Kendte

Årets tabubryder: Karen Fastrup: "Jeg blotter jo mig selv fuldstændig med den bog"

I 2015 udløste kombinationen af flere kriser en voldsom psykose, som sendte hende ind og ud af det psykiatriske system det næste par år. Karen Fastrup skrev sidste år romanen ”Hungerhjerte”, der har ramt en slags momentum – psykiatere og psykologer har erkendt, at den har givet dem en langt større forståelse for og indsigt i det syge sind, og psykisk syge patienter føler sig pludselig forstået, set og fri for skam. Karen Fastrup kunne have gjort sin historie til en andens i romanen for at skærme sig, undgå skam. Det gjorde hun bevidst ikke. Som hun siger i interviewet her: ”Jeg tager en for holdet.” Derfor er Karen Fastrup Årets tabubryder.

Kommentaren er på én gang chokerende og bevægende. Under et arrangement på Folkemødet i år læser forfatter Karen Fastrup op af sin bog ”Hungerhjerte”, der handler om hendes eget møde med psykisk sygdom og et kvalitetsmæssigt svingende behandlingssystem. Bagefter tager en pensioneret psykiater blandt publikum ordet og siger, at det trods hendes mange år i systemet først var, da hun læste ”Hungerhjerte”, at hun forstod helt dybt ned, hvad det at være psykisk syg egentlig indebærer. Så sidder man selv dér blandt publikum og tænker ”hvad???”. Men Karen har oplevet den slags kommentarer mange gange, siden ”Hungerhjerte” kom i 2018:
— Det er faktisk ret stort at høre det, ikke? Jeg har oplevet psykiatere, som virkelig har takket mig og med tårer i øjnene har sagt: ”Nu forstår vi endelig, hvordan det er at være den syge, og hvordan det er at være på afdelingerne, og nu forstår vi endnu bedre de meget komplekse følelsestilstande i det syge sind.”
 
 
Psykiatere fægter i blinde, det er hulens svært at gå ind og udsige noget om det syge sind. Der er også rigtig mange syge, der ikke har det sprog, som jeg tilfældigvis har som forfatter. Så jeg er på en måde en lille gave til dem, fordi jeg bliver syg og pludselig kan sætte ord på nogle sygdomstilstande, som ikke så mange mennesker kan sætte ord på. Jeg får mange henvendelser fra psykiatere, fordi jeg kan klarlægge nogle ting, som ellers er svære at klarlægge.  
 
Hvilke reaktioner får du fra psykisk syge?
— Der er altid en del til mine oplæsninger og foredrag. De skriver også rigtig meget til mig. Specifikt de, der har samme borderlinediagnose som mig, siger: ”Nu forstår jeg endelig min egen sygdom.” Der er også nogle på min egen alder eller ældre, der skriver: ”Gid din bog var kommet ud, da jeg var ung, så havde jeg kunnet leve meget lettere og uden al den skam og tabufølelse og selvstigmatisering, som jeg har døjet med hele mit liv.” 
 
SKAMMEN
Karen Fastrup fik en psykose i oktober 2015, muligvis udløst af først en skilsmisse efter et mangeårigt ægteskab og siden et kæresteforhold, der ikke kunne udvikle sig til den kærlighed, hun længtes efter, kombineret med en massiv skrivekrise. Det næste halvandet år vandrede hun ind og ud ad det psykiatriske system. Og skrev så i litterær form ”Hungerhjerte”. Karen klæder sig nøgen i romanen. Hun tager fat i et kæmpestort tabu og bruger sig selv og sin egen psykiske sygdom som bulldozer. 
 
— Hver tredje af os bliver i en eller anden grad ramt af psykisk sygdom i løbet af livet og kommer i kontakt med det psykiatriske system. Det er virkelig mange. Og det står overhovedet ikke mål med, hvor lidt vi taler om det, og hvor lidt vi overhovedet ved det om hinanden. Det viser, at det stadig er et kæmpe stort tabu i 2019. Der er sket meget igennem de seneste årtier, men slet ikke nok. Da jeg var indlagt, oplevede jeg, at mine medindlagte skammede sig så meget, at de ikke engang turde sige det til deres familie og venner eller fortælle, at de havde den diagnose, de nu havde. Det er af flere grunde dybt problematisk, at psykisk sygdom er så tabubelagt og stigmatiserende. Én ting er, at de syge døjer med deres psykiske sygdom, noget andet er, at de også skal lide under den skam, tabuet medfører. Og den selvstigmatisering det også indebærer. For når samfundet stigmatiserer bestemte befolkningsgrupper, resulterer det i, at man inden for de befolkningsgrupper ender med selvstigmatisering. At man skammer sig. Det er så uretfærdigt. 
 
— Derudover er det er dybt problematisk, at det er så tabubelagt, fordi det forhindrer, en folkelig bevidsthed om, hvor mange af os der faktisk bliver ramt af psykisk sygdom i løbet af livet. Befolkningen ved det jo ikke. Og så længe den folkelige bevidsthed ikke er der, kommer der heller ikke noget folkeligt pres på vores politikere, så de psykiatriske patienter er stadig den sygdomsgruppe, der bliver dårligst behandlet i systemet. De er tit så dårlige, at de simpelt hen ikke har kræfter til at råbe op. Så det har fra politisk side været meget nemt at sylte psykiatrien.
 
I ”Hungerhjerte” undlader du på et tidspunkt at fortælle din daværende kæreste, at du er blevet indlagt igen – det havde du ikke gjort, hvis det havde handlet om for eksempel cancer?
— Nej præcis! 
 
Tabu, skam – og kærlighed. Karen har, da hun var single, oplevet at møde mænd, som ikke turde binde an med hende, når de fandt ud af, at hun havde en psykisk sygdomshistorie – bag sig. 
 
Hvorfor er det skamfuldt at have en psykisk sygdom og ikke skamfuldt at have for eksempel kræft?
— Det skyldes selvfølgelig meget uvidenhed ude blandt folk, som tror, at psykisk syge er rablende vanvittige gale tosser, der går op og ned ad gaden og råber og skriger og kan finde på at gå til angreb. Vi kan ikke stole på dem, ikke regne med, at de kan passe et arbejde, eller at de bliver raske igen – ”én gang psykisk syg, altid psykisk syg”. Men man kan faktisk helbrede rigtig mange, de kan komme tilbage på arbejdsmarkedet, de kan komme til at leve gode, meningsfulde liv med børn og familier. Og dem, man ikke kan helbrede, kan man gøre så raske, at de faktisk kan fungere rigtig fint. Men der skal i langt højere grad sættes ressourcer af til det. Og så er det vigtigt for mig at sige, at der selvfølgelig er nogle mennesker, der er meget syge, og som aldrig kan blive raske. De skal have den bedste hjælp og ikke skammes ud og føle, at de er til besvær i vores samfund. 
 
Karen Fastrup 52 år, forfatter og skønlitterær oversætter.
Debuterede i 2000 med romanen ’Brønden’ og udkom sidste år med ”Hungerhjerte”, om sit eget møde med psykisk sygdom og det psykiatriske behandlingssystem. Dét tabubrud har været et overraskende gennembrud både for hende selv, andre psykiatriske patienter – og mange psykiatere, der først nu forstår dybden af psykisk sygdom. 
 
 
KOLDT
I ”Hungerhjerte” krydsklipper Karen til sin barndom, og man fornemmer, hvor kimen til sygdommen er lagt. For noget er muligvis medfødt, men miljøet har også en del af ansvaret. Man fryser i Karens barndom i 1970’erne. Uopvarmede rum, uopvarmede forældre, flippede og anderledes i Sønder Vilstrup, en lille landsby i Jylland, hvor de flyttede til fra Askov Højskole og ikke passede ind. Man er sulten i Karens barndom. Efter varm mad og kærlighed. Man vil gerne ses i Karens barndom. For den man er og ikke den, man hellere skulle være. Men forældrene har travlt med deres eget og nok vigtigst: med sorgen over at have mistet et barn – Karens storebror. Der er krav og forventninger i den barndom, og der er fravær af omsorg og opmærksomhed. Koldt. Det traume, barndommen gav hende, var en mine, der bare ventede på rette anledning til at blive udløst.
 
— Jeg var gift med forfatteren Niels Lyngsø i 16 år, han er far til mine børn, og fordi vi levede i sådan et fint og roligt ægteskab, tror jeg faktisk ikke, min sygdom viste sig. Men jeg tror, at skilsmissen fra Niels retraumatiserede mig.
 
Karen beskriver sig selv som ”skingrende psykotisk”, natten før hun blev indlagt i 2015. Det havde været på vej et stykke tid. Hun var til familiemiddag hos sin daværende kæreste, da hun mistede virkelighedsfornemmelsen.
 
— Altså … pludselig begyndte jeg at holde en forelæsning om den portugisiske digter Fernando Pessoa for en forsamling af gode håndværkere, der ikke var interesserede i poesi eller filosofi. Det var jo ret skørt. Og jeg holdt den virkelig, som om jeg var ude at holde et foredrag, jeg kiggede rundt på folk og var enormt veltalende. Og jeg kan ikke huske noget som helst af det. 
 
Bagefter rejste hun sig, forlod den måbende forsamling og gik op på husets førstesal.
— Dér begyndte jeg at hamre bøger ned i gulvet – oven på de her stakkels mennesker nedenunder. Og jeg råbte ad min daværende kærestes 20-årige søn: ”Har du ingen drømme i dit liv? Vil du ikke noget med dit liv? Skal du bare ligge og se fjernsyn?” Frygteligt frygteligt. Helt forfærdeligt. Så gik jeg ned og tog en kniv og ville ligesom gøre en ende på mig selv, fordi jeg pludselig begyndte at komme ud af psykosen og skammede mig så forfærdeligt over det hele. 
 
Karen troede, umiddelbart efter at hun var blevet indlagt, at hun havde villet slå sin daværende kæreste ihjel med kniven, og var dybt chokeret. Først senere fandt hun ud af, at kæresten havde grebet hende bagfra og vristet kniven fra hende for at undgå, at hun gjorde skade på sig selv, mens han råbte til sin søn om at tage flugten. Karen skrev et undskyldsbrev til sønnen efterfølgende. Og kæresten gik fra hende, kom halvhjertet tilbage og gik så endelig for good. 
 
LÆS OGSÅ: Se alle de nominerede guldkvinder her
 
ØJENKONTAKT
Heldigvis har hun søskende og venner i nærheden. Det er ikke sikkert, hun havde klaret turen igennem sygdommen og systemet uden dem.
 
Hvad er det, systemet ikke forstår om psykisk sygdom?
—  … Noget af det, jeg har sagt til psykiatere, jeg har holdt foredrag for, og som de faktisk har lyttet til, er, at på flere afdelinger har jeg oplevet, at de ansatte, der er der i dagligdagen – ofte sosu-assistenter med noget efteruddannelse – ikke har uddannelse nok og er for hårdt pressede arbejdsmæssigt. Jeg synes, de kan mangle en smule empati og lidt have indstillingen: Vi skal ikke for tæt på de der syge indlagte, vi skal ikke se dem i øjnene. 
 
En scene: Karen er indlagt på akutmodtagelsen på Psykiatrisk Center Ballerup. Hun går op og ned ad gangen. Op og ned ad gangen. Op og ned ad gangen. 
— Jeg havde så meget angst, jeg havde det så forfærdeligt. Men plejepersonalet kom simpelt hen ikke ud fra deres kontor og så mig i øjnene. Der var nogle meget dygtige psykiatere og psykologer, men det daglige plejepersonale oplevede jeg kunne være noget problematisk. Det er meget, meget tungt at gå op og ned ad gulvet, man kan simpelt hen ikke stå stille, når man har det så dårligt, det er uladsiggørligt at stå stille. Og når der så tilmed ikke er et menneske, der kommer hen til en og ser en i øjnene …
 
Kontrasten og dermed forskellene i systemet på noget så basalt som patientkontakt oplevede hun, da hun på et tidspunkt var indlagt på Frederiksberg Hospital:
— Når man gik op og ned ad gangen dér på sin tunge vandring, havde personalet den indstilling, at den vandring skulle man ikke foretage alene. Det er så smukt. De gik den sammen med os. Jeg bliver helt bevæget, hver gang jeg tænker på det. De sprang til, når en af os gik på den dér måde, og så gik de simpelt hen frem og tilbage med os. Nogle gange prøvede de at få noget beroligende i den, der gik, hvis det var et meget voldsomt angstanfald. Når medicinen så virkede, kunne de prøve at få personen ned at sidde. Eller hvis personen havde fået gået angsten af sig, sad de med vedkommende og forsøgte at få øjenkontakt. Det virkede så fantastisk. Man føler sig favnet og omsluttet. Så nogle gange synes jeg, at psykiatrien mangler at se os syge mennesker og omgås os som helt almindelige mennesker. Hvad er det, vi gør ved medmennesker, der har det så dårligt? Jamen, vi ser dem da i øjnene, vi holder dem i hånden, vi giver dem et kram. Vi går sammen med dem, hvis de har angst. Nogle helt basale menneskelige ting. Så der skal mere uddannelse til, især hos sundhedspersonalet på gulvet. Jo mere uddannelse, jo mere indsigt, jo mindre stigmatisering fra behandlerside mod de syge. Det giver sig selv. 
Det handler om menneskesyn. Og det handler om ressourcer, siger Karen.
 
— Vi skal have prioriteret psykiatrien, så vi får den op på niveau med somatikken økonomisk. Der er den slet ikke. Der skal penge til psykiatriforskning. Og de er stærkt underbemandede på de psykiatriske afdelinger, der er alt for få senge, og der er ikke plads til, at folk kan være der, til de bare er nogenlunde raske.   
 
Du har selv følt dig smidt på gaden?
— Ja, det har jeg helt bestemt. Dels følte jeg mig ikke klar til at komme ud efter de fem dage, jeg var indlagt første gang i Ballerup, og det var endda længe, at jeg fik lov til at være der. Og dels blev jeg smidt ud fra den lukkede afdeling på Frederiksberg Hospital efter et døgn og i et kæmpestort angstanfald, hvor jeg slet ikke var parat. 
 
Karen følte sig mistænkeliggjort af en afdelingslæge, der mere end antydede, at der nok ikke var andet i vejen med hende, end at hun var lidt doven, og udskrev hende med øjeblikkeligt varsel. På trods af at en overlæge på behandlingsstedet Stolpegård havde vurderet hende så syg, at han havde sendt hende direkte til den lukkede afdeling i en taxa. Hun blev bedt om at pakke sine ting og gå. Og stod alene på parkeringspladsen i en tsunami af angst.
 
— Det kunne være endt … vældig galt. Jeg henvendte mig så også på psykiatrisk skadestue på Bispebjerg igen efter fem dage. Og blev taget ind. Og fik så endelig lov til at være indlagt på Frederiksberg Hospital i tre en halv uge. 
 
Psykisk sygdom kan ikke ses. På den måde kommer kemien mellem to mennesker, lægen og den psykisk syge patient måske til at betyde mere end kemien mellem lægen og den fysisk syge patient?
— Helt bestemt. Det er meget mere vanskeligt at stille diagnoser inden for psykiatrien. Man kan ikke tage en blodprøve eller lave en scanning og finde ud af, hvad patienten fejler, man skal sidde empatisk og tale sig frem til det for at finde ud af det. 
 
VENDEPUNKTET
Spørgsmålet er, om det er justeringer, fokus og ressourcer, der skal til – eller noget helt andet.
— Digteren Asta Olivia Nordenhof, som selv har været indlagt mange gange, sagde på et tidspunkt: ”Psykiatrien skal drømmes forfra.” Ikke bare tænkes forfra, den skal drømmes forfra. Jeg synes, det er så smukt. Vi burde kaste det hele op i luften og tænke de psykiatriske afdelinger på ny. Drømme dem på ny. Hvordan kan vi indrette systemet på en anden måde? I gamle dage havde man på Sankt Hans Hospital store haver, fordi man havde tanken, at patienterne skulle have noget smukt at se på. Parker. Smukke bygninger. Den tanke virkede også på mig, da jeg blev indlagt på Frederiksberg og pludselig kom ind i nogle smukke bygninger. Jeg så det æstetiske og tænkte: Her tror jeg, at jeg kan blive rask. Det er også vigtigt, at der er noget, man kan lave, når man er indlagt. Det fik man også lov til engang, nu kan man faktisk få en følelse af blot at blive opbevaret, der sker ikke meget, man sidder bare og rokker. Og så … meget mere samtaleterapi. Det er der heller ikke nok af. 
 
Når alt det er sagt … 
— … må jeg også sige, at der findes gode afdelinger. Afdelingen på Frederiksberg Hospital, hvor jeg var i tre en halv uge, var fantastisk. Dér begyndte det at vende for mig. Jeg kan sidde og kigge over på den afdeling fra min lejlighed nu, og jeg er så taknemmelig for, at det sted fandtes. Jeg var flyttet fra Københavns Kommune til Frederiksberg Kommune, hvor der bare er flere penge, og hvor man har en afdeling, hvor man kan få lov til at være indlagt i tre en halv uge og næsten dagligt få kognitiv terapi af meget kompetente mennesker. Det var DET, der gjorde, at det vendte for mig, og det er meget sjældent at opleve det som psykiatrisk patient. Der var også opfølgende terapi. Der kom en kognitiv terapeut hjem til mig to gange om ugen i to måneder efter. En gang om ugen i to måneder kom en mentor hjem til mig og hjalp mig med at få styr på min fuldstændig kuldsejlede økonomi. Jeg havde jo angst, når jeg skulle ringe til Skat, så mentoren hjalp mig igennem. Ud over mit eget arbejde med mig selv var det alt det, der gjorde, at jeg blev rask. 
 
KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt
 
URTRAUMET
Måske handler tabuet om psykisk sygdom også om, at vi lever i en tid, hvor kontrol og det kontrollerede menneske er i højsædet. Og en psykisk lidelse er det modsatte. Det er et ultimativt kontroltab.
 
Har du selv skammet dig?
— Ja, det er lang tid siden, men det har jeg. Jeg har skammet mig over at have følelsen af, at der var noget ved mig, der var lidt anderledes. Men processen med at stå frem med min historie og min roman og sige ”her er jeg” har gjort, at jeg har mistet skammen. Der ligger en frisættelse i at sige: ”Det er simpelt hen den person, jeg er, på godt og ondt.” 
 
Er du helt rask nu?
— Der står ”kvalificerer ikke længere til diagnosen” i min journal. Men jeg er blevet opmærksom på, at jeg har sårbarheder. Det er godt nok lang tid siden sidst, men jeg HAR nogle gange kunnet komme ud på kanten af noget psykotisk, hvor jeg har fået en lille smule vrangforestillinger. Jeg går til en psykolog, der er specialist i borderline, og det var faktisk meget befriende, da hun gjorde mig opmærksom på det. For hvis jeg begynder at komme derud, kan jeg sådan tage mig i det. Men jeg HAR noget og vil nok altid have det. Jeg kan for eksempel blive meget bange for, at min kæreste går fra mig. Kærlighed betyder meget, fordi der til borderline hører, at man har nogle meget stærke følelsesudsving på godt og ondt. På godt: Jeg kan virkelig elske meget intenst. På ondt: Den dårlige side af, at kærlighed fylder så meget i mit liv, er mit urtraume. En af grundene til, at jeg har fået diagnosen borderline, er alt det kærlighedstab, jeg har oplevet som barn. 
 
LIDELSE
Hvis Karen skal nævne det bedste, der er sket i forbindelse med bogen, popper tre ting op:
— At den er præmieret af Statens Kunstfond som et litterært værk af ”særlig høj kunstnerisk kvalitet”, er kæmpestort for mig som forfatter. Jeg led meget i den periode, bogen handler om, og har også lidt meget i barndommen. Der har været meget lidelse. Men der er alligevel kommet et værk ud af det, som er blevet så fint, at det er blevet præmieret. Det er jeg virkelig stolt af. 
 
— En anden ting er, at der over et år efter udgivelsen STADIG er folk, der skriver til mig, og jeg bliver stadig tagget på Instagram: ”Jeg har læst den her bog og har slugt den, og det har forandret mit liv og måden, jeg ser ting og verden og psykisk sygdom og mig selv på.” Dét synes jeg fandeme er stort. 
 
— Og så har jeg fået en lille nebengesjæft, fordi det er blevet et politisk projekt for mig. Der er så mange af mine medsyge, der ikke lige har overskud, ressourcer eller sprog til at råbe op. Så vil JEG fandeme gerne gøre det, så tager jeg en for holdet. Nogle gange kan man som forfatter være heldig at skrive et værk, som rammer lige ned, hvor tiden er moden til at tage imod det. Sådan har det været med ”Hungerhjerte”. Mange har sagt til mig, at bogen har været med til at lukke op for debatten om psykisk sygdom og psykiatri. Jeg har fået lov til at tage en politisk sag på mig. Og jeg blotter jo mig selv fuldstændig med den bog, fordi jeg har skrevet den som autofiktion. Det er der mange kunstneriske grunde til, men der er også den politiske grund: Jeg har ikke villet skjule mig selv bag et andet navn og sige, ”jamen, det der er ikke mig”, fordi jeg skammer mig over at sige, at jeg er psykisk syg. 
For så er det slet ikke sikkert, bogen havde fået den opmærksomhed. 
 
— Jeg valgte bevidst at sige ”ja, det er mig, det er KAREN, Karen Fastrup har også været der, så nu lægger jeg det hele frem, og når jeg gør det, kan det være, at I måske også tør”. 
Karen satsede – og vandt. 
 
LÆS OGSÅ: Karen Fastrup har borderline: "Jeg skammede mig over at få en diagnose"