præmatur derfor føder nogen for tidligt
Gravid

Præmatur: Hvorfor føder nogle for tidligt?

18. februar 2015
Af Gitte Roe Eriksen og Angelika Rasmussen. Redigeret af Anne Romanelli
Der fødes cirka 60.000 børn om året i Danmark - ca. 3.600 af dem for tidligt og altså før uge 37 i graviditeten. Men hvad er årsagen til præmatur fødsel? Og hvad betyder det for barnet? Få svaret her.

Præmatur

Et præmaturt barn er et barn, der bliver født før 37. svangerskabsuge. Det er ikke sikkert, at der findes en logisk forklaring på en præmatur fødsel. Op imod hver tredje præmature fødsel kender man ikke årsagen til.

Men når en fødsel går i gang før tid, sker det enten spontant - eller fordi lægen vælger at sætte fødslen i gang af andre årsager.

Ældre mødre = flere komplikationer

Der kan der være flere grunde til en præmatur fødsel, forklarer professor dr.med. Gorm Greisen, klinikchef på Rigshospitalets Juliane Marie Center, der er et center for præmature børn.

- For det første bliver mødrene ældre, og det bliver derfor mere almindeligt, at der er komplikationer under en graviditet og fødsel. For det andet betyder den øgede overvågning af fostret, at man passer bedre på det, så vi, hvis der opstår komplikationer, hurtigere kan vurdere, om det er bedre at tage barnet ud end at lade det blive, siger han.

Læs også: Høje temperaturer kan fremskynde din fødsel

Gode odds trods præmatur fødsel

Chancerne for, at et barn, der er født præmaturt, overlever, afhænger af, hvor tidligt barnet bliver født.

Ved en præmatur fødsel, der går i gang i 36. uge, har barnet 99 procent chance for at overleve, mens det er 90 procent af de børn, der er født i 27. uge, der overlever.

Fremskridt med medicin

Chancerne er blevet meget bedre med tiden. Det skyldes blandt andet, at man er blevet bedre til at give medicin, der hjælper barnets lunger med at folde sig ud, mens det ligger i sin mors mave, forklarer Gorm Greisen.

- Man kan prøve at stoppe veerne med medicinsk behandling. Bare få dages udsættelse af en fødsel kan betyde, at medicinen kan nå at virke, forklarer han.

De fleste klarer sig fint

Omkring halvdelen af de børn, der er født præmatur imellem 22. og 28. uge, vokser og udvikler sig helt normalt. Samtidig viser forskning, at langt de fleste præmature børn i en ung alder klarer sig lige så godt som jævnaldrende, der er blevet født til tiden. Og det gælder både uddannelse, arbejde og livskvalitet.

Forsinket udvikling

Alligevel skal man som forældre være ekstra opmærksom over for sit barn, hvis det er født præmatur. Barnet kan risikere at være forsinket i sin udvikling, det kan døje med at trække vejret og så kan infektioner være livstruende.

Læs også: Gravid uge for uge - sådan udvikler din baby sig

10 % har handicaps

Der er også større risiko for, at der følger handicaps med for tidlig fødsel som for eksempel spastisk lammelse. En undersøgelse fra Rigshospitalet viser, at knap 10 procent af de børn, der er født mellem 22. og 28. uge var handicappede, mens 19 procent havde en udvikling, som var under normalen.

Fakta om præmatur fødsel

Omkring hver tredje fødsel, der er præmatur, kender man ikke årsagen til. De resterende deler sig ind i flere forskellige grupper efter årsager:

• Tvillinger, trillinger eller flere fødes oftere præmaturt i forhold til et enkelt barn.

• Stressfulde begivenheder kan sætte gang i fødslen. Der er dog ingen dokumentation for, at almindelig daglig stress kan sætte fødslen i gang.

• Svangerskabsforgiftning: Cirka hver tredje af alle fødsler der er præmatur skyldes svangerskabsforgiftning. Symptomerne er hovedpine, ødemer, for højt blodtryk og protein i urinen. Nogle gange kan sengeleje hjælpe. Læs mere om svangerskabsforgiftning her

• Problemer med moderkagens funktion.

• Vandafgang. Nogle gange vil lægerne forsøge at stoppe fødslen med medicin som for eksempel Ventoline, så de kan nå at give moren medicin (Celeston), der kan modne barnets lunger.

• Hvis scanninger viser, at barnet ikke vokser over en periode, som det skal (ofte fordi moderkagen ikke fungerer optimalt), vil lægerne nogle gange skønne, at barnet har bedst af at komme ud. For ikke at stresse barnet sker det ved kejsersnit.

Kilde: Dansk Præmatur Forening

Født til tiden - og ikke til tiden:

• Der fødes cirka 60.000 børn om året i Danmark. Omkring 200 af disse fødes ekstremt præmaturt (23.-27. uge).

• I dag bliver der født dobbelt så mange børn for tidligt som for 25 år siden.

• 90 procent af alle fødsler går i gang efter 37 fulde uger og før, der er gået 42 uger.

• Omkring 6 procent af alle fødsler går i gang præmaturt, før 37. uge.

• Cirka 5 procent har endnu ikke født, når der er gået 42 fulde uger.

• Førstegangsfødende er statistisk set gravide i længere tid end dem, der tidligere har født.

Kilde: Hvidovre Hospital

Læs også:
Anja fødte i 30. uge
Tegn på at fødslen er i gang
Komplikationer under graviditeten

Her kan du købe kosttilskud til gravide over nettet >>

Sådan kan du selv lytte til dit fosters hjertelyd og bevægelser - og optage lydene til evigt minde!

Med den populære 'AngelSounds' ultralydsmonitor kan I lytte til jeres ufødte barns hjertelyd og bevægelser - en fantastisk oplevelse for enhver kommende mor og far. Allerede fra 12. uge i graviditeten kan I med AngelSounds høre barnets hjertelyd, og der er også mulighed for at høre hvis barnet hikker, sparker mm. Med AngelSounds kan du også optage hjertelydene, så I (og jeres barn) kan lytte til de smukke lyde senere i livet, eller I kan sende optagelserne pr. e-mail til f.eks. bedsteforældre.

Køb AngelSounds ultralydmonitor her >>

Læs også