anna david
Kendte

Anna David: Nu tør jeg drømme stort igen

Anna David: Anna David: Et fasttømret forhold, en lille datter og et hus i Brønshøj, men også sygdom og angst har været med til at gøre ”Fuck dig”-sangerinden voksen for alvor.

Sangerinde Anna David har altid været en drømmer, men i de seneste år har hun ikke haft overskuddet til at forfølge sine drømme. Nu er hun tilbage med ny musik på ep’en ”Af lys og mørke”, som er en slags opsummering af de sidste fem år af hendes liv – fem år, der har ændret hendes liv på flere planer.

31-årige Anna David har altid følt sig som en outsider. Det er bare ét af grundvilkårene i hendes liv. Ligesom glæden, lyset, angsten, hendes lille datters sygdom og kampen for at blive en familie, når man kun har kendt hinanden i få måneder, før der pludselig er en ekstra blå streg på graviditetstesten. Stjernestatussen, hun fik som bare 20-årig, den røde tråd i musikken, der blev væk, og voldtægten, som stadig er et uforløst kapitel i hendes liv.

– Så det her album afspejler både det positive og det dystre – det er halvt af hvert ... af mig. For man kan ikke lave en skillevæg, synes jeg. Det hele hænger jo sammen. Ja, jeg har nogle ting, jeg skal deale med, men mørket har ikke taget over, fordi jeg samtidig har en masse lys i mit liv. Og jeg lever i den balance. Det har jeg lært. Og det har jeg fundet en ro i.

Angstanfald i badet

Pladen er en slags opsummering af de sidste fem år af Anna Davids liv – fem år, der har ændret hendes liv på flere planer. Og det er i musikken, når hun sidder alene og skriver sine sange, hun får forløst de ting, hun går og tumler med indeni. Som i sangen ”Tankespind”, der handler om den angst, der overmandende hende, kort efter at hun havde født sin datter.

Læs også: Anna David fortæller om kjolen, der skjulte hendes søde hemmelighed, inden hun meldte ud, hun var gravid

– Det skete, mens jeg var i bad. Angsten overtog min krop fuldkommen, det var meget overvældende. Filmen knækkede bare for mig, jeg knækkede bogstavelig talt sammen og kunne ikke stå på mine ben. Selv om jeg har læst om angst og vidste, at det fandtes, så havde jeg aldrig oplevet det selv, og det var sindssygt ubehageligt. Jeg havde slet ingen kontrol over det, fortæller Anna David.

– Når jeg tænker tilbage på det, kan jeg godt se, det måske kom af, at min datter blev indlagt, da hun var to-tre uger gammel, fordi hun havde et sygdomsforløb med en dårlig nyre. (Anna Davids datter er rask nu, red.). Men jeg ved det ikke. Man ved jo ikke, om det kommer af en årsag, vel? Det kan også være, angst bare er et af de grundvilkår, nogle mennesker må leve med. Men jeg har i hvert fald måttet arbejde med det efterfølgende, for jeg fik flere angstanfald efter det i badet.

Troede, jeg skulle dø

Hvordan arbejdede du med det?

– Jeg fortalte det til min læge, men det fik jeg så ikke så meget ud af, må jeg indrømme. Det bedste var at tale med min mor om det, for hun har selv prøvet at have angst, da hun var ung. Hun sagde, at jeg skulle prøve at tage kontrol over det og slå det ned, når det kommer, fordi der jo ikke SKER noget. Og det gør der heller ikke, men det ved man altså ikke, når man står i det, så det syntes jeg var svært. Det lykkedes for mig nogle gange, men jeg har også oplevet flere gange, hvor jeg slet ikke kunne styre det.

– Der skete så det, at jeg oven i det hele fik et anafylaktisk chok (akut allergisk reaktion, der kan være livstruende, red.), hvor jeg simpelt hen troede, jeg skulle dø. Jeg havde bare taget en tår te om morgenen, og pludselig lå jeg ude i gangen og troede, jeg skulle herfra. Det kickstartede en dødsangst. Og jeg blev pludselig bange for at indtage noget, fordi jeg ikke anede, hvad jeg var allergisk over for, fortæller Anna David.

SHIT, jeg er gravid!

Et par måneder efter skete det igen. Anna David havde taget en Kodimagnyl, som udløste endnu et anafylaktisk chok.

– Så jeg havde nogle år, hvor der var en masse angst forbundet med at spise og drikke. Der var så mange tanker hele tiden. Og der hører også en masse angst med, når man har allergi, så det hele vævede sig ind i hinanden. Jeg startede på Allergiklinikken og talte med en læge dér, og han var faktisk rigtig god at tale med. Om det hele. Så han har fungeret som en slags terapeut for mig.

Har du fået andre former for hjælp til at bearbejde angsten?

– Nej, jeg er ikke kommet videre med det, men jeg skal have taget fat i det på et tidspunkt. Det er så mærkeligt, at nogle bliver ramt af det, og andre ikke gør. Jeg er jo så livsglad, så jeg har haft ekstra svært ved at forstå det. Men som min mor siger, så går tingene hånd i hånd – det lyse og det mørke. Og måske er jeg ekstra bange for at miste. Fordi jeg er så glad for at være her.

Læs også: Jimmy Colding fra Zididada fik også angst - læs, hvordan han har tacklet det

En anden ting, Anna David ikke kunne tåle, var sine p-piller. Så da hun skulle skifte til et andet præparat, var der lige to uger imellem, og bang!

– ”SHIT! FUCK! FUCK!”, sad jeg bare og råbte ude på badeværelset, da jeg opdagede det. Min kæreste og jeg var helt nye sammen, vi havde kun kendt hinanden i fem måneder, og det var på ingen måde planlagt. Jeg havde lige udgivet et nyt album, som jeg skulle ud og promovere, så det passede bare overhovedet ikke ind! Men der var alligevel ingen diskussion om, hvorvidt vi skulle have barnet. Sjovt nok, faktisk. Der var ingen af os, der så meget som nævnte ordet abort.

Fokus er flyttet

Du skulle lægge dit liv noget om så – med et lille barn?

– Ja, men jeg gik ind til det med den dér: Der skal ikke ændres NOGET som helst i mit liv! Hahaha, jeg blev klogere! Men det var min indstilling, så jeg tog på tour med Alba, da hun var 12 dage gammel – MED kæreste og mor til at hjælpe mig. Men det var ikke ideelt. Livet ændrer sig jo SÅ meget, når man får børn.

På hvilke måder?

– Mit fokus har ændret sig fuldkommen. Fra kun at være på mig selv og gå op i sådan nogle små ligegyldige ting, som jeg slet ikke har tid til at tænke på i dag. Jeg tænkte for eksempel meget over, hvad andre tænkte om mig – det fylder slet ikke så meget længere. Jeg stoler meget mere på mig selv og mine holdninger og værdier. Man vokser jo helt enormt som menneske, når man får ansvaret for et andet lille menneske – det er i hvert fald sket for mig. Og jeg synes faktisk, jeg er blevet et meget federe menneske.

Outsider

I gymnasiet havde Anna David det ”lidt blandet”, som hun siger. På den ene side havde hun altid følt sig som en outsider, hvilket ikke ændrede sig på gymnasiet, på den anden side havde hun sin musik, som hun brugte som terapi, når hun sad oppe om natten og skrev alle sine tanker og følelser ind i sangene. Det var sommeren, inden hun skulle starte i 3. g, hun blev udsat for det, hun skulle komme til at lave alt for mange interviews om, før hun overhovedet var klar til at tale om det. Anna David, som var 17 år på det tidspunkt, blev voldtaget af en sine venner fra skolen på en festival.

– Han forstod bare ikke et nej, og da han mødte op på skolen efter sommeren igen, havde jeg det sådan, at hvis han fortsatte, så ville jeg stoppe. Han var der heldigvis bare for at sige farvel til sine venner, han gik ud. Jeg anmeldte ham aldrig, men det blev foreslået, at vi skulle mødes med en mægler. Det kunne jeg slet ikke tage stilling til – jeg gik rundt i sådan en underlig boble og var slet ikke til stede. Så det skete aldrig. Det ville måske have været en god idé, men jeg følte mig så dårligt behandlet, at jeg bare ikke kunne, fortæller Anna David.

Så lav dog noget undervisningsmateriale!

Når Anna David i dag læser om, hvordan seksuelle overgreb på kvinder eskalerer over hele verden, bliver hun vred.

– Fordi der altid kun er én vinkel på det, det irriterer mig grænseløst! Vi får altid bare de grusomme historier serveret – og ikke andet. Det ripper op i en hel masse i mig selv hver gang, og det kan jeg forestille mig, det også må gøre hos andre kvinder, der har været udsat for voldtægt. Der bliver aldrig skrevet eller sagt noget om, hvordan vi FOREBYGGER voldtægt, jeg synes, det er SÅ .!! siger Anna David, som skrev en ”syv meter lang tekst” om det forleden, som hun ville have postet på Facebook, fordi hun var så rasende.

– Jeg kan huske, at vi i min skoletid havde ganske kort om emnet; det var noget med en mand, der hopper frem fra et busstoppested. Og ja, det sker. Men langt de fleste voldtægter bliver jo desværre begået af en, man kender. Jeg havde da aldrig troet, at en, jeg kendte, kunne finde på at udnytte mig på den måde. Så man kan forebygge ved at fortælle helt unge piger og drenge, at de skal respektere hinanden, respektere et nej.

– Der er så mange programmer på TV og ting i medierne, der fortæller voldtægtshistorier i detaljer, men ikke en SKID om, hvad vi kan gøre ved det. Så lav dog noget undervisningsmateriale i stedet! Jeg vil gerne hjælpe med det. For unge skal have meget mere viden om kontaktvoldtægt, og vi skal i det hele taget have taget hul på seriøs forebyggelse, siger Anna David.

Christian vil altid kæmpe for os

I dag hører voldtægten til i den mørke afdeling af Anna Davids liv – den afdeling, der også skal være plads til sammen med alt det lyse. Efter at hun i nogle år har lagt låg på sine drømme, er det lyset, som har førertrøjen på lige nu, og der er fuld turbo på kreativiteten igen. Sangene flyder fra hende, og Anna David har lige lavet en aftale med en amerikansk producer, som hun skal over og skrive og indspille med i Los Angeles til efteråret.

– Jeg føler endelig, jeg tør drømme stort igen. Jeg har altid været en KÆMPE drømmer, men har ikke haft overskuddet til at forfølge mine drømme de seneste år, der har været så meget. Christian, min kæreste, og jeg har kæmpet for at tilpasse os hinanden som par, og det har ikke været nogen dans på roser overhovedet. Jeg har nok ikke været verdens nemmeste, men det har han altså heller ikke! Men jeg tror, det var meningen, vi skulle finde hinanden som par og blive federe sammen. Federe mennesker. Vi er meget forskellige, men vi komplementerer også hinanden, og så er vi meget mand-kvinde. Det er dér, vores største kampe har ligget.

– Da vi mødte hinanden var vi mega stormende forelskede med ALT, hvad det indebærer, og det er stadig den kærlighed, der holder os sammen. Det fede ved Christian er, at jeg véd, han altid vil kæmpe for os. Han giver ikke op.

Og flere børn – skal I have det?

– Meget gerne. Vi er ved at være klar igen. Alle tre, siger Anna David.

Læs mere om: