjnene”, han forelskede sig i. Dorrit forelskede sig ”i hans digte”, fortalte de to i et sjældent live dobbeltinterview på Louisiana i 2016. De har den nu voksne søn Tore sammen og bor i hus i Viby på Sjælland, hvor Dorrit har et hvidt arbejdsværelse og Jess et sort. Dorrit har også en lys lejlighed på Frederiksberg, hvor hun skriver og egentlig helst ville bo. Hun siger undskyldende, at det i virkeligheden er ”utrolig ubeskedent” at have sådan en lejlighed.

– Men så kan man sådan vågne op med de samme tanker i hovedet, som man lagde sig i sengen med. Og så elsker jeg at være alene.

Det er i lejligheden, vi mødes. Hun købte den, da hun fik Nordisk Råds Litteraturpris på 350.000 kr. for ”Bang” i 1997. Og alt det lyder muligvis ret almindeligt. Men Dorrit er altså ikke helt almindelig. 

– Min mand siger også, at hvis man klaskede os to sammen og æltede det og delte det, så ville det blive til to normale mennesker, men der er ingen af os, der har lyst.

Hvordan er man gift i 57 år?

– Ja … nu har jeg jo sagt til dig, at vi ikke er særlig ens. Og at jeg helst var blevet herinde i København. Og ja … Jess byggede jo huset. Nærmest sådan set uden at jeg sagde ja til noget som helst. For hvis jeg sagde ”NEJ” – så kom det store drivhus. Og hvis jeg sagde ”NEJ, kun én etage” – så kom der tre.

Så det var bedre at lade som ingenting?

– Ja, i de små ting lod jeg så være. Men … da han byggede det store drivhus, kom der jeg ved ikke hvor mange håndværkere hver dag klokken otte. Jeg tror, de var 17 om det. Da DET så var færdigt, sagde jeg til min mand: ”Hvis du gør det her én gang til, så vil jeg skilles,” ha ha. Siden har han ikke gjort noget lignende, men jeg tror også, grunden er lidt overbebygget.

Den holder ikke bebyggelsesprocenten?

– Jeg er ikke sikker, Tine.

Så griner vi.

LÆS OGSÅ: Helle Vincentz: "Som voksen har jeg måtte lære at tackle, når folk bliver vrede på mig"

ORDBARN

Jeg grinede også, da jeg læste ”Løg trækker tårer”. Dorrit har en særlig skarphed, når det gælder absurditeter. Romanen ”Dage med slave” fik hun f.eks. idéen til i Riga, hvor en mand stod i en fodgængerovergang med en kvinde og ville sælge hende – pr. kilo. I ”Løg trækker tårer” har Wendy absurd meget bøvl med at gemme sig i skunken.

Er du Wendy?

– Der er meget af hende i mig. Og faktisk i alle mine kvindelige hovedpersoner er der rigtig meget af mig. Bare forskellige ting. … Jeg tror, at jeg har været mange personer i mit liv på nær en kerne, der vel er skabt, da jeg var barn af mine gener og af, hvad jeg har oplevet som ganske lille. Jeg tænkte meget på, … nu hvor jeg skulle interviewes af dig igen, og hvor mange år siden det var … at den form for længsel, der er i alle mine bøger, den har jeg nok fået, da jeg var ret lille. Mellem to og tre år. 

Sagen er, at Dorrits barndom er delt i to.

– Fordi … mine forældre boede først på Sønder Boulevard i en kæmpestor lejlighed med lys og luft. Min far var grosserer, min mor var hjemmegående. Men så … ja, min fars forretning gik ikke så godt. Så rejste de til Berlin, han havde en smuk stemme og blev operasanger og antaget på operaen i Berlin. Men de var der altså … under Anden Verdenskrig – i mere end et år. Jeg ville have været en klods om benet på dem, så jeg blev i stedet en lille klods om benet på min mormor. Hun var jo alt for gammel til at have et lille barn på to-tre år.

Du oplevede tidligt et tab?

– Ja. Og jeg tror også, at mit fokus på tøj og farver kommer derfra. Da jeg flyttede ind hos mine bedsteforældre på Nørrebro, var farverne anderledes, stemmerne var anderledes, lyset var anderledes. Ikke fordi der var uhyggeligt på nogen måde, og det var utrolig sødt og generøst af dem at tage mig i pleje, mens min mor og far var væk. Jeg tror ikke, de havde regnet med, at det skulle vare i over et år. Og jeg kunne selvfølgelig ikke huske min mor, da hun kom hjem.

Dorrit var optaget af overflader. Pels, silke, farver, strukturer, blødhed, det smukke. Og ord. Dorrit var et ordbarn. Hun talte tidligt og godt. Alle mulige ord sagde hende noget særligt. Hun smagte på dem. Og gentog dem.

Du har også som voksen et kæmpe fokus på det smukke. Det æstetiske. De lækre materialer og overflader. De smukke mennesker.

– Der er nok bevaret noget barnligt i mig på den måde.

Dorrits mor kom alene og gravid hjem efter et år.

– Det var hun blevet i Berlin med min far, og så ville hun hjem og føde hos sine forældre. Så kommer den smukke dame pludselig gående op ad trappen. Som min morfar sagde, da jeg var blevet voksen: ”Ja, hun rejste med to kæmpe kufferter, og hun kom hjem med en stor mave og en lille håndtaske.” Men hun fødte min lillesøster der, og hun blev boende hos sine forældre, til jeg var 12 år, selv om hun havde den kæmpe lejlighed ude på Sønder Boulevard. Min morfar cyklede ud og betalte huslejen. Den stod der bare.

ALENE

Dorrit beskriver sin barndom som ”let” – indtil hun blev 12.

– Min mor fandt en ny mand. Jeg syntes ikke, det var så let, at min mor giftede sig igen, og hun passede ikke sammen med sin næste mand, og han passede heller ikke sammen med hende. Det bedste, der skete for mig, var når de skulle ud, og min lillesøster måske skulle med. Først dansede jeg. Vildt. Ligesom Wendy i bogen. Så spidsede jeg en blyant og tog et stykke papir … Da jeg gik i gymnasiet, skulle min mor og hendes anden mand og min lillesøster til Langeland og besøge hans familie. Jeg sagde: ”Jeg vil ikke med i år.” Jeg havde nedsat stofskifte, og så er det ikke rart først at få klar suppe og så andesteg og så oksesteg og så rødgrød og så kaffe. Det tror jeg godt, min mor forstod, så jeg var alene i 14 dage. Min morfar var rystet, han kom hver morgen klokken ni. Men jeg kunne lige nå ned i parken inden og få et snip sol, så jeg var en smule solbrændt, når de kom hjem.

Resten af tiden skrev hun.

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

SOMMERFUGLEKYS

Dorrit så som barn sin far, Kay Willumsen, sidste gang, da hun var fire år.

– Han kom og boede hos mine bedsteforældre og så min lillesøster. Og jeg var helt betaget over, at det skulle være min far …

Prinsen på den hvide hest?

– Absolut. Jeg gjorde mig meget umage. Jeg … opfandt sommerfuglekysset. Hvor man bare rører ved en kind med sine øjenvipper. Og jeg prøvede at vække ham med parfumevand ind i næsen, mens han lå og sov. Han kunne slet ikke klare, at jeg var til stede, når han sang. 

Hvordan forsvandt han ud af dit liv?

– Han rejste tilbage til Berlin og kom til at synge mange steder. Italien og Prag og vist også i Tivoli. Det var først, da jeg havde skrevet min bog ”Knagen”, at han kontaktede mig. Jeg var 25 år, og et hold danske studenter, der var rejst til Berlin for at more sig, gik ind på en bar på et hotel. Værten hed Willumsen og var utrolig charmerende og smuk – nej, måske var han ikke så smuk, som jeg huskede ham, da han var ung, men … så var der en af pigerne, der havde læst ”Knagen” og spurgte, om han kunne være i familie med mig? ”Hvad hedder hun til fornavn?” ”Dorrit.” ”Det kan sgu da være, det er min datter.” Så fik hun telefonnummeret med hjem og spurgte, om jeg ville ringe til ham. 

– Min morfar havde faktisk lavet en anden historie. Han holdt utrolig meget af mig, og vi boede sammen, han har nok været den person, der har holdt mest af mig, og … han beskyttede mig og betalte for ballet, dans og lejlighed. En dag jeg kom hjem fra kontoret, sagde han, at han havde læst i avisen, at min far var død. Jeg blev rystet: ”Morfar, hvor har du den avis?” Den havde han brændt! Siden regnede jeg faktisk med, at min far var død i et automobiluheld.

Men det passede jo ikke?

– Nej, det gjorde det ikke, for han sang noget så glimrende i Berlin og havde giftet sig igen. Min morfar havde også den dag sagt: ”Nu har du ingen far mere, måske er det det bedste.”

Dorrit ringede til sin far, efter den unge kvinde havde givet hende nummeret, og det var gået op for hende, at han faktisk var i live.

– Første gang var det så hans nye kone, der tog den. Hun var nummer tre. En operasanger bliver altid ombejlet. Han fortalte, at når han havde sunget Mazetto, så stod der fire-fem stykker og ventede på ham. Og når han havde sunget Fyrst Igor, stod der 15-16 stykker.

Hvad har din barndom betydet for den voksne Dorrits forhold til mænd?

– Jeg har egentlig aldrig forestillet mig, at jeg skulle giftes eller have børn eller noget. Jeg ved ikke, om det egentlig har betydet noget i forhold til mænd. Men jeg var helt sikker på, at det ville være bedre at have en elsker, der var gift med en anden. Det ville være det ideelle. Så havde man det romantiske og savnet. Og den første mand, jeg var sammen med … sådan seksuelt, ikke? Det var præcis sådan et forhold. Han var så gammel, at han kunne være min far.

Og det blev ikke til mere?

– Nej nej, for han havde jo sin kone. Kan han leve endnu? Nej. Han var 48, da jeg var 20.

Så skal han være på Lise Nørgaards alder.

– Ja, eller 200 eller deromkring …

LÆS OGSÅ: Lotte Kirkeby: ”Jeg har en fornemmelse af, at verden, som jeg kender den, forsvinder”

FORTABT

Der er sket meget i de 30 år, siden vi mødtes sidst. Wendy bliver for eksempel kastet af e-Boks.

– Dengang havde hverken du eller jeg e-Boks. Eller mobiltelefon. Jeg kan faktisk ikke fordrage nogen af delene. Første gang jeg selv har reageret fuldstændig som Wendy, er, da hun bliver fuldstændig fortabt, da hun er faldet ud af sin e-Boks. Hun mener, at hun kan gøre det rigtigt, og at det er den, der er forkert, og det er det muligvis også. Men hun bliver fuldstændig skrupforvirret og ulykkelig.

Og det gør du også?

– Ja, det gør jeg faktisk. Når jeg står i en lufthavn og skal tjekke ind selv, så sortner det for øjnene, og kvalmen vælder op. Som da jeg var lille og havde fået hjernerystelse. Alt det kommer igen.

Jeg kender godt til den der uro, siger jeg til Dorrit. Spørgsmålet er, om der ikke bare ER mere uro i nutidens mennesker – skabt af den teknologiske udvikling.

– Jamen, der er nogle, der er så gode til det. Jeg har faktisk gået i skole for at lære at skrive og regne og klare mig nogenlunde. Og så duer det pludselig ikke mere. Nu er der stavekontrol. Og det med at man skriver i hånden – det er noget, der sikkert ikke kommer til at eksistere mere. Jeg skriver breve og postkort i hånden med et par venner. Og ellers på mailen. Men jeg kan bedst lide at skrive i hånden eller på maskine.

28 bøger er det foreløbig blevet til.

– At skrive er for mit vedkommende at ville en kontakt. Så det er meget dobbelt, for man kan ikke både skrive og ville en kontakt – og så gemme sig fuldstændig.

Nu sidder vi her og drikker cremant på en mandag eftermiddag …

– Ja, det er DEJLIGT.

Er du hedonist?

– Jeg kan vældig godt lide vin.

Er du blevet en rig kvinde?

– Nej, det er noget, der går op og ned. ”Marie” tjente jeg rigtig, rigtig meget på. Men det var også på det tidspunkt, hvor … huset udvidede sig og udvidede sig, og min mand holder meget af møbler. Og det er jo ikke alle, der spørger, før de køber. Jeg har også selv købt kjoler og sko, men det er ikke helt det samme som et chatol fra en anden tidsalder. Og heller ikke det samme som et kæmpe drivhus …

Hvilke tanker har du om livet og fremtiden?

– Hmmm. Ja. Jess har sine tanker, og jeg har mine. Og der er ikke nogen synd ved at røbe dem. For hvis jeg dør først, så beholder Jess huset og sælger lejligheden, og hvis det modsatte skulle være tilfældet, så beholder jeg lejligheden.

Og sælger huset forstås.

– Jeg vil sikkert også spørge min søn og svigerdatter, om de kunne tænke sig at overtage lejligheden og så selv få noget mindre, for den er jo lidt stor. På den anden side har jeg også tænkt, at hvis jeg en dag ikke kunne noget mere, så ville jeg få sendt mad op, og jeg ville nok få en hjemmehjælper, der kunne bære emballagen ned, og så kunne jeg motionere her i lejligheden og blive solbrændt på altanen. Det ville gøre mig ondt at skille mig af med lejligheden. Den har jo også haft et liv sammen med mig. Men hvis det skulle være, kan jeg faktisk godt skrive på hoteller. Så på den måde er jeg ikke så bange for fremtiden. Ellers så finder jeg en tom lejlighed og en lille nøgle!

DRØMMENE

Det slår mig, at Dorrit muligvis kan flyve. Fantasien er så stærk hos hende, at jeg tror, hun kan lette, hvis hun beslutter sig for at prøve. Hun siger også her i slutningen af samtalen, at hun altid har levet mere i drømmene end i virkeligheden.

– Jeg har faktisk skrevet, fra jeg gik i underskolen. Dér gjorde jeg det især sådan, at jeg vendte tingene. Hvis der var noget, jeg var meget ked af, så lavede jeg en lykkelig slutning. Jeg skrev i begyndelsen for at få en lykkelig slutning på noget, der var slemt. Og når jeg gjorde det – ja, så var det næsten overstået. Men den evne har jeg tabt, ha ha. Der er jo ikke så mange af mine bøger, der slutter sådan – lykkeligt.

Har du brugt meget af din tid på at skrive for at forstå ting i din barndom eller dig selv?

– Jeg har ikke gjort noget sådan terapeutisk. Men jeg kan alligevel godt mærke her senere, at jeg nok har gjort dét.

Og med Dorrits typiske beskedenhed siger hun:

– Jeg er bange for, at det, jeg har sagt, er for dårligt.

Jeg siger bare tak. Om 30 år er Dorrit 109, og jeg er 87. Vi får se til den tid. Lige nu sidder vi her, og Dorrit siger:

– Vi skal have et glas til, når du nu er på gåben.

EPILOG

10-øren faldt først, da jeg stod under bruseren i morges – før jeg skulle i gang med at skrive om mødet med Dorrit. Willumsen – Wendy. Wendy – Peter Pan. Eventyret, som handler om drømmen om aldrig at blive voksen, og hvor fantasifulde og kloge Wendy sammen med Peter Pan og sine to mindre søskende flyver til Neverland, hvor man kan være barn for evigt. Men Wendy ender med alligevel at vælge virkeligheden. Hun accepterer nødtvungent, at hun er nødt til at blive voksen. Som Dorrit.

Dorrit Willumsens mand Jess Ørnsbo døde i august - interviewet med Dorrit blev til i juli.

Dorrit Willumsen, 79 år og forfatter. Har blandt mange priser fået Nordisk Råds Litteraturpris for ”Bang” og De Gyldne Laurbær for ”Marie”. Har været på Statens Kunstfonds livsvarige ydelse siden 1980. Dorrit har skrevet ”Løg trækker tårer”, en syret og vild roman om en kvinde, der slår hovedet og gemmer sig i et skunk-skab i en fremmed mands lejlighed.

 

Læs mere om: