https://imgix.femina.dk/media/8198540905714595abc1e28d0c23c6b3.jpg
Kærlighed og sex

Knas i parforholdet?

30. maj 2011
af Helle Hartz og Lene Byriel, fra magasinet Tidens Kvinder
Foto: ALL OVER PRESS
Når kvinden bliver mere maskulin og manden mere feminin, forrykkes balancen, så gnisten forsvinder.

Mange af de seksuelle problemer, der opstår i parforhold, bunder i virkeligheden i manglende intimitet mellem parterne. Og skal man løse de seksuelle problemer, er det derfor intimiteten hos parret, man skal arbejde med, for intimiteten er hele basisgrundlaget, der skal være i orden, for at forholdet kan fungere. Det mener Emilie Melchior, der er jordemoder og uddannet familie- og parterapeut med egen praksis i København. Hun har bl.a. skrevet bogen "Parforhold - intimitet i hverdagen", der handler om, hvordan man genfinder den kommunikation, der er så vigtig, hvis man skal føle sig forstået og anerkendt.

Lad dig forføre
Som ledemotiv og billede på parforholdet bruger Emilie Melchior tangoen - ikke den stive, skarpe og koreograferede danseskole-tango - men vel at mærke den bløde og sensuelle argentinske tango, for her er der i højeste grad fokus på kommunikation, nærvær og intimitet. I dansen er der en klar rollefordeling mellem det maskuline handlekraftige, at turde byde op og føre - og det feminine, at turde give sig hen og lade sig (for)føre. Og lige præcis den klart definerede rollefordeling og det deraf følgende samspil, kan også være gavnligt at bruge, når det drejer sig om parforholdet.

Spil mellem kønnene
Emilie Melchior mener, at der er sket en forrykning i ligestillingens hellige navn, fordi kvinder er blevet mere maskuline i deres udtryk, men på den bekostning savner at føle sig som kvinder, der skal forføres og beskyttes. Samtidig er mange mænd blevet mere feminine og savner derfor deres maskuline kraft og får ikke dækket behovet for at erobre og nedlægge. Det spændende spil mellem kønnene har svære vilkår, og netop den fascination og passion, der ligger i de forskellige roller, kan være med til at holde intimiteten ved lige.

Stærke følelser i gang
Sex og intimitet hænger tæt sammen, for kærlighed er både krop og sind, det er både at være intim og opleve intimitet sammen. Godt nok kan sex "bare" være en dejlig, fysisk tilfredsstillelse, men hvis man føler, at intimiteten ikke er der, og man ikke kan nå den anden part og derfor glider fra hinanden, kan det sætte virkelig stærke følelser i gang. Fysisk kan det få den betydning, at kvinden ikke bliver våd, og manden ikke kan få den op at stå. For det at have lyst er ikke bare en fysisk ting - det har i høj grad også noget med intimitet at gøre - eller manglen på samme.

Den anerkendende dialog
Men det kan der heldigvis gøres noget ved, mener bogens forfatter, Emilie Melchior. En af løsningerne er at arbejde med "den anerkendende dialog", der går ud på at vedligeholde kontakten og nærheden til sin partner i hverdagen - at man meddeler sig klart og skaber forbindelse. Når vi lytter og snakker med hinanden uden at analysere, skaber vi også intimitet.

Fysisk kontakt
I dansen - som her den argentinske tango - leger man også med intimiteten, kommunikationen og rollefordelingen i parforholdet, når manden er den førende og erobrer kvinden, mens hun overgiver sig og lader sig føre. Her viser kønnene deres styrkesider - deres roller og sårbarhed bliver tydelige for hinanden. Gennem tangoen opnår parterne fysisk kontakt med hinanden, uden det nødvendigvis skal føre til mere. Gennem dansen og intimiteten finder parret en fælles bevægelse at mødes i. Som Emilie Melchior beskriver det, åbner tangoens eventyr op for nærværets mulighed.

Læs også