birgitte hjort sørensen
Underholdning

Birgitte Hjort Sørensen: Vi må ikke glemme, hvordan rigtige mennesker ser ud

17. marts 2016
af Tine Bendixen, redigeret af Charlotte Hallbæck
foto: Sif Meincke
Den "Flashback"-aktuelle skuespiller, og nu tv-vært, Birgitte Hjort Sørensen er træt af, at vi fokuserer så meget på kvinders krop. Mød skuespilleren, der insisterer på naturlighed, og synes, vi skal holde op med at tro, det er okay at tale grimt om andre kvinders udseende.

Danske Birgitte Hjort Sørensen er for alvor ved at slå igennem i USA. Og som almindelig dansk kvinde, der hverken har kendskab til Botox eller perlerækker af uægte tænder, er hun en sjældenhed i filmbranchen i USA.

- Og jeg oplever altså også, at de sætter pris på det ægte. Det går historier om, at flere og flere instruktører søger europæiske skuespillerinder, fordi de ingen amerikanske kan finde, der kan bruge deres ansigt længere, fordi de er helt numb (følelsesløse, red.). Der var engang en, der sagde til mig: ”Det er simpelthen så fedt, at du ikke har fået ordnet dine tænder”. ”Mine tænder … hvad? Jeg har ÉN tand, der sidder lidt skævt.” Men hvis jeg havde været amerikaner, så havde jeg helt sikkert fået den rettet og tænderne bleget. Og især hvis jeg havde været lidt yngre, da jeg kom til USA første gang, kunne jeg godt være blevet lidt forført af, at der er en slags skabelon for, hvordan man helst skal se ud derovre, siger Birgitte Hjorth Sørensen.

Læs også: Anne har ikke barberet sig i syv år. Læs, hvorfor hun har taget den beslutning

Alle har en mening om kvinders krop

I det hele taget ligger kvinders udseende hende meget på sinde. Hun er meget opmærksom på ikke at spille på sit eget. Hun vil for alt i verden ikke misforstås. Og hun er enormt glad for sin dybe stemme. Der ligesom opvejer det lyse hår.

- Der er et udtalt fokus på udseende især for skuespillerinder i USA. De er meget åbne omkring det derovre. Når jeg får en mail fra min agent om en castingmulighed, er der ofte en karakterbeskrivelse af rollen, og det er næsten helt sikkert, at ordene sexy eller beautiful indgår. Det sjove er, at det gør de jo ikke, når man læser de mandlige karakterbeskrivelser. Muligvis er ”han” stærk, men det er som regel mere indre kvaliteter, der beskrives. For kvinderne er udseendet stadig en del af det, og det irriterer mig helt vildt, men jeg ved ikke, om man kan ændre på det. Jeg tror, at både mænd og kvinder er så vant til at kigge meget mere på kvinders udseende. Jeg kommer f.eks. også selv til – og alle dem, jeg kender, kommer også til – at kommentere kvinder i fjernsynet. Man synes, man har ret til at have en holdning til, om Serena Williams ser for mandhaftig ud. Hvad fanden bilder jeg mig ind at have en holdning til det? Men jeg oplever altså, at det i langt højere grad er almindeligt, at alle har lov til at have en mening om kvinders krop. På mange måder, desværre, kan kvinder stadig ikke få lov til at have deres krop i fred.

Læs også: ”Jeg har hår under armene – og silikonebryster”, skriver FEMINAs chefredaktør

Skønhedsidealerne er for ensrettede

Så det kommer ikke som nogen overraskelse, at Birgitte Hjort Sørensen har ladet sin barm være i fred – hun har ikke silikonebryster. Men det er der efterhånden mange, der har.

- Jeg synes, det er en tragedie. Jeg synes, det er bekymrende, hvis vi glemmer, hvordan rigtige mennesker ser ud. Vi er blevet så vant til at se folk, der nærmest ikke er menneskelige, fordi de ER blevet hevet i. Det er jo det, der er problemet med de skønhedsidealer, som bliver så ensrettede. Når vi bliver præsenteret for rigtige mennesker, tænker vi: GUUD hvad er der galt med dem? Det er dybt problematisk. Folk må virkelig gøre, hvad de vil, men jeg synes altså også, vi har brug for at få udvidet skønhedsidealet og få vist, at man kan være skøn på rigtig mange måder.

Og der sker også ting i den rigtige retning, fortæller Birgitte Hjort Sørensen.

- En bølge af Hollywood-stjerner har startet den gode kampagne Ask her more. Som handler om, at kvinderne på den røde løber altid kun bliver spurgt: ”Hvad har du på?”. Mænd bliver spurgt om alt muligt andet. Så spørg nu damerne om noget mere også, ikke?

Og når vi nu er på den røde løber – så må vi også lige vende måtten … som meget længe ikke har måttet være der, men som nu meget langsomt er ved at gro ud igen blandt stædige forkæmpere i måttefronten.

- Altså kønsbehåringen har jo også en praktisk funktion med at holde snavs væk- Der ER jo ligesom mange argumenter for, at man skal se ud, som man gør.

Det skrabede look er et ærgerligt skønhedsideal.

- Og jeg tænker, det må være svært at føle nærhed, når der tydeligvis er skabt så meget distance på af det, man gør ved kroppen.

Hvad er tiltrækkende ved en mand for dig?

- Helt sikkert naturlighed. Det er dejligt med en mand, der er …. Frisk. Og det er jo ikke, fordi man ikke skal tage vare på sig selv og holde sig i form, og det lyder måske åndssvagt, men jeg vil altid langt foretrække muskler, der er kommet af, at man har kløvet brænde og båret børn, end muskler, der er kommet i et fitnesscenter. Jeg synes faktisk, det bliver ret kønsløst, siger Birgitte Hjort Sørensen til femina.

Læs også: Kvinder skal have hår forneden, mener Hollywoodstjernen Cameron Diaz

Læs også