Ansigtsmaske - vi har testet 5, der lover fugt
Skønhed

Giv den tørre hud et fugt-fix: Vi har testet ansigtsmasker

16. november 2016
af Redaktionen
Vores hud skriger på fugt! Det skulle en god ansigtsmaske kunne rette op på, men hvilken en er den bedste?

Der er noget at gøre, hvis din hud også er godt og grundigt vintertræt: En god ansigtsmaske kan rette op på det hele.

Hvis ansigtsmasker endnu ikke er en del af din hudplejerutine, så skulle du tage og give det en chance, for her er virkelig mulighed for at hente noget ekstra næring og pleje til huden, som i disse dage, med frostgrader udenfor og hed radiatorvarme indenfor, godt kan have det lidt svært.

Der findes et væld af forskellige ansigtsmasker, der lover fugt og bløde kinder, men hvilken af dem virker? Vi satte os for at teste 7 forskellige, så du lettere kan vælge den rette for dig.

Læs også: 10 opskrifter på ansigtsmasker, der kan forbedre din hud

Ansigtsmasker, der lover fugt

https://imgix.femina.dk/caudalie_moisturizing_mask.jpg

Den blødeste hud

Hvad: Moisturizing Mask fra Claudalié, 75 ml, 229 kr.

Fordele: Dette er simpelthen den bedste fugtmaske, jeg endnu har prøvet. Den har en lækker fast konsistens, duften er helt mild og naturlig, og så er virkningen et kapitel for sig. Jeg spurgte et pænt lag i ansigtet, og lod den sidde et kvarters tid og tørrede derefter rester af med en let fugtet vatrondel. Jeg prøvede også at sove med den hele natten – og resultatet var i begge tilfælde en fuldstændig blød, gennemfugtet hud med masser af glød. Indeholder bl.a. glycerin og vindruekerneolie. Wauw, siger jeg bare.

Ulemper: Ingen!

Bonus: Prisen er ret fin i forhold til effekten.

QQQQQQ

Testet af Christina

https://imgix.femina.dk/dm_skincare_maske.jpg

Uden vandsjaskeri

Hvad: DM Skincare Sheetmask, antiage og fugt, 89 kr.

Fordele: Masken er let at bruge, da det er en såkaldt "sheet" maske, som består af et stykke stof, hvori de aktive stoffer sidder. Den lægger man bare på ansigtet, slapper af og venter til den er tør. Og denne er behagelig at have på, og giver et fint fugtgivende resultat og huden føles frisk og udglattet.

Ulemper: Fugten holder ikke så længe. Så det kræver altså stadig en god fugtighedscreme efterfølgende. Og så er der jo kun til én gang i æsken - det er ikke så meget for 89 kr., synes jeg.

Bonus: Masken er meget let både at få på og tage af igen, ingen "vandsjaskeri" når den skal af. Den er perfekt, hvis du har lidt travlt, men lige trænger til en hurtig opfrisker.

QQQQ

Testet af Helle

https://imgix.femina.dk/hydration_masque_fra_thailandske_panapuri.jpg

En duft af Thailand

Hvad: Hydration Masque fra thailandske Panapuri, 75 ml, 445 kr.

Fordele: Huden føles silkeblød efter brug og ser klart friskere - og dermed yngre - ud.

Ulemper: Duften er rart nok 100 procent naturlig, men er også meget krydret og eksotisk og vil for nogen nok virke lidt speciel. Masken er til normal til tør hud, men skal i hvert fald på min hud suppleres med ansigtscreme, ellers føles huden hurtigt stram. Og så er prisen i overkanten.

Bonus: Der er fin lyserød ler i masken, som stivner let, så man får et forrygende støvet dukkeudtryk i ansigtet.

QQQQ

Testet af Trine

https://imgix.femina.dk/madara_fugtmaske.jpg

Øko-hud

Hvad: Mádara SOS Hydra Mask Moisture+Radiance 12,5 ml, 59 kr.

Fordele: Den er let at fordele og har en meget let duft. Farven er fin lyserød. Efter et kvarter kan man se, hvor huden virkelig har haft brug for fugt, for der er masken nærmest forsvundet. Efter 20 minutter fjernede jeg det sidste med en vatrondel, og min hud var gennemfugtet og blød.

Ulemper: Det er svært at finde ulemper ved denne. Jeg har ultratør og ditto sensitiv hud, og alligevel takkede min hud bare JA til denne.

Bonus: Mádara er Eco Cert-certificeret.

QQQQQQ

Testet af Lindi

https://imgix.femina.dk/ansigtsmaske_matas_fugtmaske.jpg

Budget-versionen

Hvad: Matas Fugtmaske, 80 ml, 59,95 kr.

Fordele: Crememasken smøres på i et tykt lag og skal kun sidde i fem minutter – så man kan f.eks. lige børste tænder og sætte i opvaskemaskinen, inden den skal af igen – og så fjerner man med våd vatrondel. Nemt og hurtigt. Huden er mærkbart blødere med det samme. Flere steder på mine kinder var stort set al maske suget ind i huden.

Ulemper: Hvis man er for gavmild med masken, kræver det noget ekstra vat bagefter, så prøv dig frem. Og så er der måske ikke skruet sådan rigtig op for wellness-følelsen i forhold til emballagen.

Bonus: Masken er meget nem at bruge og kan smøres på 3-4 gange om ugen. Ekstra skønt i vintertiden. Og så fejler prisen altså ingenting.

QQQQ

Testet af Dorthe

https://imgix.femina.dk/balance_me-restore-and-replenish.jpg

Spændstig hud

Hvad: Balance Me Restore and Replenish Repair Mask 50 ml, 479 kr.

Fordele: Konsistensen er som en meget fed, blød creme. Den første fornemmelse var faktisk svie - ligesom når man har meget tør hud og den endelig får fugt. Kort efter faldt huden dog helt til ro. Efter 15 minutter fjernede jeg det af masken, der ikke var trængt ind og lagde mig til at sove med en ret fedtet fornemmelse i ansigtet. Næste morgen føltes huden ok fugtet - men helt sikkert mere spændstig!

Ulemper: Jeg synes, prisen er ret hamper – til gengæld får man så også andet og mere end bare fugt med i købet.

Bonus: Selvom det ligner en krukke, er det faktisk en pumpe, hvilket er et stort plus – så holder produktet længere og man får ikke bakterier ned i herlighederne.

QQQQ

Testet af Lindi

https://imgix.femina.dk/antipodes.jpg

Fugt til uren hud

Hvad: Antipodes Aura Manuka Honey Mask, 75 ml, 249 kr.

Fordele: Masken kommer som en creme i tube, hvilket gør den meget nem at fordele og rense af. Og man fornemmer, at fugten trænger godt ind.

Ulemper: Den her lover at gøre lækre ting for min hud, der har tendens til bumser, men der er jeg altså ikke særlig overbevist. Den giver hvert fald ikke synlige resultater i forhold til min urene hud de første 3 gange.

Bonus: Cremen har en sød honning duft, man kan snuse lidt til i de 15 min. den skal sidde på huden.

QQQ

Testet af Thea

Læs også: Tørre og sprukne vinterlæber? Vi har testet læbepomade

Læs også: Q tester mascara (og den bedste er ikke den dyreste)

Læs også